Analyse: Kiksede demokrater forærer Trump fuldstændig gratis gave

395402_16_9_large_859.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
04. feb 2020 KL.10:37

Præsident Donald Trump er på ingen måde kendt som en mand, der er større end omstændighederne.
Så når han onsdag kl. 01.00 dansk tid går på talerstolen i Kongressen for at aflevere sin State of the Union-tale, vil fristelsen til ikke at håne demokraternes fiasko i valghandlen i Iowa være uimodståelig.

Sætningen, “hvordan kan man overlade ledelsen af USA til et parti, der ikke kan tælle stemmer i lille Iowa,” vil løbe med fuld automatik i enhver taleskrivers tastatur. 

I skrivende stund er det fuldstændig uklart, hvem der har vundet det demokratiske primærvalg i den lille amerikanske delstat. En ny app til stemmeoptælling fungerer ikke. I stedet er man, som det hedder, i gang “med at forfølge papirsporet.”

Det tager i sagens natur længere tid, optællingen må og skal være blottet for enhver tvivl, når den offentliggøres, og ingen ved, hvornår man erklærer en vinder. Med kun 1,9 pct. af stemmerne optalte, ifølge wsj.com, fører Bernie Sanders med 27,7, Elizabeth Warren har 25,1, Pete Buttigieg har 23,8 og Joe Biden kun 11,1 pct.

Men det er selvfølgelig knap nok et øjebliksbillede. Til gengæld en illustration skåret i neon på, at demokraterne er kommet ualmindeligt dårligt fra start i forsøget på at fravriste republikanerne Det Hvide Hus ved valget til november.

Når Donald Trump altovervejende sandsynligt bliver frikendt ved rigsretssagen onsdag aften kl. 20.00 dansk tid, får han yderligere et effektivt våben i hænderne. Demokraternes forsøg på at få ham afsat i den kun tredje rigsretssag i USA´s historie mod en siddende præsident har kun styrket hans position blandt egne kernevælgere.

Overfor et demokratisk parti i dyb splittelse med sig selv, ligner Trump og hans republikanere en stabiliserende faktor. Trump ved man i al hans uforudsigelighed, hvor man har. I det mindste i retning af deregulering, skattelettelser, brutale handelsforhandlinger og en økonomisk politisk, der efter godt tre år ved magten indebærer rekordlav ledighed, rekorder på aktiemarkederne og stabil vækst.

Det vil vi til overflod høre meget om i talen i Kongressen natten til onsdag.

Hvilken vej skal demokraterne?

Imens kan demokraterne ikke finde ud af, om de med enten Bernie Sanders eller Elizabeth Warren skal gå den stik modsatte vej. En vej, der viser finansielle prognoser, vil kunne sænke S&P 500 med ca. 1,5 pct., alene med en sejr i Iowa. Mens en sejr til den midtersøgende Joe Biden vil kunne hæve aktieindekset tilsvarende, fordi den fhv. vicepræsident ikke går ind for bl.a. gratis sygesikring og universitetsuddannelse og ikke truer med at bryde de store tech-selskabers dominans.

Men et forsigtigt gæt kan nu være, at det demokratiske kaos i Iowa styrker udsigten til fire år mere med Trump ved magten. At det isoleret vil styrke aktiemarkederne. Fordi demokraterne har et stort forklaringsproblem.

Hvorfor kan man ikke få en app, angiveligt købt for 63.000 dollar til at lette sammentællingen af stemmerne fra de ca. 1300 caucasus-steder til at fungere? Hvorfor er man nu nødt til at se på de fotos fra app'en og de bunker af stemmesedler, man for første gang har anvendt, frem for den meget fysiske optælling ved at gå til hver sin side i stemmelokalet? Det er spørgsmål, der bliver svært at at svare overbevisende på.

Det er derfor Dana Remus, chefrådgiver for Joe Bidens kampagne, har offentliggjort Bidens besked til sin parti-organisation.

“Vi mener, at kampagnen har krav på en omfattende forklaring og al relevant information om den kvalitetskontrol, I anvender, og en mulighed for at komme med en forklaring, før de officielle resultater offentliggøres."

Den interne demokratiske mistillid er allerede afgrundsdyb. Og det er kun det første af årets primærvalg i en af de mindste stater.