SENESTE NYT KURSER Bliv kunde
Pleasure

Under kniven – Fire personers resultater og risikovillighed med plastik kirurgi

Hvad stiller man op, når kæbelinjen skrider, folden mellem brynene bliver alvorsdyb, og øjenlågene tynger? Vi har fulgt personerne, der fik gjort noget ved det

På Capio Privathospital i Hellerup udfører speciallæge i plastikkirurgi Benedikte Thuesen øjenlågsløft ved at fjerne overskydende hud. Forsigtighed er afgørende, da patienten kan risikere at få et stirrende udtryk, hvis der fjernes for meget hud, lyder advarslen. Foto: Simon Fals
På Capio Privathospital i Hellerup udfører speciallæge i plastikkirurgi Benedikte Thuesen øjenlågsløft ved at fjerne overskydende hud. Forsigtighed er afgørende, da patienten kan risikere at få et stirrende udtryk, hvis der fjernes for meget hud, lyder advarslen. Foto: Simon Fals
“Jeg følte folk talte lige ind i en blævrende kalkunhals”

Hvem har vi fulgt: Vivi Lollesgaard, Kastrup

Hvilken type behandling og hvor: Halskirurgisk indgreb hos speciallæge Kristine Boldt Strålman, Amalieklinikken i København

Pris: 16.000 kr.


Hvad ville du opnå?

Jeg ville af med det, jeg kalder den blævrende kalkunhals. Jeg følte, at det var den, folk talte lige ind i, når jeg stod over for nogen. Det generede mig ganske enkelt at have sådan en ca. 2 cm lang hudfold hængende under hagen.

Hvordan føltes det umiddelbart efter indgrebet?

Smertemæssigt var det ikke noget, som to Panodil ikke kunne klare. Det var rødt og hævet i en uges tid, men det mest generende for mig var, at jeg skulle gå med en stram hagemaske. For det begyndte at klø inden under den.

Vurdering?

Jeg følte mig først og fremmest velinformeret, ligesom det var sagligt, at kirurgen forinden spurgte, om jeg vitterlig var sikker i min sag – muligvis syntes hun, at det var for lille en ting. Det krævede i begyndelsen en smule planlægning, for jeg skulle gå med den nævnte bandage-maske, og jeg holdt derfor fri i fire dage – ikke fordi det var bydende nødvendigt, men det føltes bedst, og lidt rundtosset var jeg nok. Arret var bagefter rødt, men uden at genere, fordi det jo sidder under hagen. Jeg gik med et usynligt plaster i seks uger efter. I ugerne efter – og det var hårdt for mig – måtte jeg ikke dyrke sport. I dag, seks måneder senere, er det kun mig selv, der kan se arret. Det har været både pengene og besværet værd at få kalkunen slagtet.

Hvad kan gå galt efter skønhedsredaktørens mening?

Ved ethvert kirurgisk indgreb vil der være risiko for blødning, infektion og efterfølgende sårhelingsudfordringer. Der vil også efterfølgende være et ar, der selvfølgelig bliver pænere med tiden, men dog altid vil være der.

20220705-094016-2-2200x1467ma.jpg
På Capio Privathospital i Hellerup udfører speciallæge i plastikkirurgi Benedikte Thuesen øjenlågsløft ved at fjerne overskydende hud. Forsigtighed er afgørende, da patienten kan risikere at få et stirrende udtryk, hvis der fjernes for meget hud, lyder advarslen. Foto: Simon Fals

“Ked af altid at se hævet og træt ud omkring øjnene”

Hvem har vi fulgt: Carina Rehmeier, København Ø

Hvilken type behandling og hvor: Øvre øjenlågsløft og fjernelse af poser under øjnene, Capio Privathospital i Hellerup hos speciallæge i plastikkirurgi Benedikte Thuesen

Pris: 26.000 kr.

Hvad ville du opnå?

Jeg var ked af altid at se træt og hævet ud omkring øjnene – den overskydende hud mindede om et gardin, der hang ned. Jeg blev altid spurgt, om jeg var okay, og det blev til sidst irriterende. Når jeg var træt, pressede huden ned på øjnene, og mascara, godt nok et luksusproblem, smittede altid af på huden.

Hvordan føltes det umiddelbart efter indgrebet?

Det så vildt ud – altså jeg lignede en bokser, der ikke var sluppet heldigt ud af ringen. Kombinationen af rødme, hævelser og tydelige syninger er et syn, der gør andre bange, så man bliver inden døre og ligger med isposer på øjnene. Efter et par dage var jeg stadig gul og rød, men det kom bag på mig, at det ikke gjorde ondt.

Vurdering?

Jeg havde lavet meget research på nettet forud for indgrebet, fordi jeg ærligt talt var nervøs. For udover den overskydende hud oven over øjnene, så ville jeg også af med de fedtpuder, som under øjet havde rykket sig rundt. Plastikkirurgen gjorde mig tryg, fordi der blev brugt lang tid på at informere om forløbet, inkl. de mulige risici som for eksempel infektion.

Efter otte dage blev stingene taget, og jeg kunne gå udenfor iført solbriller – ikke på grund af solen, men fordi arrene ikke måtte udsættes for UV-stråler. Alt kunne nemt dækkes med makeup.

