2019 ser ud til at blive det travleste år på boligmarkedet i 14 år

396073_16_9_large_66.jpg
Politik
Eksklusivt for kunder
14. feb 2020 KL.21:09

Beskæftigelsen stiger. Reallønnen stiger. Huspriserne stiger. Og det samme gør aktiviteten på boligmarkedet, hvor der de første tre kvartaler af 2019 har været en så høj handelsaktivitet, at 2019 højst sandsynligt kan indtage tronen som det bedste år for boligsalget i mange år.

”Der tegner sig et ret kraftigt billede af, at 2019 kan blive det år med den højeste handelsaktivitet på boligmarkedet i 14 år,” siger cheføkonom fra Arbejdernes Landsbank, Jeppe Borre.

I 2019 blev der solgt 50.507 huse mod 48.320 hussalg i 2018. Det er dog ikke kun fra 2018, antallet af hussalg er steget. Set over en længere periode er handelsaktiviteten for hussalg steget med 20 pct. siden 2015. I samme periode er handelsaktiviteten for ejerlejligheder faldet med 6 pct. og fritidsboliger er steget med 50 pct.

2019 har med disse tal den højeste handelsaktivitet i det seneste årti.

Og det er primært landsdelene vest for Storebælt, der trækker handelsaktiviteten op. Her er der absolut flest kommuner med den højeste aktivitet på boligmarkedet i det seneste årti.

Jeppe Borre forventer, at aktiviteten vil falde lidt i 2020 og årene efter.

”Det skyldes, at 2019 har været et exceptionelt godt år for handelsaktiviteten. Men det er værd at huske på, at aktiviteten fortsat ligger i et godt leje,” siger Jeppe Borre.

Rabatten falder som salgene stiger

Det er blandt andet boligpriserne, der er med til at drive udviklingen på boligmarkedet, og de er generelt stigende over hele landet, hvis man kigger på det inden for seneste par år.

”Hver eneste gang kvadratmeterprisen stiger mere inde i byen, end hvad den gør udenfor, så begynder boligejerne at kigge efter deres næste bolig længere ude. Fordi det bliver relativt billigere udenfor byen. Og det presser priserne op – det spreder sig som ringe, og hvis prisstigningen går stærkt, så gør ringene det også,” siger Jeppe Borre.

Hvis du skal sælge et hus i ét af yderområderne, må du dog stadig leve med en længere liggetid og et langt større afslag i købsprisen end i og omkring storbyerne, selvom liggetiderne og prisnedslagene i yderområderne generelt er forbedret de seneste fem år. 

”Det er klart, at nedslagene har noget med liggetiderne at gøre. Salgstiderne er nemlig forkortet i løbet af de seneste år. Jo hurtigere, det går på boligmarkedet, jo mindre er der at forhandle om. Derfor er prisnedslagene faldet de seneste år,” siger Jeppe Borre.