Vil Venstre tromle fagbevægelsen i jagten på lavere skat?: "Du får mig ikke til at give et andet svar"
Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, vil helst ikke svare på, om man kan ændre en trepartsaftale, uden at fagbevægelsen er med på det.
Foto: Scanpic/Mads Joakim Rimer Rasmussen
Politik Af
Selvom det er VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti, der forhandler om lavere skatter og udlændingestramninger, så følger især fagbevægelsen godt med på sidelinjen.

Det skyldes, at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at en trepartsaftale mellem regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne fra 2016 skal ændres, hvis DF skal lægge stemmer til skattelettelser.

Helt konkret vil DF-formanden fjerne retten til at optjene dagpenge for flygtninge, der er i arbejde via den såkaldte integrationsgrunduddannelse (IGU). 

Men fagbevægelsen vil ikke have ordningen ændret, og derfor er spørgsmålet, om regeringen kan finde på at fjerne dagpengeretten uden accept fra fagbevægelsen, hvis det bliver nødvendigt for at få skattelettelserne gennemført.

Beklager jeg ikke kan give bedre svar


Børsen har derfor spurgt Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, om IGU-ordningen med dagpengeret til flygtninge kan ændres uden en accept fra fagbevægelsen:

"Jeg beklager, at jeg ikke kan give dig nogle bedre svar, men det vil jeg nødigt kommentere på, inden forhandlingerne går i gang. Jeg tror ikke, det vil være konstruktivt for forhandlingerne, hvis jeg begynder at spekulere i, hvad de forskellige parter vil gå med til eller ikke gå med til."

Men det er vel afgørende at vide, om man kan stole på en trepartsaftale, eller om den kan laves om, hvis det er taktisk fornuftigt på Christiansborg?

"Jeg tror kun, det vil være skadeligt for forhandlingerne, hvis jeg begynder at spekulere i enkeltdele. Så du får mig nok ikke til at sige noget andet end det, jeg har sagt."

Juridisk komplekst


Det er vel også skadeligt for hele trepartsinstitutionen, hvis parterne ikke ved, om man kan stole på de aftaler, der er indgået. Så kan man lave en trepartsaftale om, uden at fagbevægelsen siger god for det?

"For at være helt ærlig - det vil jeg ikke spekulere i. Jeg tror, at december var et klart eksempel på, at det her er komplicerede forhandlinger, hvor der både er juridiske problemstillinger og politiske synspunkter, og forskellige organisationer har forskellige interesser. Så at spekulere i enkeltdele vil jeg meget nødigt."

Det her er ikke juridisk komplekst – spørgsmålet er, om man kan stole på de aftaler, som regeringen har indgået med arbejdsgiverne og lønmodtagerne, eller om man ikke kan stole på dem?

"Du får mig ikke til at give et andet svar. At kommentere på forhandlinger her i januar, der langt fra er i hus endnu, vil ikke være produktivt for forhandlingerne," svarer Marcus Knuth.

Forhandlingerne om lavere skatter og udlændingestramninger forventes at blive genoptaget snart.


Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Forbud mod topskattelettelser og mulighed for mere udenlandsk arbejdskraft: Her er de vigtigste punkter i ny regeringsaftale

Røde partier enige om ny S-regering

Tiger-ejer sigter mod gigantnotering i september: Danskere står til at blive mangemillionærer

Banker genkender ikke Nets' massive sats på innovation

Medierne på grillen: Kollektiv nedsmeltning over isfoto

Tysk industrimotor hoster og harker - kan koste 3500 danske arbejdspladser

Rambøll ser frem til hårde klimakrav: "Man kan godt sige, at initiativet rent markedsmæssigt er en gave"

To danske restauranter i verdens top fem

Powell gentager: Styrket argument for rentesænkning