Aftale om kviklån på vej: Minister må hæve sit ønskede renteloft

392604_16_9_large_702.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
10. dec 2019 KL.10:10
Mens regeringen havde spillet ud med et renteloft på 25 pct., ser det nu ud til at lande på 40. Bred aftale ventes at lande onsdag

Regeringens varslede "opgør med kviklån" ser ud til at udmønte sig i en bred politisk aftale onsdag, hvor samtlige partier undtagen Liberal Alliance ifølge Børsens oplysninger er indkaldt til afsluttende forhandlinger.

Forud for mødet skulle der være opnået enighed om at indføre et loft over de samlede omkostninger i procent (ÅOP) på et lån, som fremover maksimalt må udgøre 40 pct.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) spillede i november ud med at ville lægge et loft på 25 pct., mens Enhedslisten og SF har foreslået et loft på 15 pct.

De borgerlige partier har omvendt henvist til Finans Danmarks udspil med et ÅOP-loft på 50 pct., og dermed har De Radikale spillet en afgørende rolle for, hvor der kunne findes flertal.

Her skulle kompromisset altså være endt på 40 pct., mens der også vil blive lagt et loft over, hvor mange pct. et lån samlet set må koste at betale tilbage - i stil med det, brancheorganisationen Digitale Långivere selv har foreslået.

Simon Kollerup ønsker ikke kommentere på Børsens oplysninger tirsdag, men Erhvervsministeriet bekræfter, at der er indkaldt til forhandlinger onsdag morgen.

Forbud mod reklamer

Udover et ÅOP- og omkostningsloft bliver der også lagt op til en række nye indsatser ift. mere gældsrådgivning, kontrol med de lån, der bliver udbudt via sociale medier, ligesom der vil komme nye retningslinjer for markedsføring af kviklån.

Ifølge Børsens oplysninger er der lagt op til at forbyde reklamer for kviklån, der har en ÅOP på over 25 pct., men det er lidt usikkert, hvordan den endelige aftaletekst vil lyde på dette område, og hvordan det præcis kan virke i praksis.

F.eks. har det tidligere vist sig vanskeligt at få indført begrænsninger for markedsføring af spille- og bettingreklamer, fordi det var i strid med konkurrencereglerne, og det skal aftales med tv-kanaler, som oftest er indregistreret i Storbritannien.

I det hele taget har det været vigtigt for flere af partierne, at man skal mødes igen efter et år for at evaluere, hvorvidt aftalen overhovedet fungerer efter hensigten.

Da et bredt flertal i 2017 indførte en 48-timers tænkepause på kviklån, viste det sig nemlig hurtigt, at långiverne bare ændrede metode og dermed omgik de intentioner, der egentlig var med loven.