Velkommen på den nye danske luksus-ø

257464_16_9_large_265.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
05. jun 2013 KL. 8:41
Man kunne tro, man var kørt forkert. Karrebæksminde Havn en dybfrysende formiddag i marts lægger ikke ved første syn op til, at man slukker bilmotoren og griber weekendtasken.

Spredte snebyer og en lukket pølsevogn signalerer, at vi er godt og vel uden for sæson. Og bortset fra et par parkerede biler og et ældre insisterende par med kikkerter om halsen, er vi de eneste på kajen denne lørdag. Foråret lader vente på sig, og Sydsjælland blunder endnu sin stædige vintersøvn.

"Så snart man sætter sin fod på havnen eller landingsbanen, er tiden ens egen"

En enkelt båd har trodset det omskiftelige vejr og lagt til – vuggende på det ellers øde vand. Fem diskrete bogstaver på fartøjet indikerer, at det er her, den næste del af vores rejse starter.

Destinationen hedder Vejrø. 157 hektar landskab i farvandet nordvest for Lolland. En lille bid af det yderste Danmark, der gennem de seneste seks år har haft noget stort undervejs. Netop dette forår åbner øen for alvor havn, huse og et splinternyt hotel for omverdenen.


Rygtet siger bæredygtig ø-luksus i høj potens. Danmarks Maldiverne, har ordene lydt. Det er med skærpet nysgerrighed, vi slipper fastlandet og lader os falde ned i den hvide Targa 44's bløde lædersæder.

Vejrøs maritime chef, Mark Harrop, byder velkommen med kildevand og vejrmeldinger, og 40 minutter over et ruskende råt Smålandsfarvand kan begynde.

Naturen sætter tempoet

Vi lægger til i den nye lystbådehavn på øens nordøstlige kant. Michael Wilson, der bærer titlen som Vejrøs general manager og er en af øens otte faste beboere, tager imod ved kajen. Et trofast ritual, når der kommer gæster fra vandsiden.

Påklædningen er praktisk og afslappet, på den quiltede, cool måde (vi er på landet, jo vist, men absolut ikke uden for æstetisk rækkevidde), og håndtrykket er fast.

Et par gravemaskiner er i sving omkring havneområdet med de 85 bådpladser, hvor de sidste etaper i øens forvandlingsprojekt snart når deres ende.


Arbejdet har været skarpt udfordret af vind og vejr, og der bliver kæmpet ihærdigt og i døgndrift for at indhente frostforskyldte forsinkelser.

"Herude sætter naturen tempoet," lyder nogle af de første (og tilbagevendende) ord fra Vejrøs førstemand. Vinteren har været streng – også på Vejrø.

En hvid Landrover holder kærkomment klar til at fragte os fra havnen og længere ind på øen; til Vejrøs nyeste stolthed, hotellet Blæsenborg.

Det er en køretur ad idylliske marker – og skovvej, forbi Skipperly, øens restaurant og gårdbutik, og videre omkring landskabet mod nord, hvor øjet fanger glimt af et par fritgående grise, strandkanten og det mere end 150 år gamle fyrtårn.

De grå skyer på himlen har delt sig en smule, og det tidlige eftermiddagslys kaster sig gavmildt over landskabet, hvor såede jorde blander sig med vilde vækster og upoleret kyst.

For små 100 år siden hed øens indbyggertal 76, og en skole, et mejeri og en købmand holdt liv i Vejrø der, hvor et par moderne udlejningshuse nu har taget pladsen og gør deres til, at øen i dag kan huse op til 75 gæster.

Vi krydser det 700 meter brede stykke land, passerer de nyopførte drivhuse med øens orangeri, og når frem til indgangen til det 12 værelser store hotel.


Et hurtigt øjemål skønner, at der er nogenlunde lige kort fra suite-døren til hønsegården på den ene side og marken med de græsende køer på den anden.

Fra værelsets terrasse kan øerne Fejø og Femø skimtes i det fjerne. Vi er ikke bare tæt på naturen. Vi er midt i den.

Læs resten af artiklen på næste side
##PAGE##

Ned i tempo

Med et CV, der tæller en kokkeuddannelse og administrative poster på steder som Hotel D'Angleterre, Skt. Petri og Nimb, giver det god mening, at Michael Wilson blev vurderet særlig egnet til at "kridte banen skarpere op og sætte ord på visionen for øen," som han selv forklarer det, da vi senere hen sidder i hotellets jagtstue med tilhørende honesty bar.

