Analyse: Labour overvejer ny folkeafstemning om brexit, men et stop for brexit er usandsynligt
Labour-leder Jeremy Corbyn ønsker for alt i verden at undgå en ny folkeafstemning, der kan skræmme brexitvælgere væk fra partiet - men Corbyn har været under stort pres på partiets årlige partikonvent
Foto: Hannah McKay/Reuters/Ritzau Scanpix
Politik Af ,
Det usigelige er blevet sagt højt.

Det er ganske vist blevet sagt i oppositionspartiet Labour, der ikke har magten i Storbritannien, og det er blevet sagt af en fløj i arbejderpartiet, der ikke kontrollerer Labour.

Men da Labour på sin årlige partikonference tirsdag aften vedtog en ny strategi for brexit, var det en strategi, der ikke ville udelukke en ny folkeafstemning - og dermed muligheden for at sætte en stopper for brexit.

Alligevel ser en ny folkeafstemning særdeles usandsynlig ud på trods af de kaotiske tilstande i forhandlingerne mellem EU og Storbritannien.

Labours EU-skeptiske ledelse har længe været under pres fra partiets EU-venlige bagland for at sætte en ny retning for brexit, og op til det fire dage lange partikonvent omhandlede mere end halvdelen af afstemningsforslagene fra de delegerede en ny brexitstrategi.

En meningsmåling, offentliggjort af YouGov inden konventet, viste at 86 pct. af de adspurgte Labour-medlemmer ønskede sig en ny folkeafstemning.

Og så faldt ordene tirsdag formiddag:

"Vores muligheder er nødt til at inkludere en ny folkeafstemning," sagde Keir Starmer, partiets brexit-talsmand, i sin tale til konventet - ganske som der stod i det udkast til talen, der var godkendt på forhånd af Labour-leder Jeremy Corbyns kontor og udsendt til pressen. Men derefter kom Starmer med en tilføjelse, der ikke stod i udkastet:

"Ingen udelukker, at remain kan være en mulighed."

Sætningen udløste jubel blandt de delegerede, men har næppe gjort det hos Jeremy Corbyn, der i weekenden følte sig presset til at acceptere, at en ny folkeafstemning for eller imod en konkret brexitaftale kunne komme på tale - men ikke, at spørgsmålet om EU-medlemskab skulle genåbnes.

Godt nok ønsker baglandet at presse ham i en mere EU-venlig retning, men Labours vælgere ligner ikke Labours medlemmer. Hvis Corbyn ønsker at vinde næste parlamentsvalg over May, har han brug for både støtte fra vælgergrupper i London, der stemte remain i 2016, og fra store grupper uden for London, der stemte leave. Strategien har været en politik, der er forsigtigt for brexit, men et blødere brexit end Mays.

Blandt de konservative, som rent faktisk har muligheden for at trykke på knappen og udskrive en folkeafstemning, er der heller ingen appetit. Godt nok er partiet ved at rive sig selv midt over i kampen om, hvordan brexit skal se ud, men at brexit ikke kan rulles tilbage, er der ikke uenighed om.

Analysen i begge partier - selv blandt oprindelige modstandere af brexit - er, at den frustration blandt vælgerne og bølge af populisme, der var medvirkende til at et flertal stemte for brexit, vil være farlig at lægge låg på.

På kort sigt kan en ny folkeafstemning måske standse brexit; men på lang sigt kan brexitvælgernes stemmer kommer rullende tilbage som en lavine.

Hvis Det Konservative Parti og Labour - de to store britiske partier - skulle åbne muligheden for at aflyse brexit, er frygten i begge lejre samtidig, at det kunne føre til en genoplivelse af UKIP - som i årevis åd af begge partiers vælgeropbakning, men nærmest kollapsede da partiet opnåede sit mål og sikrede et leave-resultat i folkeafstemningen i 2016.

De kommende få måneder frem til det britiske exit fra EU 29. marts 2019 tegner til at blive kaotiske og uforudsigelige i Storbritannien, og med dagens nye Labour-strategi holder brexit-modstanderne i Labour liv i muligheden for en ny afstemning.

Men hverken ledelsen i Labour eller Det Konservative Parti ønsker at tale om muligheden for det usigelige.

Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Kometkarrieren sikrede ham landets næstdyreste hus: Nu er Danske Banks kronprins dumpet

Norsk aktie brager op efter køb af dansk nordsøolie for tocifret milliardbeløb

Shell er fortid i den danske Nordsø: Sælger sin andel af DUC for over 12 mia. kr.

USA: Netflix og IBM starter handelsdag med store bevægelser i hver sin retning

Søren Pind angriber Finanstilsynet efter Danske Bank-afgørelse: "Det er ekstremt - helt ekstremt"

Headhuntere om vraget Danske Bank-kronprins: "De har været nede i detaljen og vurderet, at der er ting, der mangler"

Tilsyn dumper Jacob Aarup-Andersen som ny Danske Bank-topchef

Mulig hvidvask i Nordea giver panderynker på børsen

Analyse: Under advarslerne om brexit-sammenbrud er der stadig håb om en aftale