Analyse: Boris Johnson ofrer Nordirland for at sikre brexit – og er på vej til at fjerne UK helt fra det indre marked

389677_16_9_large_392.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
18. okt 2019 KL.13:19
Nordirland er efter brexit ikke længere en fuldt integreret del af Storbritannien. Det er den ene del af bundlinjen på brexit-aftalen mellem EU-27 og premierminister Boris Johnson.

Den anden del – og det er den del, der rækker ind i den nære fremtid for dansk og europæisk erhvervsliv – er, at med brexit-aftalen er der i værste fald kun uforandrede forhold for samhandlen med Storbritannien indtil udgangen af 2020. Det er længden af aftalens overgangsperiode. Aftaler EU og Storbritannien ikke i løbet af 2020 en ny forlængelse, eller en handelsaftale, så truer et hårdt brexit på ny om godt 14 måneder.

Pointen er, at det er lykkedes Boris Johnson at fjerne tidligere tekst om, at Storbritannien og EU i en fremtidig aftale skal gøre mest muligt for at bevare love og regler for varer og tjenesteydelser, der ligner hinanden. Altså fælles krav til f.eks. statsstøtte, miljøregler, klimabeskyttelse, arbejdsmarkedslovgivning, beskatning.

Frihandelsaftale

Nu taler man om en frihandelsaftale, og den fremgår kun af den politisk ledsagende tekst til udtrædelseserklæringen. Det er på ingen måde juridisk bindende, men baner vej for, at briterne kan slippe helt fri for det regelsæt for det indre marked, de har fulgt i årtier. Omvendt vil det stærkt reducere EU's lyst til at lave en frihandelsaftale. Sandsynligt resultat: Langvarige forhandlinger med et i bedste fald minimalt resultat.

Men op til lørdag er det den første del af bundlinjen, der vækker størst opmærksomhed. Og som er skyld i, at de nordirske unionister i partiet DUP lørdag i Underhuset ikke stemmer for brexit-aftalen.

Forklaringen er, at det britiske bagstop er blevet forvandlet til et nordirsk bagstop. Det er den store forskel mellem fhv. premierminister Theresa Mays brexit-aftaler med EU og den aftale med Boris Johnsons underskrift, der nu skal til afstemning.

Barniers frække citat

Theresa May var klar til at holde hele Storbritannien inde i EU's toldunion, indtil en ny handels- og samarbejdsaftale kom på plads. I bedste fald i en årrække, i værste fald, set med brexit-øjne, uden slutdato.

Nu gælder det kun for de ca. 1,8 mio. nordirere. Det er, som EU's chefforhandler Michel Barnier, ifølge en kilde til BBC, har sagt, “vi bliver nødt til at nå frem til et bagstop kun for Nordirland, men overbevise dem om, at det ikke er, hvad der sker.” 

Det lykkedes altså ikke at overbevise DUP, der lørdag i Westminster vil stemme nej. Fordi aftalen i deres optik betyder, at "der er kørt en hestevogn gennem Langfredagsaftalen." Og fordi Nordirland kan forblive den planlagte hybrid mellem EU og Storbritannien i årevis.

Langfredagsaftalen er fredsaftalen om Nordirland indgået i 1998 mellem regeringerne i London og Dublin. Den er den aftale, det har været altafgørende at bevare ved ikke at etablere en hård grænse mellem Irland og Nordirland.

På det praktiske plan kan nordirerne se frem til både at være en del af toldområdet i Storbritannien og en del af EU's toldunion. Alle varer, der forlader Storbritannien og sejles eller flyves over Det Irske Hav skal toldbehandles.

Told på knapper

Er varen beregnet til forbrug i Nordirland, eller skal den sælges videre til EU-landet Irland. Altså britisk told, EU-told eller slet ingen told. Eksperter i toldbehandling peger på krav om udfyldning af ganske omfattende dokumenter med bl.a. detaljerede oplysninger om sammensætningen af varer i delelementer. Tolden på bomuld i en skorte er ikke med samme sats som told på knapper. Eller på tråden i kraven.

Det ligner et kæmpebureukrati. Eller, som professor Michael Dougan, Liverpool University, tweeter, “et mareridt, baseret på den antagelse af, at EU's toldsatser skal anvendes, medmindre og indtil det modsatte er bevist – efterfulgt af et tungt system med refusion fra de britiske myndigheder.”

Bureaukratiets omfang er noget, Boris Johnson og andre med lod og del i aftalen helst ikke vil tale om. Der er i Bruxelles og i den britiske regering en udpræget stemning af, at nu har vi, efter knap tre-et-halvt år, en brexit-aftale. Så må vi se på det praktiske bagefter.

Som især, hvordan og hvor meget kontrollen på den britiske side af Det Irske Hav skal intensiveres.

Personkontrol

Det oplagte eksempel på behov for mere kontrol er, hvad der sker, når Storbritannien begynder at underskrive sine egne handelsaftaler med partnere som f.eks. Kina, Indien eller USA.

Det er de brexit-gevinster, Boris Johnson konstant holder op for sin nation, herunder Nordirland. Men hvis nu briterne aftaler nultold på import af kinesiske telefoner, mens EU har en told på 10 eller 20 pct., hvordan sikrer man så, at disse telefoner, solgt til Nordirland, ikke ryger videre over den åbne grænse til Irland og videre ud i EU?

Eller omvendt – når der ikke er kontrol på den irske ø, hvordan vil nordirerne og dermed briterne sikre sig import af varer fra Irland, hvad enten de er irske, fra resten af EU eller et tredjeland, der ikke opfylder særskilte britiske krav. Det gælder også personer. Regeringen i London lægger i nyt brexit-dokument op til, at man vil indføre et pointsystem og dermed begrænse indvandringen til mennesker med kvalifikationer, man har brug for. Som i f.eks. Canada og Australien. Det forudsætter yderligere kontrol i britiske havne og lufthavne med forbindelser til Nordirland og dermed Irland.

Megen praktik og mange spørgsmål vil stå tilbage, hvis brexit-aftalen vedtages lørdag. Boris Johnson vil stå som en uventet sejrherre, der har opfyldt sit største løfte, at levere brexit. Men der skal bruges mange koste for at feje op efter ham.