Sidste sommer slap han sammen med sin kone, Tina Wilson, og deres to børn hverdagen på det indre Østerbro i København og rykkede ind i den gamle fyrpasserbolig på øens nordspids. Ærkestorbyboerne vendte livsstilen 180 grader og nogenlunde lige så mange kilometer.

I dag er Vejrø mere end et hjem og en arbejdsplads for den lille familie. Øen er kravlet dybt ind i både krop og tankegang.

"Det er en livsstil at være her. En sund livsstil, som øens gæster skal føle, at de inviteres til og bliver en del af," forklarer Michael Wilson og uddyber med nogle få ord essensen af den opgave, der er fulgt med manager-kasketten: "Vejrø skal være lig mig, og jeg skal være lig Vejrø."

En stor del af Michael Wilsons arbejde har handlet om at være tovholder på byggeprojekterne og dirigere udviklingen af øens landbrug og fødevareproduktion, i samarbejde med Vejrøs driftleder, dyrepasser og gartner. En proces, der ikke er forløbet helt uden udfordringer.

Naturen spiller sine evige puds på disse breddegrader, og når barren for kvalitet er sat på højeste trin, er opsporingen af de rette folk og etableringen af frugtbare relationer i sig selv en kunst.


I samme ånddrag er det ikke ligegyldigt at holde sig på god fod med de kommunale vagtfolk, der lystigt og jævnligt knipser luftfotos af øen for at holde sig ajour med udviklingen.

Senest er ambitionerne om en udvidelse af øens landingsbane til også at kunne tage imod taxafly blevet udfordret af en grønspættet klokkefrøs beslutning om at yngle på den projekterede byggerund.

Her er det ikke kun naturen, men også Lolland Kommune, der sætter tempoet. Det er vilkårene herude – og så tager man den derfra.

"Det sunde er, at man kommer hertil med en masse ambitioner og får vendt alle perspektiver på øen – med tiden får man mere erfaring og større og større respekt for naturen og oplevelsen, og så lander man på det rigtige niveau," lyder Michael Wilsons analyse.

Her tænker han ikke mindst på samarbejdet med de lokale lollikker og de vinkler på verden, det har givet ham.

"Når man kommer fra København, vil man gerne kunne lidt af det hele – men det, der er succes derinde, er ikke nødvendigvis en succes hernede. Det positive ved at komme ned i udkantsdanmark er, at man ikke har så travlt med det, man skal."

"De lokale ildsjæle har en stor kærlighed til det, de laver, og hygger sig med tingene. Det er det, der driver dem. Hvis det, man gør, bliver bedre, er det værd at bruge den ekstra tid på det. Tingene bliver mere hele. Det synes jeg er meget lærerigt," erfarer Michael Wilson.

Vi bliver hængende en stund ved helhedstanken. For en vigtig del af det endelige mål med ø-projektet er at gøre Vejrø selvbærende på alle niveauer – også det energimæssige. Der bliver puslet med planer om solenergi, pillefyr og vindmølleenergi.


En værdig erstatning for den dieselgenerator, der lige nu buldrer derudaf. Jeg sniger mig til at spørge, hvordan muligheden for at lande i eget privatfly harmonerer med økologien og bæredygtigheden.

"Vi er absolut ikke hellige," lyder Michael Wilsons svar prompte. "Det må gerne være bæredygtigt og økologisk, men det allervigtigste er kvaliteten. Økologien er på mange måder forudbestemt og et naturligt valg, men man skal have muligheden for selv at vælge."

"Afstandene er korte, men indtrykkene mange på Vejrø. Sjældent har man følt sig så langt fra alting og så tæt på det hele"

Sidstnævnte er nøgleord på Vejrø. Så snart man sætter sin fod på havnen eller landingsbanen, er tiden ens egen. Helt og aldeles.

Læs resten af artiklen om Vejrø på næste side.

##PAGE##

Vil man sove en time længere, stirre ud over vandet hele formiddagen og spise morgenmad klokken 12, så er det det, man gør.

"Hele øens drift og kunnen er nærhed, ro og natur; en afslappet luksus, som kommer til dig, når du er her. Langt væk fra al dagligdagstrummerum."

"Når du er på øen, så skal du ikke rigtig mere. Der er ikke tusind muligheder, du skal forholde dig til, ikke nogen fast færgeoverfart eller et Bonbonland, der kalder – du skal bare nyde og være," lyder de vise ord fra manageren.

Det højmoderne ord mindfulness falder helt naturligt i den forlængelse. Og det er da heller ikke tilfældigt, at 2013-sæsonen skydes i gang med et yoga- og meditations-retreat.

