Britisk minister går og kræver ny folkeafstemning om EU
Viceminister Jo Johnson forlader den britiske regering og smækker med døren. Han kalder en britisk exit fra EU en katastrofe. Han er i øvrigt bror til den tidligere udenrigsminister Boris Johnson, der har det stik modsatte synspunkt om brexit.
Foto: Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix
Politik Af
Den britiske vicetransportminister Jo Johnson træder tilbage og kalder premierminister Theresa Mays forhandlinger om brexit en vildfarelse.

Han siger, at løfterne fra EU-folkeafstemningen i 2016 ikke er opfyldt, og han kræver en ny afstemning.

"Storbritannien står på kanten af den største krise siden Anden Verdenskrig," siger Johnson i sin afskedserklæring.

Han er i øvrigt bror til den EU-fjendtlige tidligere udenrigsminister Boris Johnson.

Jo Johnson stemte i 2016 modsat sin bror for, at Storbritannien skulle forblive i EU.

"Når man ser på kendsgerningen om brexit, at det er langt fra, hvad der engang blev lovet, så vil det være det demokratisk rigtige at give offentligheden det endelige ord," mener han.

"Det er i stigende grad blevet klart for mig, at aftalen om udtræden, som er ved at blive færdiggjort, vil blive en forfærdelig fejltagelse," skriver han i sit afskedsbrev.

Der har ellers de seneste dage forlydt - fra britiske kilder - at premierminister May skal være på nippet til at indgå en skilsmisseaftale med EU.

Det haster under alle omstændigheder, for Storbritannien skal træde ud af EU 29. marts.

Hvis det skulle lykkes at nå en aftale - og det er fortsat et stort spørgsmålstegn - så vil briterne kunne få en overgangsperiode på 21 måneder, hvor man stadig følger EU's regler.

I den periode skal der så aftales det langsigtede forhold mellem EU og Storbritannien.

Men Jo Johnson skriver i sin erklæring, at det vil efterlade Storbritannien "økonomisk svækket" og skabe mere usikkerhed for britiske virksomheder.

Men alternativet, hvor man brager ud af EU uden nogen aftaler overhovedet, vil "påføre ubodelig skade på vores land".

/ritzau/Reuters



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Energinet vil sende mere strøm gennem nettet

Annoncørbetalt
indhold af Deloitte

Forsiden lige nu


Gevinst på 50 mia hvis folk i job arbejder mere

Analytikere forventer snarlige rentenedsættelser efter nyt fra Fed

Fed fastholder rente - men der er delte meninger om resten af 2019

Morten Østergaard: Man løber ikke om hjørner med os

Bavarian Nordic påbegynder fase 3-forsøg med frysetørret koppevaccine

Boris Johnson øger føring - udviklingsminister slået ud af konservativt lederopgør

Ophidset Olsen Dyhr skoser udeblivende Østergaard: "Jeg er dybt forundret"

De Radikale bliver væk fra forhandlinger om klima