Politik Af
Når det såkaldte FM4-bånd i næste uge kommer i udbud, er en del af betingelserne, at 70 procent af de redaktionelle medarbejdere skal være bosat mindst 110 kilometer væk fra centrum af København.

Det er regeringen og Dansk Folkeparti blevet enige om.

Men på det sociale medie Twitter pointerer kulturminister Mette Bock (LA), at kravet om, at FM4 skal placeres uden for København, ikke var regeringens forslag.

Det gør hun i et svar til den radikale folketingspolitiker Martin Lidegaard, som i et tweet retter kritik mod de nye udbudsbetingelser.

"Som du ved, er det ikke et forslag, der er groet i regeringens baghave. Men vi står på mål for de aftaler, vi indgår. Og da EU ikke tillader krav vedrørende administrative medarbejdere, måtte vi omregne," skriver Mette Bock.

Over for Ritzau uddyber kulturministeren:

"Det betyder, at det var ikke en del af regeringens udspil, men når man forhandler, bliver man nødt til at acceptere, at der kommer andre forslag på bordet. Og så indgår man en aftale om det, man samlet set kan blive enige om," siger hun.

Når I nu er med til at beslutte det, hvorfor så gøre opmærksom på, at det ikke var jeres idé?

"Det synes jeg bare er en almindelig oplysning at give, når folk siger, at de synes, at det er meget uliberalt at komme med sådan et forslag."

Men er det så ikke uliberalt at være med til at gennemføre det?

"Det er det da ikke. Når man indgår politiske aftaler, binder man sig til det, og så skal alle parter være med til at leve op til det. Og det gør regeringen også."

Debatten om udbuddet af FM4-båndet, som i dag drives af Radio24syv, begyndte, da regeringen lancerede sit udspil til et medieforlig i april 2018.

Det blev til et forlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti i juni 2018. I forligsteksten stod, at den aktør, der vinder udbuddet om retten til at sende på FM4, skulle flytte sit hovedkontor og alle administrative medarbejdere til Vestdanmark.

Senere er regeringen blevet opmærksom på, at det formentlig er i strid med EU-reglerne at tvinge en privat virksomhed til at placere sin administration et bestemt sted.

Derfor blev kravet om placeringen af hovedsædet sløjfet. I stedet er kravet om, hvor mange af de redaktionelle medarbejdere skal udflyttes, blevet skærpet.

Dansk Folkeparti har haft ønske om at skrue op for andelen af ansatte, som skal være bosat udenfor København. Partiet har heller ikke lagt skjul på, at det ikke var tilfreds med det anførte kilometerkrav på 110 km

"Man kunne jo sådan set også vende det om og sige, at hvis det ikke havde været for regeringen, så var hele molevitten flyttet ud, for det ville Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet," siger Mette Bock.

Ritzau

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Flertal af USA's finanschefer spår recession fra sommeren 2020

Klaus Riskær siger farvel til endnu en folketingskandidat

Digital scrapbog børsnoteres til værdi over 83 mia kr i New York

Eivind Kolding blev fyret i Danske Bank og kom videre: "Jeg har bestemt haft min andel af problemer"

Kim Jong-un aftaler visit i Rusland for at møde Putin

Sådan ser flyselskaber fremtidens flykabine

Trump frikendte sig selv: nu frigives Muellers rapport

Højdepunkter fra møbelmessen i Milano

Kraftigt jordskælv rammer Taiwan