EL og Radikale vil skære i støtten til EU's klimasyndere
Det skal koste på pengepungen, hvis EU-landene ikke lever op til målsætningerne i Parisaftalen fra 2015, mener blandt andre Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Politik Af
Det skal koste på pengepungen, hvis EU-landene ikke lever op til målsætningerne i Parisaftalen fra 2015.

Det mener spidskandidaterne til europaparlamentsvalget fra Enhedslisten og De Radikale.

Parisaftalen er egentlig juridisk bindende. Alle lande, der tilslutter sig aftalen, skal bidrage til at reducere de globale udledninger. Men det er dog frivilligt, hvad hvert enkelt land vælger at sætte som mål.

Det var på et klimatopmøde i Paris i 2015, at 196 lande skrev under på, at man vil begrænse temperaturstigningerne til under to grader og gerne tættere på 1,5 grader.

"Jeg er klar til at skære i EU-støtten til de lande, der ikke lever op til vores grønne målsætninger," lyder det fra De Radikales spidskandidat, Morten Helveg Petersen.

Hans kollega hos Enhedslisten er enig.

"Det støtter vi selvfølgelig op om," siger Nikolaj Villumsen.

"Vi ser gerne, at EU's budget indrettes sådan, at der er mere støtte til dem, der bidrager til den grønne omstilling. Og det er klart, at det ikke er tilfældet for de lande, der ikke gør det," tilføjer han.

Så langt vil Dansk Folkepartis Peter Kofod ikke gå.

"Det hører du mig ikke sige så tit, men netop klima er et område, hvor EU kan spille en stor rolle."

"Jeg synes jo, at man skal leve op til de aftaler, man indgår. Men jeg synes, at man skal passe på med at finde stokken frem og så ellers bare slå løs på alt og alle."

"Klimapolitikken rundt i Europa er meget forskellig, og den forskellighed skal selvfølgelig også respekteres," siger Peter Kofod.

Når man kigger på den totale CO2-udledning, ligger EU på 6,9 ton C02 per person årligt. Til sammenligning ligger USA på 16,5.

Alligevel spiller EU en stor rolle, mener klimaprofessor Sebastian H. Mernild, der leder det anerkendte norske klimainstitut Nansensenteret i Bergen,

"Det gør EU selvfølgelig. Vi skal have EU-landene til samlet set at få udledningen ned. Hvis EU ikke gør noget - eller nok - er der jo nogle lande, der skal gøre endnu mere," siger han.

/ritzau/

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Et europæisk skæbnevalg - her er fire af de vigtigste emner for erhvervslivet de næste fem år

Aktiechef skuffet over danske C25-selskaber efter "uimponerende" regnskabssæson

Bauhaus blæser til krig og varsler butiksåbninger - samtidig fosser millionerne ud af Silvan

Venstre vil hæve prisen på en pakke cigaretter med 20 kroner

Thulesen Dahl kræver klart løfte fra S: Danmark skal kun gå med i bankunion efter folkeafstemning

Gennem hele sin tid som premierminister ofrede Theresa May sig for partiets splittede fløje - fredag ofrede partiet så Theresa May

Verdens dyreste medicin godkendt - 14 mio kr for en behandling

Tobaksbranche vender tomlen ned til neutrale cigaretpakker uden logo: En krænkelse af os