Brasilien: Præsident under pres - regering smuldrer
Brasiliens præsident, Dilma Rousseff.
Foto: Scanpix
Politik Af
Tirsdag kan meget vel blive dagen, hvor Brasiliens regeringskoalition falder fra hinanden.

Mandag oplyser landets minister for turisme, Henrique Eduardo Alves, at han har indgivet sin opsigelse, og hans afgang kan ifølge nyhedsbureauet Reuters blot være en forsmag på, hvad der nu kommer til at ske.

Brasiliens største parti, PMDB, ventes nemlig at forlade regeringsalliancen med præsident Dilma Rousseffs Arbejderparti.

Forlader partiet samarbejdet, kan det betyde, at den pressede præsident mister vigtige stemmer i kampen for at undgå en rigsretssag i forbindelse med en korruptionsskandale.

Tirsdag mødes PMDB for at diskutere, om det skal blive i regeringen, men ledende skikkelser i partiet har allerede indikeret, at det rykker ud af ministerierne.

"Det vil blive et exit-møde, et farvel til regeringen. Vi regner med, at over 80 procent vil stemme for at forlade regeringen", siger PMDB-politikeren Osmar Terra ifølge nyhedsbureauet AFP.

Rousseff, der kæmper mod økonomisk recession, en korruptionsskandale, folkelige protester og stigende pres for, at hun bliver stillet for en rigsretssag, mødtes mandag med ministre fra PMDB for at overbevise dem om at blive.

Men en talsmand for partileder Michel Temer - der samtidig er vicepræsident og dermed skal tage over, hvis Rousseff undersøges i en rigsretssag - siger til AFP, at man blot venter på en foreslået deadline, hvor PMDB-ministre skal have forladt partiet, hvis de ønsker at forblive i regeringen.

"De vil få frem til 12. april, og så vil ethvert medlem af PMDB, der har et arbejde i regeringen, skulle forlade partiet", siger Michel Temer.

Oppositionen i Brasilien har indledt forberedelser til en rigsretssag mod Rousseff på grund af påstande om manipulation med statslige regnskaber, som tillod regeringen at bruge flere penge op til hendes genvalg i 2014.

Den siddende præsident har aldrig været mindre populær, og en mulig rigsretssag kan meget vel komme til at betyde afslutningen på 13 år med Arbejderpartiet ved regeringsmagten.

/ritzau/

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Seniorstrateg: Sådan gør du din portefølje sommerklar

Medie: Lego-familiens pengetank kan være på vej med ny handel i milliardstørrelsen

Medie: Vestager åbner sag mod Amazon

Analytikere: Det skal være Danske Bank der tager det første skridt og kræver betaling fra private for at have penge stående i banken

Facebooks kryptovaluta i strid modvind: "Facebook har vist gennem skandale efter skandale, at selskabet ikke fortjener vores tillid"

Fire år efter udbytteskandale: Svindelsikker udbyttelov er stadig ikke fremsat

Tidligere topforhandler for USA: Kina sender hårde signaler i handelsforhandlinger – men de vil gerne have en aftale

Op mod 26 pct. af verdens bnp står på spil i takt med, at Kina bliver mindre afhængig af resten af verden

Trods streng kontrol efter udbytteskandale: Spekulation med udbytteskat gennem aktielån ser ud til at fortsætte i Danmark