Juncker afslører forsøg på at overtale Løkke om Vestager
Kommissionsformand Jean-Claude Juncker havde kendt Margrethe Vestager fra møder blandt EU's økonomi- og finansministre, da han i 2014 bad den danske statsminister om at få hende som kommissær. Luxembourgeren, hvis mandat snart udløber, har forsøgt at sikr
Foto: François Lenoir/Reuters
Politik Af
Jean-Claude Juncker headhuntede i 2014 Margrethe Vestager som kommissær, og den snart afgående formand for EU-Kommissionen har gjort en indsats for, at hun fortsætter i kommissionen de næste fem år.

Han tog sagen op med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), fortæller han i et større interview med Ritzau og de tre nordiske nyhedsbureauer TT, NTB og STT.

"Jeg foreslog den danske statsminister at genudnævne hende som kommissær, men det synes at være svært," siger Juncker.

Han henviser til den danske tradition med, at den siddende regering peger på en kandidat fra egne partier, hvilket Juncker "aldrig har forstået".

"Jeg har aldrig troet på, at det var det rette kriterie. Det handler om personer og holdninger og ikke om medlemskab af et parti," siger han.

Margrethe Vestager trådte i sidste uge ind på scenen som erklæret kandidat til posten som kommissionsformand i forbindelse med en kandidatdebat.

Fremragende

Hun har dog på sin egen måde deltaget i det komplekse puslespil om en toppost i to måneder som en blandt flere topkandidater fra Europa-Parlamentets liberale gruppe, Alde.

Før dette sceneskift insisterede den tidligere økonomi- og indenrigsminister fra Radikale Venstre på, at hun mest af alt drømte om at få fem år mere som konkurrencekommissær, da hun havde meget arbejde at gøre færdigt.

Vestager har skabt sig et navn internationalt som chefen bag milliardstore bøder mod Google og andre multinationale selskaber.

"Hun er den eneste kommissær, der kan gøre præcis, som hun vil." 

"Jeg vil aldrig blande mig i disse beslutninger, hvilket var et brud med tidligere tider. Hun har gjort det fremragende," siger Juncker.

Danskeren kom tidligere på året under massivt pres fra Tyskland og Frankrig, da de to lande krævede en togfusion mellem Siemens og Alstom.

EU-lande rasede

Kommissæren stod fast. Det blev et nej. De to store EU-lande rasede og krævede EU's konkurrenceregler ændret straks.

"Jeg mener, at hun traf den rette beslutning. Ingen ved det, og jeg ved ikke, hvorfor ingen ved det, men kommissær Vestager konsulterede medlemslandene, og mindst 22 af dem var stærkt imod," siger Juncker.

Den 64-årige luxembourger har ingen indflydelse på sammensætningen af den næste kommission. Han meddelte allerede i 2015, at han stopper med udgangen af sit nuværende mandat, der løber til 31. oktober.

Juncker og Vestager kender hinanden fra møder mellem EU's finansministre. Så han "kendte hendes kvaliteter".

Han mener som den danske kommissær, at den næste kommission bør være sammensat af lige mange kvinder og mænd.

At den næste formand skal være kvinde, vil han dog ikke højlydt kræve, for det vil være et "indirekte angreb på de to mænd (Manfred Weber og Frans Timmermans, red.)", som er officielle spidskandidater.

"Det er på tide (med en kvinde som formand, red.), men man skal se det først," siger han.

/ritzau/



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Finanstilsynet: Gebyrskandale kan ramme flere banker

Enhedslisten kræver garanti mod "klassiske" reformer

Det kan vi lære: Er du topchef eller investor?

DSV: Sådan ruster vi os til en ny krise

Ørsted tager første stik på strategisk vigtigt marked

Eksperter: Positive afkast i sigte for danske aktier resten af 2019

Bliver Noma kåret som verdens bedste restaurant tirsdag?

Aktieluk i Europa: Nedjustering sænkede Daimler i svagt negativt Europa

Skattedom kan give milliardtab i statskassen: "Vi tror, at Skat alt andet lige vil stå til nederlag i flere sager"