Tyske socialdemokrater siger ja til regering med Merkel
Tysklands forbundskansler Angela Merkel.
Foto: Tobias Schwarz/AFP/Ritzau Scanpix
Opdateret kl. 11.11 med Twitter-kommentar fra Angela Merkel - Medlemmerne af det tyske socialdemokratiske parti SPD har sagt ja til at gå i koalitionsregering med forbundskansler Angela Merkels konservative parti CDU. Det oplyser tv-stationen ZDF ifølge Reuters.

På SPD's Twitter-profil skriver partiet, at 66 pct. stemte for, mens 33,98 stemte imod. Dermed kan Tyskland snart se frem til at få en ny regering. 

"Medlemmerne har med et stort flertal fulgt anbefalingen fra partiet. Vi har nu klarhed: SPD indtræder i den næste regering," siger den fungerende SPD-formand Olaf Scholz på et pressemøde. 

Her oplyser han videre, at den nye regering vil blive præsenteret i løbet af den kommende uge og vil i alt have seks ministre fordelt på tre mænd og tre kvinder.

"Jeg lykønsker SPD med dette klare resultat og ser frem til at fortsætte samarbejdet til landets bedste," skriver Merkel på Twitter, ifølge Ritzau. 

"Nu skal der arbejdes for Tyskland og Europa," lyder et andet begejstret tweet fra den fremtrædende CDU-politiker Peter Altmaier, ifølge Ritzau. 

Ifølge SPD's Twitter-profil stemte 78,39 pct. af medlemmerne. Ifølge Der Spiegel er det anden gang siden 2013, at SPD-medlemmerne skal stemme om at gå med i en koalitionsregering med CDU og CSU. Udgifterne til afstemningen løber ifølge det tyske medie op i 1,5 mio. euro.

Politisk tumult i månedsvis

Siden valget i september sidste år har det tyske politiske landskab været igennem lidt af hvert i forsøget på danne en regering. 

Ved valget gik både SPD og CDU samt CDU's søsterparti CSU tilbage, men mandaterne blev fordelt, så Merkel stadig sad med de bedste kort til at danne regering.

Kort efter valgresultatet besluttede koalitionspartneren SPD at træde ud af regeringen og i stedet gå i opposition. Det sendte forbundskansleren på jagt efter et nyt flertal.

Først forsøgte Angela Merkel at forhandle med de to mindre partier, den borgerlige union FDP og partiet De Grønne. Men forhandlingerne kollapsede i november, da FDP trak sig ud.

I december foretog SPD så en kovending og besluttede at undersøge potentialet for en regering med Merkel. I februar blev forbundskansleren og SPD-lederen Martin Schulz så enige om en koalitionsaftale og det er den,
SPD's godt 463.723 stemmeberettigede medlemmer nu har været til urstemning om. 

Under processen er Martin Schulz dog gået af som SPD's partiformand og er blevet afløst af Hamburgs tidligere borgmester Olaf Scholz, der er fungerende formand.

På en partikongres i Berlin 26. februar vedtog CDU at støtte Angela Merkels koalitionsaftale med SPD. Her var det kun 27 ud af 975 delegerede på konferencen, der stemte imod. Koalitionsaftalen er også indgået med CSU


NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Ekspert om kæmpe kurshop på minibørs: Det er Det Vilde Vesten

Drop udbyttet og læg flere cv'er på hjemmesiden - her er Danske Bank-aktionærernes indspark

Danske Bank-formand: Jeg forsøger at forstå hvad der gik galt

TDC indgår partnerskab med Ericsson om 5G-udrulning

Nedstemt med over 96 pct. af stemmerne: Der kommer ikke en ny undersøgelse i Danske Bank

Aktier: Stigninger på forventning om blid centralbank

Danske virksomheder venter bonus i Japan: "Vi går målrettet efter OL i Tokyo"

USA: Pengene strømmede ind i markedet i sidste uge

Aktionærforening: Hvad sker der med de Danske Bank-investorer der ikke deltager i søgsmål?