Geranium mister kok - ramt af udlændingeregler: "Jeg tror ikke vi nødvendigvis havde haft vores stjerner uden den udenlandske arbejdskraft"
Én af Geraniums ansatte er fra Danmark. Resten kommer fra 15 lande fordelt på fem kontinenter.
Foto: Jonas Pryner
Farvel og tak. Det er alt for besværligt, bureaukratisk og stressende at få lov til at arbejde som udlænding i Danmark, og derfor må landets eneste trestjernede Michelin-restaurant Geranium sige farvel til deres australske souschef.

"Min souschef Paul Wilson har været hos os i to år. Hans arbejdstilladelse er ved at være slut, men på trods af at han har været hele den bureaukratiske mølle igennem den første gang, han skulle søge om visum hertil, så er der er ikke en elegant måde at forny hans visum på. Hans problem er, at det er ekstremt besværligt og bureaukratisk at få en ny tilladelse, og det tager så meget af hans energi, at han får stress af det. Konsekvensen er, at han rejser hjem til Australien, så ham kommer vi desværre ikke til at se igen," siger Geraniums restaurantchef Søren Ørbek Ledet, der leder Geranium sammen med Rasmus Kofoed.

Hvad betyder det for Geranium, at du mister din souschef?

"Jeg er ked af at miste ham. Han er en sindssyg dygtig medarbejder. Han er en super kok og en fantastisk leder. Han er alt, man kan ønske sig af en souschef, og det er super ærgerligt, at vi ikke kan beholde ham. Jeg ville ønske han kunne være her to, fire, seks eller otte år," siger Søren Ørbek Ledet.

Tager tid fra maden

Hos Geranium arbejder der 38 kokke og tjenere. Én er fra Danmark. Resten kommer fra 15 lande fordelt på fem kontinenter.

"Jeg vil gerne have medarbejdere fra Japan, Korea, USA, Australien og fra hele verden, men det er helt vildt besværligt at få dem hertil. Vi er her for at lave mad. Det er vi gode til, og det vil vi godt bruge vores tid på, men systemet er indrettet på en måde som gør, at vi skal bruge kræfter og penge på bureaukrati i stedet," siger Søren Ledet.

Ville Geranium være en trestjernet Michelin-restaurant uden udenlandsk arbejdskraft?

"Nej, jeg tror ikke, vi nødvendigvis havde haft vores stjerner uden den udenlandske arbejdskraft."

Også Noma, der flere gange er blevet kåret som verdens bedste restaurant, er afhængig af udenlandsk arbejdskraft.

"Vi har cirka 75 tjenere og kokke ansat på Noma, og jeg vil skyde på, at ti af dem er danskere, så vi er dybt afhængige af udenlandsk arbejdskraft," siger Lau Richter, der er daglig leder af Noma.

Hos Dansk Folkeparti, der sammen med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten står bag stramninger af beløbsordningen over to omgange, mener udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen (DF) ikke, at ordningerne er særlig bureaukratiske, og han giver derfor ikke meget for Geraniums kritik, som han mener er for ukonkret.

"At en udenlandsk kok har fået stress, er ikke et selvstændigt argument for at lave udlændingeloven om," siger han.

Vil ikke stjæle arbejde

Regler for international arbejdskraft ligger i udlændinge- og integrationsministeriet, hvor Inger Støjberg (V) er minister. Støjberg har tidligere fortalt, at man "er i fuld gang med at gennemgå alle reglerne for rekruttering af udenlandsk arbejdskraft."

Planen er, at ministeren efter sommerferien vil fremlægge et udspil, som har til formål at gøre det mindre bureaukratisk for virksomheder at få udenlandsk arbejdskraft til landet.

Hos Geranium har Søren Ørbek Ledet også en opfordring til landets politikere.

"Det har intet at gøre med, at jeg vil stjæle arbejde fra folk fra Danmark, men jeg kunne helt elementært godt ønske mig, at det blev lettere at komme hertil at arbejde," siger han.

Lykkes det Inger Støjberg at skabe flertal for det kommende udspil, så virker det også til, at Søren Ørbek Ledet kan se frem til at få sit ønske opfyldt.

"Jeg vil utrætteligt arbejde på at gøre det nemmere for virksomhederne at få den arbejdskraft, de skal bruge, for kan de ikke det, så er det skidt for os alle sammen og vores økonomi," siger Inger Støjberg.

Katia K. Østergaard, adm. direktør i Horesta, brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, påpeger, at var der ikke udenlandsk arbejdskraft, så var der ingen Geranium og ingen Noma, da 27 pct. af de 122.500 beskæftigede i erhvervet har en anden etnisk baggrund end dansk mod 8 pct. i det resterende erhvervsliv.

"Vi kan ikke eksistere som erhverv uden adgang til udenlandsk arbejdskraft. Så enkelt kan det siges, og hver gang man laver stramninger af de ordninger, der skal få udenlandsk arbejdskraft til landet, så risikerer man at skade dansk erhvervsliv," siger Katia K. Østergaard.

Har du brug for ny inspiration efter sommerferien? I Børsen Executive Club møder du topchefer fra ind- og udland. Klik her, og læs mere.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Novo-chef om jagt på nye produkter: Vi vil være mere aktive end tidligere

Søren Skou: Det er ikke spændende at læse om tariffer i aviserne

Analyse: Landbrugets tørkekrav sætter Venstre i kattepine

NNIT leverer stærkt halvårsregnskab ovenpå et flot andet kvartal

Sagsøgt amerikaner i udbyttesag købte på papiret danske aktier for 7,5 mia

"Kroppen føles fire gange tungere"

Nordea: Bavarian Nordic er klart undervurderet - bør være mindst 54 pct. højere

Søren Skou til utålmodige Mærsk-aktionærer: Vi har mange håndtag at hive i

Danske Bank er Citis favorit blandt nordiske banker