På Vejrø er der plads til fordybelse, opmærksomhed og omhyggelighed. Ikke kun, når der står ferie i kalenderen, men i høj grad også, når der er arbejde på programmet.


"De store beslutninger kan man tage herude – i ro og mag. Det tror jeg meget på. Jeg tror, naturen og roen gør, at man kan fordybe sig og blive endnu mere engageret. Der er højt til loftet – og det gør noget ved en," reflekterer Michael Wilson.

Eftermiddagen falder på, og den friske ø-luft giver sultne maver. Frokosten bliver serveret i restauranten, med et indledende glas bobler, udsigt over vandet og kig til en flok gæs, der ser ud til at være i fuld gang med forårets forberedende par-manøvre.

Tallerkenen viser glad gris og grønt i fine formationer – råvarer, der ikke har rejst længere end nogle få meter fra jord til bord.

Køkkenets kok har en portion velrenommerede navne og Michelin-erfaring med sig, men ambitionen er ikke gourmet.

"Det vigtigste er, at man kan smage produktet. At det er god mad, der giver mening og smager at det, det er," understreger Michael Wilson.

"Klimaet på øen giver kødet sin helt egen nuance, sæsonen er nænsom og lidt forskudt, og væksten herude er mere nøjsom, hvilket betyder, at tingene vokser lidt langsommere og får mere struktur," forklarer han om årsagen til, at Vejrøs produkter er i en kategori for sig.

Sensommeren synger sine sidste vers på netop disse kanter, og det kan både føles, duftes og smages.

Landkøkkenet i sin ærligste udgave er et vandmærke på Vejrø, og med tiden er det meningen, at den kulinariske scene skal rumme både kokkeskoler i det fri, en egen produktlinje med salg uden for øens grænser og ikke mindst flere af de jagtarrangementer, der allerede nu er en stor del af øens oplevelsesportefølje.


Sidstnævnte får vi talt en del om undervejs. Det er umuligt at bevæge sig mange meter, uden at harer og fasaner piler forbi på kryds og tværs, og det kribler voldsomt i den jagtkyndige del af selskabet.

"Hele fødevaredelen har fra starten været en del af visionen om den selvbærende ø og idéen om at vise, at man godt kan skabe et samfund i sig selv," forklarer Michael Wilson.

Sandheden bag ordene får vi ikke mindst at føle under den fireretters aftenmenu, hvor lokalt fanget torsk, tatar fra egne kvæg, hjemmedyrkede urter og ø-grøntsager dukker op på bordet. Flankeret af en vinmenu, lokalt producerede chokolader og oste fra den lollandske herregård Knuthenlund.

Og så er vi tilbage ved naturens tempo.

Langt fra alt og tæt på det hele

Søndag morgen vækker med svag ko-brægen og blå himmel. Snebygerne er forduftet, og vejrguderne smiler til Lolland. Fyldt op af morgenbordets mangfoldige fortræffeligheder trækker vi i det praktiske fodtøj og begiver os på vandring over den sydlige del af øen.


"Det er umuligt at bevæge sig mange meter, uden at harer og fasaner piler forbi på kryds og tværs, og det kribler voldsomt i den jagtkyndige del af selskabet."


En nyplantet figen- og abrikoslund strækker sig spinkelt, men lovende i landskabet, et stengærde viser vej mod nåleskoven og en gammel æbleplantage.

Vandringen fortsætter op langs øens vestkyst, vi hilser på grisene og samler flade strandsten i alverdens farver op i hænderne. Afstandene er korte, men indtrykkene mange på Vejrø. Sjældent har man følt sig så langt fra alting og så tæt på det hele.

Vi tager afsked med Vejrø i bragende solskin. Mark Harrop styrer båden mod den sjællandske kyst – parkeringspladsen, E47, en hverdag i vente – og vi synker de sidste syn af blide bølger og de sidste anekdoter om sæler, havørne og marsvin.

Får en sidste sludder med Tina Wilson om, hvor lidt man kan savne udsigten til en etageejendom på stenbroen, om at skifte københavner-cyklen ud med sejlcertifikat på rekordtid, og hvor sejt det er at være seks år og blive hentet fra skole af sin mor i en speedbåd.

Familien Wilson har boet på Vejrø i knap et år og kan ikke forestille sig, hvordan de nogensinde kan finde så fint et sted som den. Jeg har været på Vejrø i et døgn og har en god fornemmelse af, hvad de mener.