Afsløring: S og DF blev advaret om pengekaos i Postnord allerede 13. januar
Finansordfører René Christensen (tv.) kendte til pengemangel i Postnord allerede den 13. januar.
Foto: Scanpix/Liselotte Sabroe
Politik Af
Flere ordførere fra især Dansk Folkeparti (DF) og Socialdemokratiet (S) har i ugevis raset mod transportminister Ole Birk Olesen (LA) og fået ministertaburetten til at vakle under ham, fordi de først blev orienteret om pengemangel i kriseramte Postnord 9. februar.

Nu viser det sig, at bl.a. finansordfører René Christensen (DF), SF's finansordfører Lisbeth Bech Poulsen samt S-gruppeformand Henrik Sass Larsen blev orienteret om pengemanglen 13. januar.

Datoen er vigtig, fordi Ole Birk Olesen er blevet kritiseret for, at han var for langsom til at orientere postforligskredsen om behovet for en kapitalindsprøjtning på op mod 2,3 mia. kr. i Postnord.

Vi blev orienteret


"Vi blev orienteret om, at der er en udfordring. Det er rigtigt. Det var fortroligt, og så har man en forventning om, at postordførerne har fået en fortrolig orientering i et andet regi," siger René Christensen om mødet 13. januar.

Kunne du ikke have fortalt DF's transport- og postordfører, Kim Christiansen og Henrik Brodersen, at Dansk Folkeparti havde fået en orientering?

"Jeg havde den helt klare fornemmelse af, at når vi fik det at vide i fortrolighed, så var der nok også nogle andre, der fik det at vide i fortrolighed."

Hvorfor skal en transportordfører og en postordfører være sure på transportministeren over, at de ikke har fået en orientering om et kapitalbehov i Postnord, når DF's finansordfører fuldt ud var klar over, at der var behov for penge i Postnord?

"Jeg havde den fornemmelse, at det arbejdede man videre med derovre (i postforligskredsen, red.)."

Jeg går ud fra, at du også læser avis og kan se, at DF's ordførere har været sure. Kunne du ikke have sagt til dem, at DF godt kendte til problemet?

"Jo jo. Ja, det kunne man måske godt have gjort. Det tager jeg nu meget roligt. Det viser jo bare, at systemet virker. Hvis jeg har fået noget at vide i fortrolighed, så går jeg ikke ind og underholder med det på et gruppemøde for eksempel," siger René Christensen.

Sass Larsen er tavs


Postordfører Christian Rabjerg Madsen (S) fortæller, at det var Henrik Sass Larsen, der var med til mødet den 13. januar. Henrik Sass Larsen har ingen kommentar.

Ifølge Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet, er det dog ikke godt nok, at postordførerne ikke fik den samme orientering tidligere.

"Man bliver nødt til at skille tingene ad. At regeringen vælger at give en briefing til nogle få udvalgte under særlig fortrolighed er et element. Så er der en forligskreds, der ikke har været informeret," siger Mette Frederiksen.

"Oplysningerne skal tilgå de ordførere, der arbejder med området i forligskredsen. Det er det, der ikke er sket," fortsætter Mette Frederiksen.

Hverken Kristian Thulesen Dahl eller Mette Frederiksen vil svare på, hvornår de blev orienteret om pengemanglen i Postnord.

SF: Jeg kunne ikke sige det videre


SF's finansordfører, Lisbeth Bech Poulsen, bekræfter også, at hun kendte til Postnords pengemangel den 13. januar.

"Der var et beløb oppe at vende på det møde om, hvad omstruktureringen i Postnord ville koste, men ikke hvad Danmark eller Sverige skulle betale. Men jeg kunne ikke fortælle det videre, fordi oplysningen var givet under skærpet fortrolighed," siger Lisbeth Bech Poulsen.

Ole Birk beklager


Transportminister Ole Birk Olesen beklager, at han ikke gav de samme oplysninger til postordførerne, som finansordførerne og Henrik Sass Larsen fik 13. januar.

"Der har været et tidspunkt i processen, hvor vi har givet en orientering til finansordførerne, fordi der var en gennemgang af statens selskaber i finansministeriet. På det tidspunkt, skulle postordførerne også have haft besked, og det beklager jeg, at de ikke fik på det tidspunkt," siger Ole Birk Olesen.

Det forventes, at Ole Birk Olesen en af de kommende dage får en såkaldt næse for den manglende orientering til postforligskredsen en af de nærmeste dage. Dermed får ministeren kritik, men han bliver ikke væltet.

Gå ikke glip af dagens vigtigste mail

Få et komprimeret overblik over hvad der er værd at vide. Hver morgen. Direkte i din mailboks. Du kan selv vælge om du vil læse eller lytte til Børsen Morgenbriefing. Meld dig til herunder.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Her er de ti stærkeste og svageste aktier i tider med markedsuro: FLS, Mærsk og DSV rammes hårdest, siger ny analyse

Lækkede dokumenter: Briterne kan blive ramt af fødevaremangel ved hårdt EU-brud

Dansk børnetøjsfirma lander aftale med luksus-bilmærke: Skal lave Lamborghini-kollektion

Ekspert i tv-programmet "Gift ved første blik: "Det er et kæmpe stort ansvar"

Løkke efter V-krise: Jeg tog for let på det - selv den mest rutinerede kan engang imellem blive for naiv

Se arkitekternes egne huse indefra - og få historien bag

Regeringen præsenterer tidligst ny pensionsmodel til foråret

Mærsks gamle smertensbarn atter i problemer: "Vi har lukket forretningen ned i en del lande"

Lille flertal i V-bagland vil have en borgerlig regering