Fem uger til brexit: UK har kun 6 af 40 handelsaftaler klar
Foto: Arkiv: Ritzau Scanpix
Politik Af
Storbritannien risikerer at stå uden handelsaftaler med en lang række lande uden for EU om lidt over en måned. Det kan koste samhandel for milliarder af pund, og samtidig giver det alvorlige problemer for et af brexit-fløjens økonomiske hovedargumenter for at forlade EU.

Det skriver Jyllands-Posten.

I dag nyder Storbritannien godt af 40 handelsaftaler, som EU har indgået, og som ophæver told og andre restriktioner over for i alt 70 forskellige lande og selvstyreområder i bl.a. Asien, Afrika og Mellemøsten. Både før og efter folkeafstemningen om EU har brexit-tilhængerne sagt, at et uafhængigt Storbritannien kunne få langt bedre handelsaftaler med resten af verden end dem, EU har, og at brexit derfor ville øge briternes velstand.

Men med bare fem uger til brexit-dagen den 29. marts er der kun indgået 6 af de 40 aftaler. Der er bl.a. aftaler med Schweiz, det palæstinensiske selvstyre og Færøerne, mens regeringen har indrømmet, at den ikke når at få aftaler med Japan og Tyrkiet. Det til trods for at briterne i første omgang kun går efter at kopiere EU's handelsaftaler, ikke at forbedre dem.

- Storbritannien er i en forfærdelig svag forhandlingsposition, forklarer en ledende handelsekspert, professor Alan Winters fra University of Sussex, til Jyllands-Posten.

Han siger, at mange lande godt kan se, at briterne er "desperate", og derfor vil landene ikke bare kopiere EU's handelsaftaler, men kræver yderligere indrømmelser af briterne for at sige ja.

Hvis Underhuset i London godkender Theresa Mays brexit-aftale, bliver der en overgangsperiode på knap to år, hvor briterne stadig kan bruge EU's 40 handelsaftaler og forsøge at få dem kopieret. Men i tilfælde af "no deal" er briterne på egen hånd fra den 29. marts og har kun seks handelsaftaler, herunder med Færøerne.

- Det var meget vigtigt for os at få en aftale på plads, siger den færøske udenrigs- og handelsminister, Poul Michelsen, som ville sikre de 10-12 pct. af øernes eksport, der går til Storbritannien.

Men de fleste andre lande har altså is i maven og vil ikke indgå en aftale med briterne endnu.

Det britiske handelsministerium fortsætter i den kommende tid med at prøve at kopiere EU-aftaler, såkaldt "fortsættelse".

Et skriftligt svar til Jyllands-Posten lyder:

- Vores prioritet er at undgå forstyrrelser af vore globale handelsforhold, når vi forlader Den Europæiske Union, og vi søger en fortsættelse af eksisterende frihandelsaftaler.

/ritzau/FINANS



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


EU godkender: Udskyder brexit efter dramatisk topmøde

Fynsk revisor hamstrer 292 enkronefirmaer: "Det er jo lidt, som når der er tilbud nede i Brugsen"

Løkke om brexit-udskydelse: Vi imødekommer May præcis så langt vi kan

Investor satser sine penge på at Daimler vinder kapløb om elbiler

Bitcoin-rigmand efter overskud på 347 mio kr: "Mange havde nok forestillet sig, at det var endnu større tal"

Danske Bank: Velhaverkunders tilfredshed i frit fald

Aktier i USA: Løftet af Feds kapitulation - Apple og chips i top

Vestas: Får ordre på 96 MW i Mexico

Spar Nord kan skræmme andre væk: Kigger andre på banken, ved de, at prisen skal op