Analyse: Italiensk nej, men for tidligt at skrive euroens nekrolog

336100_16_9_large_119.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
05. dec 2016 KL.14:02

null

Dommedagsprofeterne står i kø efter gårsdagens italienske folkeafstemning, der har kostet premierminister Matteo Renzi posten, og har skabt ny tvivl om refinansieringen af en række svage italienske banker og muligheden for at sikre økonomisk vækst i landet.

Den italienske premierminister Matteo Renzi har bekendtgjort, at han træder tilbage, og dermed er italiensk politik kastet ud i en række eksistentielle spørgsmål, som kræver politisk følsomhed at løse. Spørgsmålet er, om det italienske nej får konsekvenser på den større bane i Europa.

Før man maler fanden på væggen for euroen og EU-samarbejdet, bør man tage en række vigtige kendsgerninger til efterretning. Italien er tidligere blevet ledet af overgangsregeringer og teknokrater, som da Mario Monti fra november 2011 til april 2013 var premierminister.

Ja, politisk krise er nærmest hovedreglen i Italien, hvor begge de to seneste premierministre er kommet til magten, uden der har været afholdt nyvalg. Som den tyske finansminister Wolfgang Schäuble siger, så har italienerne om nogen erfaring med politiske kriser. Landet har haft en række overgangsregeringer gennem tiden, og italiensk politik er bestemt ikke kendt for at være noget balancepunkt i europæisk politik.

1. Italien og euroen

Italien er ikke på vej ud af euroen. Gårsdagens afstemningsresultat handlede ikke om euroen. En måling fra november viser ifølge Bloomberg, at kun 15,2 pct. af italienerne ønsker at forlade euroen, mens 67,4 pct. er tilhængere af den fælles valuta. Risikoen for et "Italexit" er derfor til stede, men vurderes af Berenbergs cheføkonom Holger Schmiedling som værende "lille".

For at lave en eventuel afstemning om euroen skal den eurokritiske Fem Stjerne Bevægelsen, der står til ca. 30 pct. af stemmerne i målinger, både vinde et nyt valg, ændre forfatningen, så folkeafstemninger om internationale traktater kan gennemføres, og endelig finde et fællesskab med en række partier, som ikke har meget andet til fælles med partileder Beppe Grillos parti end EU-modstanden.

Samtidig skal Italien til marts være vært for EU's 60-års jubilæumstopmøde. Idéen om et valg, der kan bringe EU-kritikere til magten inden da, virker uønskelig for den italienske præsident.

Derfor er det mest sandsynlige enten en ny regering under ledelse af Renzis parti, men med ny premierminister, eller alternativt en teknokratisk regering, evt. med støtte fra Silvio Berlusconis Forza Italia-parti.

Læs også: Italien: Aktier i stærkt comeback - indeks stiger over 1,3 pct. 2. Afdæmpede markedsreaktioner

Reaktionen på afstemningsresultatet i Italien har været ganske afdæmpet.

Euroen tog et fald i forhold til dollaren, men har siden rettet sig op. Markederne havde efter måneder med målinger, der viste flertal til nej-siden, allerede indstillet sig på, at italienerne stemte imod premierminister Matteo Renzi, der havde bundet sin egen skæbne op på resultatet.

Nu er han fortid, men der er ingen tegn på, at et nyt valg er på vej i Italien. Det er nu op til den italienske præsident Sergio Matteralla at skabe en ny, bæredygtig konstruktion. Hvis Silvio Berlusconis Forza Italia som ventet bakker op, tyder meget på en regering ledet af den hidtidige finansminister Pier Carlo Padoan. Alternativt venter en teknokrat-regering. Det sidste, og mindst realistiske scenarie, er et hurtigt nyvalg, men det er der ikke meget,der tyder på.

Den største uro kan ventes i Italien, hvor resultatet skaber usikkerhed om rekapitaliseringen af en række italienske banker, der kan vælte, hvis politikerne ikke lykkes med at skabe ro og sikre kapital.

Penge
3. Broget flok deler sejren


Vinderne af folkeafstemningen er en broget flok. Førnævnte Mario Monti opfordrede til at stemme nej. Det samme gjorde det ekstreme højreparti Lega Nord, mens de helt store sejrherrer er Fem Stjerne bevægelsen, der er en ganske særlig italiensk størrelse med et politisk DNA, der er anderledes end normale vesteuropæiske partier.

En stor del af partiets politik fastlægges ved netafstemninger blandt partiets medlemmer. Partiet har vundet borgmesterkæder i Rom og Torino, men har ikke erfaring med at være i regering på landsplan. Derfor er det tvivlsomt, om partiet vil kunne bygge en koalition op, der vil være regeringsduelig. At partiet selv vinder nok stemmer til at regere alene, er tvivlsomt.

Konklusionen må derfor være, at det er for tidligt at skrive euroens nekrolog eller tale om en krise for den fælles valuta trods gårsdagens klare afstemningsresultat i Italien.

Vejen fremad

Den italienske præsident vil formentlig i løbet af de kommende dage præsentere sit bud på en løsning, så en ny regering kan komme på plads. Umiddelbart har han tre muligheder: Han kan bede Renzi blive og forsøge at danne en ny regering, han kan bede f.eks. finansminister Pier Carlo Padoan om at sætte sig i spidsen for en regering, eller han kan udskrive nyvalg.

Et nyvalg kan dog risikere at skabe yderligere problemer, da den italienske valglov med "nej" ved folkeafstemningen er ufuldstændig. Derfor ventes en ny regerings første opgave at være at ændre valgloven, sørge for vedtagelse af det italienske budget for 2017 og dermed berolige finansmarkederne.

Derefter kan et nyt valg komme, men det er usikkert, om det vil ske i 2017 eller i 2018, som er det seneste tidspunkt, et nyt valg kan falde. Et nyvalg er en mulighed, men langt fra den mest sandsynlige.

Det italienske resultat skaber utvivlsomt nye problemer for Italien, særligt i forhold til refinansieringen og redninsplanen for landets banker, hvor særligt Monte Dei Paschi stikker ud som problembarnet.

Og med brexit i baghovedet giver det italienske resultat endnu mere fut under kedlerne hos Marine Le Pen, Geert Wilders og andre ledere fra det nye højre. Men med de mange begivenheder, der skal ende med bestemte resultater for at ende med en ny eurokrise, er det for tidligt at udskrive det italienske valg som en game-changer.

Markederne vil nu med spænding vente på torsdagens ECB-møde, hvor det afsløres, om opkøbsprogrammet til 80 mia. euro om måneden fortsætter udover marts 2017, hvor det står til at udløbe. Det kan dog komme på tale, at den italienske stat må handle på den korte bane.

Skattekroner i nødlidende banker

Ifølge østrigske Ewald Nowotny, der er medlem af det styrende råd i ECB, kan det blive nødvendigt for den italienske stat at hælde penge i de italienske banker.

"Forskellen mellem Italien og andre stater som Tyskland og Østrig er, indtil nu, at i Italien har der ikke været nogen væsentlig statsstøtte eller statslige overtagelser (af banker red)," siger Nowotny, der er leder af Østrigs nationalbank, ifølge Reuters.

"Det kan derfor ikke udelukkes, at det vil være nødvendigt for staten at tage del (i banker red.) på en eller anden måde," siger Nowotny.