Demokratisk stjernefrø vil udfordre Trump i 2020
Beto O'Rourke blev meget populær blandt demokrater, efter han næsten slog den republikanske senator Ted Cruz ved sidste års senatsvalg i Texas.
Foto: Mike Segar/Reuters
Politik Af
Efter flere måneders spekulationer bekræfter det tidligere demokratiske kongresmedlem Beto O'Rourke, at han stiller op til præsidentvalget i 2020.

Det skriver tv-stationen KTSM, der har base i 46-årige O'Rourkes hjemby, El Paso, i staten Texas.

Til tv-stationen skriver han i en række sms'er, at han er "stolt af sin hjemby", og at han vil bruge sin baggrund og opvækst i Texas i sin kampagne.

Han ventes officielt at erklære sit kandidatur torsdag morgen amerikansk tid.

O'Rourke blev landskendt, da han ved midtvejsvalget sidste år udfordrede senator Ted Cruz ved senatsvalget i Texas. Han tabte valget, men var bare få procentpoint fra at slå Cruz, der var republikansk præsidentkandidat i 2016.

Texas er samtidig én af de mest konservative stater i USA.

Beto O'Rourkes kampagne tiltrak sig stor opmærksomhed, og han formåede at indsamle millioner af dollar fra private donorer uden støtte fra store virksomheder eller lobbyister. Han slog desuden rekorder i antallet af frivillige kampagnefolk.

Han fik også ros fra flere kanter for sin kampagnestil, hvor han på kort tid formåede at besøge samtlige 254 amter i Texas.

Siden senatsvalget har han gjort sig bemærket som en skarp kritiker af præsident Donald Trumps planer om at bygge en mur langs grænsen til Mexico.

Da præsidenten i februar besøgte grænsen ved El Paso, holdt O'Rourke et stort vælgermøde og beskyldte Trump for at skabe "falske rygter" om migranter og El Pasos ry som en by præget af kriminalitet.

O'Rourke har også opnået stor popularitet på sociale medier, og bruger flittigt sin Instagram-konto til at komme med politiske budskaber.

Siden nederlaget til Cruz har flere spekuleret i, om O'Rourke mon ville stille op i 2020. Han har blandt andet holdt rygterne i live ved at besøge en række stater, der holder primærvalg tidligt.

O'Rourke har allerede annonceret, at han i den kommende weekend vil holde flere valgmøder i staten Iowa.

/ritzau/

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Den dag Peter Engberg blev topchef i Nykredit, meddelte han bestyrelsen, at han ville stoppe, når han fyldte 60

Børn er beviset på kærlighed: Hvad bliver der af kærligheden, hvis børnene pludselig ikke er der længere?

God weekend med Adam Aamann

Tag på luksuriøse togture

Kronik: Jeg gik ind i politik for at føre ny energi til Europa!

Macron inviterer til sjældent pressemøde efter aflyst tale

Brødre bag Netflix-hitserien Stranger Things skal for retten for plagiat

Justitsministerium afviser at udlevere fuld Mueller-rapport