Ny oplysning presser Bech-Bruun i udbyttesag: Rådgav mistænkt bank og arbejdede samtidig for Skatteministeriet
Managing partner i Bech-Bruun, Simon Evers Hjelmborg, fortæller, at advokatfirmaet genbekræftede en skattemodel for tyske North Channel Bank i 2017
Foto: Nikolai Linares
Politik Af
Advokatfirmaet Bech-Bruun har så sent som i april 2017 ydet indirekte rådgivning for den tyske North Channel Bank, som myndighederne mener, har spillet en central rolle i sagen om svindel med dansk udbytteskat for 12,7 mia. kr.

Det oplyser advokatfirmaet selv, nu hvor Advokatnævnet skal afgøre, om Bech-Bruun har været inhabil i at lave en advokatundersøgelse om udbytteskat for Skatteministeriet i 2017.

Hidtil har det været kendt, at Bech-Bruun både i 2014 og 2015 gav en retslig vurdering af en model for tilbagesøgning af udbytteskat udviklet af et større tysk advokatfirma, der agerede på vegne af North Channel Bank.

Men til Børsen fortæller advokatfirmaet nu, at det også 5. april 2017 har genbekræftet vurderingen af den pågældende skattemodel.

"Vi bliver spurgt af det tyske advokatfirma, om der er noget, der har ændret sig. Det har banken åbenbart brug for at vide, og vores advokat på sagen svarer så helt kortfattet, at der ikke var noget, der havde ændret sig," siger managing partner i Bech-Bruun, Simon Evers Hjelmborg.

Undersøgte Skat i 2017

Rådgivningen af North Channel Bank gennem bankens tyske advokat er dermed gentaget kun tre-fire uger efter, at Bech-Bruun også fik til opgave at lave Skatteministeriets advokatundersøgelse om svindelen med udbytteskat, som blev færdig i december 2017.

Men Simon Evers Hjelmborg forklarer, at advokatfirmaet dengang ikke havde nogen anelse om, at North Channel Bank skulle være involveret i nogen form for svindel. Derfor mener han heller ikke, Bech-Bruun har handlet i strid med reglerne for inhabilitet.

Samtidig understreger han, at den omtalte skattemodel ikke opfordrede til noget ulovligt, ligesom han heller ikke mener, modellen kan være blevet direkte brugt i svindelen med udbytteskat.

"Vi har bistået med noget, som efter vores vurdering var klart lovligt, og vi havde ingen formodning om, at det skulle bruges til svindel. At det så måske er Skatteministeriets formodning, er først noget, vi får at vide, da skatteministeren skriver til os i oktober 2018," siger Simon Evers Hjelmborg.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) undrer sig over, at oplysningen om 2017-rådgivningen ikke er kommet frem noget før.

"Det sætter et alvorligt spørgsmålstegn ved Bech-Bruuns troværdighed i de forklaringer, de har afgivet tidligere," siger han og henviser til, at det må være op til Advokatnævnet, om habilitetsreglerne er overtrådt.

"For mig virker det mærkeligt, at man med den ene del af forretningen vil arbejde for staten med at undersøge, om reglerne for udbytteskat er blevet overholdt, mens en anden del af forretningen rådgiver om udbytteskattefinter, som godt nok er lovlige, men altså er finter. For mig harmonerer de to ting ikke med hinanden," tilføjer Karsten Lauritzen.

Bech-Bruun henviser til klientforhold

Ifølge Simon Evers Hjelmborg har Bech-Bruun ikke fortalt om 2017-rådgivningen tidligere, da det er omgærdet af kundefortrolighed.

"Som advokatfirma indgår vi i flere klientforhold, som vi ikke bare kan oplyse andre klienter om," siger han.

Bech-Bruun vælger nu at gå ud med oplysningen, da advokatfirmaet er blevet opmærksom på, at det også indgår i den klage, Skatteministeriet har indgivet til Advokatnævnet.

Samtidig understreger Simon Evers Hjelmborg, at de to advokater, der har siddet med hovedansvaret for Skatteministeriets advokatundersøgelse, på ingen måde har været involveret i rådgivningen om udbytteskat. 

"Vi har leveret en god og saglig undersøgelse. Vi har heller ikke hørt skatteministeren sige andet," siger Bech-Bruuns managing partner, som dog påpeger, at advokatfirmaet ikke ville have budt ind på at lave Skatteministeriets advokatundersøgelse, hvis man havde vidst, hvad man ved i dag om North Channel Bank.

Karsten Lauritzen er enig i, at der ikke umiddelbart skulle være kritik at sætte på den advokatundersøgelse, Bech-Bruun har lavet for ministeriet.

Advokatnævnet skal i den kommende tid afgøre, om Bech-Bruun har ageret i strid med habilitetsreglerne.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


For anden gang på en uge: Danske Bank hyrer nye compliance-ansatte - denne gang er det tre chefer

Kandidaten til EU's topjob i sin første store tale: Vil have klimaneutralitet i 2050 og 50 pct kvinder i EU-Kommissionen

S&P spår risici ved Deutsche Bank-toppens spareplan: Forsinkelser kan hæmme

Aktiestatus: Pandora stiger til tops i stille marked

Goldman Sachs skyder trecifret millionbeløb i platform fra Berlin som finder højrentekonti til kunder som er trætte af nulrente

Von der Leyen i gavehumør for at sikre topjob: Har sendt breve rundt for at sikre opbakning

Ejendomsselskab har haft 176 sager i huslejenævnet på to år