Frankrig og Tyskland vil ændre regler efter nej til togfusion
Franske Alstom og tyske Siemens ønskede at skabe en toggigant. Men EU-Kommissionen sagde nej. Nu vil de to store EU-lande ændre reglerne.
Foto: Peter Endig/Ritzau Scanpix
Politik Af
Står reglerne i vejen, må reglerne ændres. Det er logikken i både Tyskland og Frankrig, efter at EU-Kommissionen onsdag har blokeret en stor togfusion mellem franske Alstom og tyske Siemens.

Sammenlægning af de to i forvejen dominerende togproducenter ville dræbe konkurrencen på nogle områder i EU, og den ville skade forbrugere, lød et par af argumenterne fra EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

Men i Tyskland og Frankrig er man ikke enig.

Tysklands regering vil forsøge at ændre EU's konkurrencelovgivning, når landet overtager formandskabet i efteråret 2020. Det bekræfter en talsmand for regeringen over for nyhedsbureauet Reuters.

Det skal være lettere at lade virksomheder fusionere på tværs af grænser, mener den tyske økonomiminister, Peter Altmaier.

Han siger, at det er nødvendigt, at Europa kan skabe stærke internationale virksomheder, der kan modstå en hård konkurrence fra Kina og USA.

Men på signalsystemer og højhastighedstog er der i øjeblikket, siger Vestager, slet intet at bekymre sig om i forhold til Kina, hvor producenten CRRC ifølge Siemens og Alstom er en trussel.

Den franske premierminister, Edouard Philippe, siger, at onsdagens nederlag i Bruxelles må være et signal om, at man skal "tage kontrollen over konkurrencelovgivningen tilbage".

Philippe mener, at beslutningen er truffet på et fejlagtigt grundlag.

- De (reglerne, red.) må opdateres. Vi må tage kontrollen tilbage, siger han.

Ifølge topchefen for Siemens, Joe Kaeser, er der et akut behov for "strukturelle reformer".

- Beskyttelsen af forbrugernes interesser lokalt må ikke betyde, at Europa ikke kan have fair vilkår over for førende nationer som Kina, USA og andre, siger Kaeser ifølge nyhedsbureauet AFP.

På et pressemøde efter afgørelsen gav Margrethe Vestager udtryk for, at den aktuelle sag tydeligt viser, at der er sund fornuft i reglerne.

To store EU-lande har store interesser i fusionen, og de taler for. Men de øvrige 26 EU-lande har andre interesser, og virksomheder i disse lande vil måske lide skade eller blive knust af en sammenlægning.

Det centrale er, at konkurrencen er god for forbrugerne, understreger hun.

Siemens producerer blandt andet højhastighedstoget ICE, mens Alstom står bag den franske klassiker TGV.

/ritzau/



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



    Forsiden lige nu


    Norwegian sælger nye aktier til spotpris - aktien i stort dyk

    Chefstrateg: Her er tre ting der kan ændre aktiestemningen

    Handelsbanken reserverer 172 mio kr til afgående direktør

    7 MP'er forlader Labour i protest mod Corbyn: "Labours forræderi om Europa står nu klart for alle"

    Under finanskrisen arbejdede PFA's investeringsdirektør på tre timers søvn: "Det fik til sidst blodårerne i mine øjne til at springe"

    Britisk gigant stiger pænt efter regnskab

    Zorniger efter fyring: Jeg ser tilbage med et stort smil

    Disse seks grønne aktier har skabt afkast på over 170 pct på fem år