Analyse: Stor tale fra Trump i aften giver retning for handelskrigen - markederne venter i spænding

391076_16_9_large_660.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
12. nov 2019 KL.12:33

Torsdag aften dansk tid taler chefen selv. Investorerne håber på – og regner med – at det betyder klarhed over, hvilken vej, det næste skridt i handelskrigen mellem USA og Kina bliver taget. Uanset hvad, vil det være retningsgivende for finansmarkederne.

Donald Trump holder frokosttale i Economist Club of New York. Et sted og en begivenhed, der ganske ofte blandt beslutningstagere i den tungeste vægtklasse er anvendt til af afsende vigtige økonomiske budskaber.

Præsidentens folk i Det Hvide Hus har på forhånd klart indikeret overfor medierne, at Trump vil tale om handelskrigen. Men uden på forhånd at lække, hvilken vej budskabet vil gå.

Uanset, hvad Trump siger, vil det have stor indflydelse på markedsretningen knap tre timer efter åbningen på de amerikanske finansmarkeder.

Aktier oppe med 19 pct

Optimisme om en snarlig aftale mellem USA og Kina har i de seneste uger sendt aktiekurserne op over hele verden. MSCI All-Country World Index er oppe med 19 pct. i år, alle tre ledende amerikanske indeks ramte op til weekenden nye rekorder, da en talsmand for Kinas handelsministerium sagde, at en aftale mellem verdens to største økonomier vil omfatte en tilbagerulning af dele af den straftold, de over de seneste 12-18 måneder har ramt hinanden med.

Toppen blev taget af kurserne, da Trump fredag kort inden lukketid på de europæiske børsen sagde, at der ikke er nogen aftale.

Men det er ikke nødvendigvis et udtryk for, at parterne er uenige og ved at gå fra hinanden. For talsmanden i Beijing talte kun om, hvad aftalen kan eller vil indeholde, hvis man i øvrigt bliver enige om hele pakken.

Efterfølgende sendte flere af Trumps nærmeste rådgivere på weekendens politiske TV-shows signaler om aftalen med Kina, der pegede i hver sin retning. Måske snarere et udtryk for deres personlige holdning end en reel beskrivelse af status i forhandlingerne.

Derfor vil investorerne lytte mere end normalt efter, hvad Trump siger om sin handelspolitik. En enkelt aktiestrateg påpeger, at præsidentens ord meget vel kan være meningsløse. Men at det alligevel er meningsfuldt. Fordi der skal meget få detaljer – og dem venter ingen nogen af fra præsidenten – til at vise, om Trump taler om krig eller fred.

En våd drøm for investorerne


Holder præsidenten fast ved, at der 15. december ikke indføres ny straftold på 15 pct. på import fra Kina for 160 mia. dollar, og fastholder han sin suspendering af en annonceret forhøjelse af straftold fra 25 til 30 pct. på import for andre 250 mia. dollar fra 15. oktober, er det er et klart fredssignal.

Supplerer han det med – og så nærmer det sig kraftigt en våd drøm for investorerne – at annoncere tid og sted for et topmøde med præsident Xi Jinping fra Kina, er en våbenhvile meget tæt på at være en realitet.

Det kan meget vel være for meget at forvente sig af talen torsdag aften. Men topmødet, hvor præsidenterne i givet fald skal underskrive den såkaldte phase one-aftale, har uofficielt længe været lagt i den flydende dagsorden for enten november eller december.

Indtil Trump fredag aften i sidste uge kappede toppen af optimismen, var der intense spekulationer om lokationen for topmødet og mindre om indholdet af aftalen. Idet det er alment kendt, at den vil indeholde et kinesisk løfte om storindkøb af amerikanske sojabønner, svinekød og andre landbrugsvarer. Mod at USA i et ukendt omfang letter på straftolden på import fra Kina.

Økonomisk chok

Men omvendt, hvis Trump ikke stiller lempelser af straftolden i udsigt og skruer op for retorikken, vil det sikkert betyde aktieudsalg i først USA og siden i nat, dansk tid, i Asien.

Indfører USA 15. december straftold på bl.a. mobiltelefoner, computere og legetøj fra Kina, så er stort set hele Kinas eksport til Kina ramt af straftold. Et økonomisk chok, der selvfølgelig har sendt rystelser ud under mange virksomheder i månedsvis, men vil være altomfattende, hvis Trump ikke bakker ud af sine trusler.

Hvad den notorisk impulsive præsident i aften vælger at gøre er, som det hedder, "anybodys guess".

Økonomisk fornuft tilsiger, at han sender fredssignaler i retning af Kina. Det vil give virksomhederne en form for fast grund under fødderne, når de skal investere og ansætte. Det er godt for væksten, det er godt for aktiemarkedet, to stærkt lysende pejlesignaler for Donald Trumps opfattelse af sin egen succes.

Men hvis de sidste ord Trump hører, inden han går på den betydningsfulde scene i aften, er fra Kina-høgene i administrationen, vil han få at vide, at han ikke skal give efter.

At Kinas løfter om at købe landbrugsvarer ikke er tilstrækkeligt i et opgør, der på bundlinjen handler om at blive verdens førende økonomiske magt. Han vil høre, at Kinas statsstyrede virksomheder en trussel mod amerikansk erhvervsliv.

Høgene skal flette næbet

Høgene findes i rigt mål i Det Hvide Hus og i begge partier i Kongressen. Men i store dele af amerikansk erhvervsliv, der har enorme investeringer i både produktion og salg i Kina, venter man med længsel på, at høgene fletter næbet og lader duerne komme til.