Huawei-stifter: Anholdelse af direktør var politisk motiveret
Foto: Fabrice Coffrin/Ritzau Scanpix
Politik Af
Der lå politiske motiver bag, da finansdirektøren for den kinesiske Huawei-koncern i slutningen af 2018 blev anholdt i Canada.

Det siger Ren Zhengfei, der er grundlægger af den kinesiske telegigant, til BBC. Han tager også det voksende pres mod sin virksomhed fra især USA med oprejst pande.

"Hvis lyset går ud i Vesten, så vil Østen stadig skinne. Amerika repræsenterer ikke verden. Selv hvis de overtaler andre lande til ikke at bruge os i en periode, så kan vi altid tilpasse os," siger han.

"USA kan på ingen måde knuse os. Verden kan ikke droppe os, fordi vi er mere avancerede (end andre i branchen, red.)," tilføjer han

Meng Wanzhou, der er finansdirektør i Huawei og datter af Ren Zhengfei, blev den 1. december anholdt i en canadisk lufthavn. Det skete på anmodning fra USA, som ønsker hende udleveret til mulig retsforfølgelse.

"For det første er jeg uenig i det, USA har gjort. Denne form for politisk motiveret handling er ikke acceptabel," siger Ren til BBC.

USA mistænker Meng for at have overtrådt de amerikanske sanktioner mod Iran ved at lyve over for banker.

Hun blev i december ved en domstol i Vancouver løsladt mod kaution, men har forbud mod at forlade landet.

Canada har endnu ikke truffet en beslutning om at udlevere hende til USA.

Huawei, der i flere år været i USA's søgelys for sine angiveligt tætte bånd til Kinas regering, har blankt afvist de amerikanske beskyldninger mod Meng.

Huawei producerer smartphones og netværk til telekommunikation. I modsætning til mange andre kinesiske selskaber henter Huawei størstedelen af sin omsætning i udlandet.

Flere lande har dog bandlyst Huawei. Det skyldes bekymringer over, at selskabet spionerer via sit udstyr, der indgår i blandt andet mobilnetværk verden over.

En påstand som Ren igen afviser. Der er ikke foregået lyssky aktiviteter i Huawei, fastslår han over for BBC.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Novozymes' salg skuffer efter problemer i USA: "Det er klart at vi ikke er umådeligt tilfredse"

Aktieluk i Europa: Tysk softwarekæmpe tordnede i vejret

DTU går sammen med Ørsted og Vestas: Kunstig ø i Nordsøen skal opsamle enorme mængder energi fra havvind

Panalpina udvider i Sydamerika

Aktier i ny rekord: "Recessionsfrygten er sparket til hjørne"

Førsteminister kræver ny folkeafstemning om skotsk uafhængighed efter brexit

Christian Friis Bach stopper som generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp

Markedet lukker: Novozymes endte på hælene efter svagt regnskab

Verdenskendt arkitektfirma ansætter psykolog og nationaløkonom som adm. direktør