Analyse: Nu begynder pokerspillet om græsk økonomi

298208_16_9_large_861.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
26. jan 2015 KL.10:07

ANALYSE - Et desperat folk valgte forandring. Uanset at ingen kan forudsige konsekvenserne, der kan blive økonomisk katastrofale.

Selvforståeligt er det ikke opfattelsen hos Syriza, Grækenlands nye magthaver. "Håbet har vundet," lød sejrs-tweetet søndag aften, endnu inden det officielle resultat var kendt. Partileder Alexis Tsipras har lovet sine millioner af vælgere, at de nu får flere offentlige job, at de får højere sociale ydelser, at skatter fjernes, og at der bliver åbnet for elektriciteten i de hjem, hvor manglende betalinger betød en afbrydelse.

Hvem der skal betale for alt dette, er ikke klart. I Tyskland og i størstedelen af eurozonen frygter man en ny græsk regning. På forhånd har man derfor afvist genforhandling af de betingelser, der gælder for Grækenland som prisen for det samlede lån på 240 mia. euro og gælds-lettelsen i 2012, der har forhindret en ukontrolleret statsbankerot.

Alexis Tsipras vil blandt andet have Grækenlands offentlige gæld reduceret endnu en gang. Den er på 175 pct. af bnp, hvilket er noget nær verdensrekord.

Nye beregninger fra en tænketank i Bruxelles viser imidlertid, at grækerne i forvejen har så fordelagtige vilkår for at servicere gælden, at andre europæiske politikere vil få svært ved at forsvare overfor deres egne vælgere, at Grækenland skal have endnu en økonomisk gave.

Grækerne skylder 317 mia. euro væk, en majoritet heraf til centralbanker i eurozonen. Det lyder af meget, men eftersom renten er reduceret til kun 50 basispoint over Euribor og løbetiden på meget af gælden er indtil 2041, er vilkårene meget fordelagtige.

Som udgangspunkt har tænketanken Breugel beregnet, at grækerne skal bruge 4,3 pct. af deres bnp til at betale renter på gælden. Det er mindre end i f. eks. Italien og Portugal, hvor gælden er meget mindre målt i pct. af bnp. Dertil kommer, at man får renter tilbage fra ECB og ikke betaler renter på nogle lån fra EFSF, en lånekasse i eurozonen, hvorfor den reelle rentebetaling er beregnet til kun 2,6 pct. af bnp i 2014. Dermed er man nede på niveau med Frankrig.

Altså gode, reelle økonomiske argumenter, når premierminister Alexis Tsipras møder sine nye partnere og skal opfylde de mange løfter til sine millioner af vælgere om at slække de seneste års finanspolitiske stramninger.

Dertil skal man lægge politisk modstand i EUs øverste kadrer. I weekenden har bla. formanden for eurogruppen, den hollandske finansminister Jeroen Dijselbloem, hans tyske kollega Wolfgang Scauble, og chefen for den tyske Bundesbank, Jens Weidmann, afvist indrømmelser til Grækenland. Man kan sige, at det er forudsigeligt på samme måde som Alexis Tsipras' krav. Dealeren har delt kort ud til et poker-spil, hvor man ikke afslører sin hånd på forhånd.

Men blandt de lande, der skal give grækerne de krævede indrømmelser, er politikere i andre krise-lande, der selv har betalt - eller betaler - en politisk pris for at gennemføre lignende besparelser overfor deres vælgere. I andre euro-lande i Baltikum eller Slovakiet er mange mennesker dårligere stillet end grækerne. Skal de acceptere særlige betingelser til et land, der notorisk har forbrugt penge, de ikke havde? Og hvilken præcedens vil indrømmelser skabe i en eurozone, der i forvejen har svært nok ved at holde sammen på den fælles valuta. Uanset hvad ECB-chefen Mario Draghi argumentede i sidste uge, så brød man med QE med solidariteten, fordi centralbankerne mestendels skal opkøbe obligationer fra deres egne regeringer.

Men jo længere spillet varer, jo større usikkerhed skaber det for de europæiske finansmarkeder. Og som alle ved, så hader markederne usikkerhed. Derfor er det ikke betryggende, at der allerede søndag blev talt om en forlængelse indtil sommer af den periode, som trojkaen skal bruge til at gennemgå og vurdere den nye regerings økonomiske planer.

Det er i den lange periode, at Grækenland, ifølge et stigende antal iagttagere, kan "falde ud af euroén" fordi man løber tør for penge til at betale renter på gæld og indløse udløbne statspapirer.

Officielt siger førende politikere, at det kan eurozonen nu tåle, fordi forsvarsmekanismerne er bedre end ved den sidste græske krise i 2012, og fordi økonomien generelt er stabiliseret. Men uofficielt erkender man, at hvis og når ét land kan forlade eurozonen, så er portene åbnet til ukendt farvand.