Leder: Undskyld
Foto: Børsen foto
Politik Af ,
LEDER - Det er et svært ord. Et betydningsfuldt ord. Et ord med en hurtigvirkende effekt. Alligevel er det et vanskeligt ord at få over sine læber. Vi taler om ordet "undskyld". Otte bogstaver, som efterhånden er det eneste, der kan give statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ro til at regere.

Først når hun undskylder de massive løftebrud til vælgerne, vil regeringen kunne fokusere på at gennemføre sin ambitiøse økonomiske politik. Det skal overstås, så landet igen kan blive regeret.

I den seneste uge har vi set statsministeren forsøge at opfinde et rum mellem sandt og falsk. Et særligt sted i en ubestemmelig farve, hvor et valgprogram ikke indeholder løfter, men hvor der findes valgløfter og dernæst "klokkeklare løfter." De første er for sjov, de andre skal overholdes.

For Helle Thorning-Schmidt var der kun to klokkeklare løfter i valgkampen: Fredning af boligskatten og nummer to udlændingepolitikken, som er underopdelt i 24-årsregel og tilknytningskrav. De to punkter er åbenbart essensen af at være socialdemokrat, og de eneste to punkter, som kunne få Thorning til at takke nej til statsministerposten.

Derfor er det også sært, at regeringen faktisk vil justere tilknytningskravet, og at den har begrænset 24-årsreglen til én valgperiode, hvor løftet gik frem til 2020.

Statsministerens projekt med at gradbøje sandt og falsk er dømt til at mislykkes. Trods ihærdige forsøg på sort snak fra partifæller er faktum, at Socialdemokraternes valgkamp bedst kan betegnes med et ord: Løgnagtig.

Listen over brudte løfter er lang: Straksafskrivning for virksomheder, hjælpepakke til boligmarkedet, millionærskat, bankskat, tolærerordning, maksimalt 30 minutters ventetid på skadestuer og... ja, fortsæt selv.

De fleste løftebrud er nødvendige. Der var og er ikke råd til ny skattefinansieret velfærd, og økonomien går yderligere i stå, hvis virksomheder og arbejdende danskere belastes mere. Problemet er, at Helle Thorning-Schmidt og SF-formand Villy Søvndal kommunikerede i foghske løfter før valget, og så fanger bordet, eller de må erkende deres løftebrud.

Løftebruddene bortforklares med, at der skal 90 mandater til et flertal. Det er korrekt. Men hvis Thorning og Søvndal ikke forudså, at de ville blive afhængige af De Radikale, er de politiske amatører.

Den nytiltrådte statsminister har med åbne øjne udfordret en skrøbelig værdi i politik, troværdighed, og hun har udfordret en grundlæggende værdi i den dansk folkesjæl: ærlighed.

Mange borgerlige vælgere ønsker en anden regering. Men nu har vælgerne sammensat et Folketing, hvor et flertal støtter SRSF. Derfor skal regeringen kunne fungere, så der kan gennemføres en efterlønsreform, styre den offentlige økonomi, sænke skatterne og alt det andet, som er planlagt. Sådan er demokratiet.

Helle Thorning-Schmidt kan ikke lede landet, hvis hun er vingeskudt. Meningsmålingerne har allerede afsløret, at vælgerne fortryder valget af den nye regering. Netop nu burde SRSF ride på en bølge af optimisme fra dens støtter, men nej. Det hænger nok sammen med skuffelse blandt vælgerne over, at realiteterne har ramt regeringen fra dag ét.

Det kan forklares. Men det kan ikke hverken forklares eller forsvares, at Helle Thorning-Schmidt ikke erkender sine løftebrud.

Hun kan gøre det langsomt og i modvillige bidder, som statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) om efterlønnen, eller daværende partileder og udenrigsminister Lene Espersen (K) om den aflyste rejse til Arktisk Råd. Men der er kun én vej, og det er et umisforståeligt undskyld for en uredelig valgkamp.

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



App lader dig afstemme firmaudgifterne i realtid

Annoncørbetalt
indhold af Eurocard

Forsiden lige nu


Mærsk-topchef til regnskabseksamen: "Hvis ikke jeg selv mente, det var bestået, så var der da for alvor noget galt"

Aktieluk i USA: På weekend med plus - men endnu et ugefald

Manglende dansker i vigtig EP-gruppe bekymrer erhvervslivet

Ekspert om udbyttesag: "Sanjay Shah har bygget en kæmpe kulisse"

Medie: Børsmyndigheder undersøger Boeing efter flystyrt

George Soros køber aktiepost i skandaleramt schweizisk kapitalforvalter

Aktiestatus i USA: Opblødning løfter aktier - it-selskaber i top

DI træder ind i bestyrelsen for Copenhagen Fintech - "Vi vil også være en del af det"

Præsident for den tyske Bundestag: "Euroskeptiske kræfter bliver stærkere"