Alternativet kræver dokumenteret ligeløn: Ellers står den på dagsbøder

357917_16_9_large_838.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
02. feb 2018 KL.16:21
Enhver arbejdsplads med mere end 35 ansatte skal kunne dokumentere, at de har ligeløn på tværs af køn. Det foreslår Alternativet, som vil have indført dagbøder på op til 5000 kr., hvis ikke det sker.

”Vi kæmper jo i Danmark, og har kæmpet i lang tid for at få den ligeløn ned på 0 pct. forskel. Og der sker ikke noget. Vi har stået stille i lang tid,” siger politisk ordfører for Alternativet Carolina Magdalene Maier.

Partiet begrunder sit forslag med, at forskellen mellem mænd og kvinders løn ligger på 4-7 pct., selvom de har samme uddannelse og erfaringsniveau. Den forskel ønsker Alternativet at udligne, så virksomheder tvinges til at give mænd og kvinder det samme i løn, hvis de har det samme arbejdsområde og de samme kompetencer.

Gælder alle virksomheder

Forslaget gælder både private og offentlige virksomheder, og partiet har ladet sig inspireret af en lignende ordning, som for nyligt blev indført i Island.

”Der skal kigges på hvordan de gør i Island. Jeg ved godt, at det virker radikalt at gå ud og sige, at der skal indføres bøder, men vi må også bare erkende, at de sidste 4-7 pct. af den uforklarlige lønforskel mellem kønnene, den kan vi ikke få bugt med,” siger Carolina Magdalene Maier.

Er det ikke enhver privatpersons ret at forhandle sig frem til sin løn i en privat virksomhed?

”Jo men det er mange måder at forhandle på, og det er måske også der, vi skal udfordre lidt. Det kan være, der fremover i stedet skal forhandles på efteruddannelser eller andre former for bonusser. Men det er bare sindssygt vigtigt, at de penge, som går ind på kontoen hver måned, er ens for mænd og kvinder med de samme funktioner. Det nytter ikke noget at blive i snakken om, at mænd er bedre til at forhandle løn.”

Kan du forstå, hvis nogle virksomheder vil se det her som et overgreb?

”Det kan jeg da sagtens forstå. Men virksomhederne har altså haft lang tid til at bevise, at de kan finde ud af at give ligeløn, og det er ikke jo ikke lykkes endnu at få bugt med den sidste lille knast på 4-7 pct.”

Jeg kan umiddelbart tælle 29 ansatte i jeres landssekretariat og politiske sekretariat. Nu er det godt nok ikke helt 35, men ville du kunne dokumentere, at Alternativet selv har ligeløn mellem kønnene?

”Ja, vi har selvfølgelig været inde og undersøge, hvordan det står til i vores egen forretning. Og vi arbejder med ligeløn mellem kønnene for personer, som udfører de samme opgaver. Så vi burde nok kunne indhente sådan et certifikat rimelig hurtigt,” konkluderer Carolina Magdalene Maier.