Fem uger til brexit: UK har kun 6 af 40 handelsaftaler klar
Foto: Arkiv: Ritzau Scanpix
Politik Af
Storbritannien risikerer at stå uden handelsaftaler med en lang række lande uden for EU om lidt over en måned. Det kan koste samhandel for milliarder af pund, og samtidig giver det alvorlige problemer for et af brexit-fløjens økonomiske hovedargumenter for at forlade EU.

Det skriver Jyllands-Posten.

I dag nyder Storbritannien godt af 40 handelsaftaler, som EU har indgået, og som ophæver told og andre restriktioner over for i alt 70 forskellige lande og selvstyreområder i bl.a. Asien, Afrika og Mellemøsten. Både før og efter folkeafstemningen om EU har brexit-tilhængerne sagt, at et uafhængigt Storbritannien kunne få langt bedre handelsaftaler med resten af verden end dem, EU har, og at brexit derfor ville øge briternes velstand.

Men med bare fem uger til brexit-dagen den 29. marts er der kun indgået 6 af de 40 aftaler. Der er bl.a. aftaler med Schweiz, det palæstinensiske selvstyre og Færøerne, mens regeringen har indrømmet, at den ikke når at få aftaler med Japan og Tyrkiet. Det til trods for at briterne i første omgang kun går efter at kopiere EU's handelsaftaler, ikke at forbedre dem.

- Storbritannien er i en forfærdelig svag forhandlingsposition, forklarer en ledende handelsekspert, professor Alan Winters fra University of Sussex, til Jyllands-Posten.

Han siger, at mange lande godt kan se, at briterne er "desperate", og derfor vil landene ikke bare kopiere EU's handelsaftaler, men kræver yderligere indrømmelser af briterne for at sige ja.

Hvis Underhuset i London godkender Theresa Mays brexit-aftale, bliver der en overgangsperiode på knap to år, hvor briterne stadig kan bruge EU's 40 handelsaftaler og forsøge at få dem kopieret. Men i tilfælde af "no deal" er briterne på egen hånd fra den 29. marts og har kun seks handelsaftaler, herunder med Færøerne.

- Det var meget vigtigt for os at få en aftale på plads, siger den færøske udenrigs- og handelsminister, Poul Michelsen, som ville sikre de 10-12 pct. af øernes eksport, der går til Storbritannien.

Men de fleste andre lande har altså is i maven og vil ikke indgå en aftale med briterne endnu.

Det britiske handelsministerium fortsætter i den kommende tid med at prøve at kopiere EU-aftaler, såkaldt "fortsættelse".

Et skriftligt svar til Jyllands-Posten lyder:

- Vores prioritet er at undgå forstyrrelser af vore globale handelsforhold, når vi forlader Den Europæiske Union, og vi søger en fortsættelse af eksisterende frihandelsaftaler.

/ritzau/FINANS

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Kapitalfond skyder millioner i hurtigtvoksende norsk frisørgigant: Direktør vil gøre frisørkæde til den største i Danmark

Dansk digital HR-platform rejser tocifret millionbeløb

Trumps Kina-tweets rykker markedet: "Man kan godt have ham mistænkt for at byde ind med positive ting, når markedet går lidt nedad"

BMW 3-serien overgår sig selv: Masser af power og 17 km/l i snit

It-ekspert om sexafpresning: Slet mail uden beviser

Britisk finansminister vil gå af i protest mod Boris Johnson

Sol, sand og en 1,5 billion dollar offshore økonomi: De Britiske Jomfruøer kæmper mod gennemsigtighed

Ugen der kommer: Mays afløser overtager Downing Street 10

S-regeringen vil give alle flygtninge gratis uddannelse