700 eller 40.000 job? Her er forklaringen på talgymnastikken

304877_16_9_large_746.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
18. jun 2015 KL.19:08
Der blev kastet tonsvis af tal ind i debatten om danske arbejdspladser mellem statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og statsministerkandidat Lars Løkke Rasmussen (V), da de tørnede sammen i aftes på TV2.

Måske også så mange tal, at de fleste blev hægtet af undervejs. I denne artikel kommer forvirringen først – og så følger forklaringen.

Helle Thorning-Schmidt satte et angreb ind på Lars Løkke Rasmussen og kaldte det ”lodret forkert,” at der kun er skabt 700 job i denne regeringsperiode, som Venstre har turneret med i en stor kampagne.

Det rette tal er ifølge statsministeren, at der er skabt mindst 40.000 job.
 
Lars Løkke Rasmussen kunne i debatten ikke præcist gøre rede for, hvordan det hænger sammen, at der kun er skabt 700 job – som Venstre siger – mens eksempelvis 3F ifølge Helle Thorning-Schmidt har fået 17.000 flere i job siden regeringsskiftet.

20.000 eller 6.500 eller 700

Venstreformanden bevægede sig i stedet ud i en forklaring om, at der er 6500 færre danskere i arbejde i dag, end da Thorning-regeringen tog over i 2011. Her blev V-formanden forelagt, at 20.000 minus 6500 da ikke giver 700, hvortil Lars Løkke Rasmussen svarede:

”Nej, men det er fordi, vi kobler fuldtidsstillinger og den private og den offentlige sektor, fordi de første tal handler om den private sektor."

Forvirret? I så fald er du ikke den eneste.

Denne reporter fik en SMS fra sin far i morges med følgende ordlyd:

”Hvor mange af de nye stillinger er gået til danskere? Det var lidt svært at blive klog på i aftes i forbindelse med debatten mellem Thorning og Løkke.”

Flere analyser i spil

Her kommer svaret:

Hvis vi starter med Helle Thorning-Schmidt 40.000 job, så stammer det fra regeringens Økonomisk Redegørelse. I redegørelsen fra maj, som blev præsenteret i tirsdags, står der følgende:

”Fremgangen på arbejdsmarkedet har også været tydelig, og den private beskæftigelse er steget med næsten 40.000 personer siden midten af 2013, jf. figur 1.1. Det afspejler både et fald i ledigheden og en voksende arbejdsstyrke.”
Det svarer nogenlunde til fremgangen siden 2011, hvor regeringsmagten skiftede. Det skyldes, at jobvæksten lå relativt stille fra 2011 til 2013.

Det er endda værd at bemærke, at de 40.000 job kun er til og med fjerde kvartal 2014. Hvis man regner de første måneder af 2015 med, så er der skabt over 50.000 job. Men lad det nu ligge - for simpelhedens skyld.

Mange job er deltidsjob

Hvis man dykker lidt mere ned i de 40.000 job, så sker der noget interessant.

Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening, som har lavet en analyse på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, er en stor del af de 40.000 job deltidsstillinger.

Hvis man omregner det til fuldtidsstillinger, svarer det cirka til 20.700 job.

Dansk Arbejdsgiverforening sammenligner tallet med, hvor mange flere udlændinge – målt i fuldtidsstillinger – der er kommet i arbejde i Danmark.

Ifølge arbejdsgiverforeningen er der 20.000 flere udlændinge i job i dag, end da regeringen overtog magten i 2011. 20.700 minus 20.000 er lig med 700 job.

Analysen fra Dansk Arbejdsgiverforening blev omtalt i Børsen i sidste uge.

LO er uenig

DA-analyse har dog mødt en del modstand – blandt andet fra LO. Ifølge LO er det ikke retvisende at kigge på perioden fra 2011 og frem til i dag.

I stedet bør man kigge på perioden fra april 2013 og frem til i dag, hvor antallet af arbejdspladser er strøget i vejret.

Ser man på den periode, viser LO's beregninger, at godt 40 pct. af stigningen i beskæftigelsen skyldes flere udenlandske ansatte i de danske virksomheder. Dermed er flertallet af de nye arbejdspladser siden april 2013 altså gået til danskere.

LO’s analyse kan findes her.

Og så til de 6.500

Da Lars Løkke Rasmussen i aftes blev angrebet af Helle Thorning-Schmidt om de 700 job, svarede han tilbage med, at 6500 færre danskere var i job i dag end i 2011.

Tallet med de 6500 stammer også fra Dansk Arbejdsgiverforening, men det har ikke noget med de føromtalte 700 job at gøre.

Dansk Arbejdsgiverforening har nemlig også set på, hvor mange danskere, der er i arbejde i både den offentlige og private sektor i dag i forhold til i 2011. Her viser analysen, at det er 6500 færre. De 700 fuldtidsstillinger omhandler kun den private sektor.

Analysen med de 6500 færre danskere i job blev omtalt i Jyllands Posten i søndags.

Børsen håber, at forvirringen om jobtallene er blevet en anelse mindre.