Jeg er så tilfreds med mit nyt vågne look. Burde have gjort det tidligere, men der skulle spares op.

Hvad kan gå galt efter skønhedsredaktørens mening?

Hvis der fjernes for meget hud under en operation af tunge øjenlåg, vil man få et meget stirrende udtryk, og der vil være risiko for, at man ikke kan lukke øjnene. Derudover kan der tilstøde komplikationer som blødning og betændelse. Og huden kan være gul, grøn og blå længe.

20220701-152531-4-2200x1466ma.jpg
For hyppige genopfyldninger af botox og fillers kan ifølge kosmetisk sygeplejerske Christian Holm Madsen ende i et uklædeligt overforbrug. Han anbefaler en konservativ tilgang til de to behandlinger. Foto: Simon Fals

“Jeg ville gerne glatte skilsmissefolden ud”

Hvem har vi fulgt: Johanne Danshøj, Valby

Hvilken type behandling og hvor: Udglattende botox mellem brynene, Retouch i København hos kosmetisk sygeplejerske Christian Holm Madsen,

Pris: 2000 kr.

Hvad ville du opnå?

Jeg var træt af min dybe skilsmissekløft mellem brynene, og selv om det måske lyder som en dum undskyldning, så gav det mig reelt hovedpine, at jeg hele tiden kneb brynene sammen, når jeg skulle koncentrere mig. Jeg ville gerne glattes lidt ud, gerne se knap så alvorlig ud.

Hvordan føltes det umiddelbart efter indgrebet?

Selve stikkene prikkede lidt, og det var ingen spabehandling. Bagefter mærkede jeg ingenting og blev sendt hjem med beskeden om ikke at skulle massere på det behandlede område.

Vurdering?

Til at starte med blev jeg overrumplet i forhold til, at behandleren først ikke kunne forstå, at jeg overhovedet ville have botox-stik mellem brynene. Han syntes ikke, det var nødvendigt. Jeg skulle faktisk overtale ham lidt, og da jeg spurgte, hvornår jeg skulle komme igen, svarede han, “måske aldrig. Den største misforståelse med injektioner er, at folk tror, de skal komme igen med jævne mellemrum – det fører til mange overbehandlinger”. Den besked gav mig tillid og ro i maven, og jeg er glad for, at alvorsfolden er væk sammen med spændingshovedpinen.

Hvad kan gå galt efter skønhedsredaktørens mening?

Botox er det kommercielle navn for nervegiften botulinum toksin, som både bliver brugt til at afhjælpe heftig svedproduktion og smertefulde muskelspasmer. I forhold til at glatte rynker, så kan det gå galt: I sjældne tilfælde kan botox injiceret mellem bryn og i pande få øjenlåg og øjenbryn til at hænge til kosmetisk gene. En potentiel uønsket virkning vil vare lige så længe som den ønskede.


“Engang var min kæbelinje markeret. Nu er den i frit fald”

Hvem har vi fulgt: Anette Kristine Poulsen (Børsens skønhedsredaktør), Silkeborg

Hvilken type behandling og hvor: Opstrammende ultralyd (Ultraformer III), Cure Lab Esthetics i Charlottenlund hos sygeplejerske Azita Andersen

Pris: 6000 kr.

Hvad ville du opnå?

Det kan lyde forkælet, men engang var min kæbelinje markeret på den knivskarpe måde – muligvis fordi jeg er lidt firkantet skåret. Nu er den i frit fald, for nu har den sit eget anderledes liv, hvor den folder sig ud, hvis jeg glemmer at holde hovedet højt – og det sidste glemmer jeg jo under alt fra at læse til at se på mobilen.

Hvordan føltes det umiddelbart efter indgrebet?

Smertemæssigt er der ingenting udover en anelse hævelse lige efter ultralydbehandlingen, men det gør til gengæld ondt de 30 minutter, behandlingen står på. Nærmest en følelse af at blive skiftevis brændt og nappet under huden – dog med varierende intensitet. Godt det ikke er hele ansigtet, tænkte jeg flere gange.

Vurdering?

Under behandlingen fik jeg en bold at klemme, mens sygeplejersken med beroligende stemmeføring fortalte, hvad hun gjorde. Umiddelbart efter var der en synlig effekt, fordi virkningen svarer til en bøf, der rammer en virkelig varm pande. Huden strammer sig op, og det kunne ses umiddelbart på de før- og efterbilleder, der blev taget. Ikke at det minder om et ansigtsløft, for det gør det ikke. Det endelige resultat kan først vurderes efter seks måneder, og i skrivende stund er der gået to. Meningen er, at hudens kollagenproduktion er sat på overarbejde, og at resultatet kommer gradvist i løbet af et halvt år. Indtil videre lader kindposerne til at have trukket sig en smule.

Hvad kan gå galt efter skønhedsredaktørens mening?

Der er risiko for at få blå mærker, og man er næsten stensikker på at være en smule øm i kæbepartiet op til tre uger efter behandlingen. Og generelt: Alt, der har med maskineri at gøre, kan i princippet indstilles forkert.

Andre læser dette lige nu