Topklasse for lillesøster på Christianshavn

291004_16_9_large_190.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
29. sep 2014 KL. 8:33
Beskrivelsen "en bistro på Christianshavn" kan nemt skabe associationer til en lille knejpe i et gammelt bindingsværkshus, måske i stil med Café Stærkodder eller Eiffel Bar. Til læsere, der ikke kender disse, kan jeg oplyse, at det er rustikke steder, hvor gæsterne drikker mere guldøl end champagne.

Da jeg har krydset Knippelsbro sender Google Maps mig til højre, stik modsat det gamle Christianshavn og over i et kvarter, der er helt anderledes friseret og velordnet.


"Man skal naturligvis ikke forvente helt samme grad af luksus og forfinet teknik som på moderrestauranten AOC, men det er forbløffende tæt på"


Her er ikke en eneste bolværksmatros i syne, de er for længst skubbet i baggrunden af beboere i store, luksuriøse lejligheder og kontorbyggeri. Disse skarpe linjer blødes lidt op af en champagnepupitre, der er stillet op ude ved vejen som en slags pejlemærke.

Der står ganske vist ingen flasker i det gamle champagneflaske stativ, men inden for på No. 2 er der masser af god champagne. Restauratøren er nemlig Christian Aarø, formand for Dansk Sommelier Forening og en af landets førende vinfolk.

Et glas Deutz koster rimelige 95 kr., og er man for fin til Deutz, så er det bare at springe op ad kvalitetsstigen, som er høj.


Jeg springer dog champagnen over og lander på en flaske rødvin, Pétalos del Bierzo til 385 kr., som giver rigtig meget smag og karakter for pengene.

Nu vi er i Spanien, så er det oplagt at bestille en lille portion Bellota-skinke, der viser sig at være i en helt prægtig kvalitet. Som det vil være nogen bekendt, er danske skinkeproducenter generelt en samling skampletter på skinkernes globale præmiehylde, med ganske få undtagelser. En af dem er skagenskinken fra Slagter Munch, og den kan man ligeledes få her på No. 2.

Min lille skinkesmagning ender naturligvis med sejr til Spanien, men Skagenskinken er virkelig også fortræffelig og behøver ikke at skamme sig over for svinet med de sorte fødder.

Nyd den maritime trafik

Den tidlige aftensol gør det oplagt at sidde på terrassen, hvor den livlige maritime trafik gør sit til at øge charmefaktoren. Når vejret slår om, kan man fortsat nyde udsigten til havneløb og kanal, da der er store vinduespartier i spisesalen.


Den er stor og stramt indrettet, med ganske små borde uden duge. Bestik og indbydende stofserviet sættes på bordet i en kurv, man selv forsyner sig fra.

Her er vi fremme ved den vigtigste forskel på moderrestauranten AOC og bistrosøsteren; der er ikke meget komfort eller fralægningsplads, og så er betjeningen i sagens natur ikke lige så servicerende eller opmærksom.

Det skal man jo heller ikke forvente på en bistro, hvor man som regel heller ikke forventer højgastronomi, men det niveau er vi meget tæt på i dette tilfælde.


Råvarerne er langt hen ad vejen de samme som hos den michelinbestjernede moderrestaurant, og kokkenes talentfuldhed er sammenlignelig.

En himmerigsmundfuld

Vi oplevede pletskud efter pletskud, som det perfekt smørstegte stykke vesterhavstorsk, hvor overfladen changerer mellem gylden og mørkt sprød brunhed yderst, mens det indre var drivende saftigt.

No 2 kaldes en nordisk bistro, men det forhindrer naturligvis ikke kokken i at servere godt med brunet smør og traktere med en fedmefuld puré af bagt selleri.

En himmerig mundfuld, der kostede 105 kr., hvilket er prisniveauet for de små retter, som man bør bestille tre-fire stykker af for at blive mæt.

Billigste fiskeret koster 85 kr., den kaldes "Fish & chips" og bestod af en fint friteret, paneret fisk, der var en lille smule tør, men blev reddet af den medfølgende tatarsauce.


De kan bestemt også lave kødretter. Lækrest var den flot stegte oksemørbrad fra dansk kvæg. Mørkebrun yderst, jævnt rosa inderst og med masser af karakter i smagen. Hertil et bagt løg fyldt med braiseret oksekød, alt sammen samlet af en fin nedkogt fondbaseret sauce med god kraftig smag.

Formidable fritter

Vil man, så kan der serveres pommes frites til, og det er så det nærmeste, man kommer den klassiske franske bistrostil. Fritterne er formidable, jeg fristes til at kalde dem et benchmark for "triple fried fries," kendt fra Heston Blumenthals tv-køkken. Knassprøde yderst, bløde og saftige som kartoffelmos inderst.


Dessertafdelingen er lige så knivskarp som det bedste i den salte afdeling.

Prøv blandingen af majs, hindbær og salt karamel, og oplev, hvordan sødme kan udtrykke sig på mange måder, fra frisk hindbæris over hvinende sød salt karamel til majsens grøntsagsagtige sødme. En grøntsagsdessert i ypperste topklasse.


Topklasse, det er, hvad No. 2 er, på såvel mad- som på vinsiden. Man skal naturligvis ikke forvente helt samme grad af luksus og forfinet teknik som på moderrestauranten AOC, men det er forbløffende tæt på.