Thai-resort i en klasse for sig selv

247519_16_9_large_107.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
03. jan 2013 KL.11:40
Six Senses resort på Koh Samui er i flere omgange blevet kåret som et af verdens bedste.

Der går jo sjældent røg af en brand, uden at der er ild i den, men uden at skulle tage stilling til, om det er verdens bedste eller ej, kan undertegnede skrive under på, at det virkelig er et resort i særklasse.
"Lige meget, hvad man har brug for, om det er flybilletter, en tandbørste eller friske øl-forsyninger, så ringer man til butleren"

Frem til 1970'erne var Koh Samui et isoleret samfund uden videre kontakt med det thailandske fastland og helt uden asfalterede veje.

Øens vigtigste indtægtskilde var kokosnødder, og plantagerne dækkede store dele af øen, hvis midte var og er et ubeboet, junglefyldt bjergområde.

På spidsen af halvøen

Six Senses er en slags miniature af ovenstående. Ejendommen ligger isoleret på spidsen af en halvø på et lille bjerg tæt bevokset med regnskovsplanter og træer.

Man bor i private villaer, spredt i det stejlt bakkede terræn, som er forbundet af smalle, asfalterede stier.


Har man ikke vandrelyst, er det bare at ringe, så kommer der en elektrisk golfvogn med det vons.

Fornemmelse af jungle

Poolvillaerne er rummelige og komfortable – luksuriøse på en afslappet måde som kombinerer fornemmelsen af at bo i en junglehytte med moderne komfort.

Her er store badeværelser med nedsænkede kar, men ingen forgyldte vandhaner.

Til gengæld er badekåberne af økologisk bomuld.


Her er selvfølgelig højt til loftet, masser af plads på terrassen og i den private pool, som er stor nok til, at man kan svømme i den.

Villaerne har uhindret udsigt til øerne i det fjerne, til havet og stranden, som ligger nogle minutters gang nede ad bakken.

Stranden er offentlig, men der er som regel meget få mennesker, og altid et par massører parat til at give thaimassage for 30-40 kr.

Man skal af med mere end det tidobbelte oppe hos Six Senses, som da også har en prisvindende spa-afdeling med alt hvad dertil hører.

Restaurant på klippen

Mange kommer til Six Senses netop for spabehandlingerne, ligesom restauranterne har stor tiltrækningskraft, også for gæster, som ikke bor på stedet.

Det moderne og internationalt orienterede køkken trækker på såvel thailandsk tradition som på narrestreger fra det molekylære køkken.


Og kvaliteten er høj. Læg dertil, at bordene står på forskudte terrasser, anbragt direkte på klipperne, højt over stranden med fri udsigt over havet.

Resortet har endnu en restaurant, placeret lidt længere væk fra havet og med traditionel thailandsk mad samt skiftende menuer.

Én dag er der buffet med fisk, fanget få timer forinden, en anden dag er det italiensk tema og så videre.

Her er også morgenmadsrestauranten, som dagligt har et imponerende udvalg.

Et lille udsnit heraf er sushi, japansk fiskesuppe, havregrød, bacon og æg, eggs benedict, omeletter efter eget design, croissanter, italiensk brød, rugbrød, mange slags friskpresset juice og smoothies med meget mere.

Popcorn til filmen

Men det er nu også fristende at tage morgenmaden på sengen, som er et af de mange room service-tilbud, der findes.

Lige fra popcorn til filmen (her er et stort dvd-bibliotek) over thailandske snacks og sandwich op til hele måltider.


Ja, man kan nærmest få en hel restaurant hjem i villaen, ved at bestille en kok og en tjener, som så samarbejder med den butler, der er tilknyttet villaen.

Lige meget, hvad man har brug for, om det er flybilletter, en tandbørste eller friske øl-forsyninger, så ringer man til butleren.

Hun er der som regel som et søm og evner det der med at se ud, som om hver en opgave er noget, hun specifikt har glædet sig til. Længe.

Butleren styrer rengøringspersonalet, som besøger villaen et par gange om dagen. Om morgenen redes sengen, og myggenettet rulles op, ligesom det rulles ned, når der gøres aftenrent.

Myggene hærger

Og nettet er der ikke for sjov. Området hærges om natten af myg, som resortets gartnere kæmper en brav kamp imod. For eftersom Six Senses har en miljøbevidst profil, afstår man fra den almindelige kemiske myggebekæmpelse.

I stedet sprøjtes hele området jævnligt med et naturmiddel, og så bør man ellers huske det nævnte myggenet samt myggenetdørene, når man vil nyde den herlige aftenbrise fra havet.


Således er også slangen i paradiset nævnt ved navn, men den kan man nu let sno sig uden om ved selv at medbringe noget seriøst, kemisk myggespray.

Og så er der ikke rigtig mere at bekymre sig om, andet end om man egentlig orker – og har lyst til – at forlade resortets trygge favn for at opleve resten af Koh Samui.