Politik Af
-"Vores holdning er klar. Vi går ind for et burkaforbud. Eller et forbud mod heldækkende beklædning, som det retteligt kommer til at være."

Sådan lyder det fra De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, på partiets landsråd i København denne weekend.

Udmeldingen kommer, inden Dansk Folkeparti i begyndelsen af oktober ventes at fremsætte et lovforslag om sagen.

De Konservatives udlændingeordfører, Naser Khader, mener, at et forbud vil hjælpe kvinderne:

"Vi har eksempler på, at vi tidligere har hjulpet kvinderne ved at lovgive. I 1990'erne var der mænd, der forbød deres kvinder at lære dansk, hvis det var en mandlig lære, der underviste, eller der var mænd i klasselokalet."

"Der strammede vi loven, så man ikke kunne få overførselsindkomst, hvis ikke man deltog i undervisningen. Det hjalp kvinderne til at sige fra over for deres mænd, for ellers ville de ikke få overførselsindkomst."

"Det er det samme her. Kvinderne kan nemmere sige nej til deres bror, onkel eller mand i forhold til burka ved at henvise til loven," siger Naser Khader.

Det er fjerde gang, at Dansk Folkeparti går i Folketingssalen med et forbud, og det lægger pres på VLAK-regeringen til at komme med en indstilling:

"Det er klart, at regeringen skal være enig. Vi kan ikke have flere holdninger i Folketingssalen. Derfor må vi tage en diskussion om det," siger Søren Pape Poulsen.

Det er især Liberal Alliance, som modsætter sig at indføre et forbud mod heldækkende beklædninger som den muslimske burka.

Det er ikke liberalt, at lade staten bestemme over individers påklædning, har det lydt fra LA:

"Vi tror ikke på, at det vil hjælpe de kvinder. For mig at se er det et symbolpolitisk forslag, der ikke vil hjælpe noget i den virkelige verden," har det tidligere lydt fra Liberal Alliances udlændingeordfører, Laura Lindahl.

Venter på Dansk Folkeparti

Også i Venstre hælder en del af folketingsgruppen til, at der ikke skal lovgives om påklædning.

Til gengæld er Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, stærk tilhænger af et forbud mod de muslimske klædedragter burka og niqab. Han forventer, at forbuddet vil komme - det er bare et spørgsmål om tid.

"Flere og flere kan se idéen i ikke at acceptere den slags kvindeundertrykkelse. Men om forbuddet kommer i efteråret eller senere, det kan jeg jo ikke sige," har Marcus Knuth tidligere sagt.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har varslet, at regeringens samlede indstilling vil være klar, inden Dansk Folkeparti fremsætter sit lovforslag om sagen i Folketinget.

Søren Pape Poulsen vil på partiets landsråd undgå at skabe ny uro om sagen, men siger:

"Positionerne er velkendte. Nu tager vi en snak stille og roligt om det i regeringen," siger Søren Pape Poulsen.



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Ugens to købskandidater og en salgskandidat

Annoncørbetalt
indhold af Investtech

Forsiden lige nu


Finanstilsynet: Gebyrskandale kan ramme flere banker

Enhedslisten kræver garanti mod "klassiske" reformer

Det kan vi lære: Er du topchef eller investor?

DSV: Sådan ruster vi os til en ny krise

Ørsted tager første stik på strategisk vigtigt marked

Eksperter: Positive afkast i sigte for danske aktier resten af 2019

Bliver Noma kåret som verdens bedste restaurant tirsdag?

Aktieluk i Europa: Nedjustering sænkede Daimler i svagt negativt Europa

Skattedom kan give milliardtab i statskassen: "Vi tror, at Skat alt andet lige vil stå til nederlag i flere sager"