Test: Chokerende hurtig Lamborghini

346435_16_9_large_360.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
12. jun 2017 KL.10:10

Lamborghini Hurácan er en af de mest kraftfulde superbiler på markedet, men der er altid kunder, der vil have mere. For dem kommer der nu en ekstra hardcore og hurtig udgave.

På en lille plade på rattets bund lyser ordet ”Corsa”. Heldigvis sidder jeg ikke i en minibil fra Opel, men i den seneste Lamborghini Huracán.

Jeg ved, at jeg er i Italien, når bilen som udgangspunkt er sat i det hidsigste af sine køreprogrammer af arrangørerne. Motoren står i tomgang, og med højre hånd vælger jeg første gear på den store skiftepal bag på rattet – nu går det løs.
Lamborghini Huracán Performante er på papiret et overflødighedshorn stoppet med fyldte chokolader og med en så klistret sukker-glace, at jeg inden mødet var bekymret for, om verden og ikke mindst mig selv har brug for endnu en hårdtpumpet hardcore variant af en i forvejen hurtig bil.

Fuld gas på Imola-banen
Den første chikane på den sagnomspundne italienske Imola-racerbane gør enhver skepsis til skamme. Godt nok ér Huracán Performante lige præcist en pumpet version af en allerede kvik bil – nemlig en almindelig Huracán.
Men det er lykkedes italienerne at forvandle Lamborghinien i en sådan grad, at bæstet har skiftet race.

5,2-liters V10’er
Grundopskiften med 5,2-liters V10-centermotor forbundet til et firehjulstræk gennem en syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse er intakt, og er løftet med over fra Huracán LP610-4. Men faktisk har jeg svært ved at mærke slægtskabet – om noget minder Performante mere om den baghjulstrukne Huracán LP580-2.
På Imola skal jeg først bekendtgøre mig med banens udfordringer. Her er både niveauforskelle, blinde sving og camber – vinklet vejbane, der både kan hælde ind- og udad i sving.

Tempoet er fra start utroligt højt, og det er kun på den lange opløbsstrækning ved målområdet, at der ikke køres konstant med pedalen i bund.

Motoren lige bag de to hårde skålsæder er Lamborghinis velkendte 5,2-liters V10’er uden ladetryk. I Performante er effekten hævet til 640 hk og 600 Nm – det er 30 hk og 40 Nm mere end i Huracán.

Omfattende tuning
Med en sugemotor er effektforøgelse ikke en hel simpel sag. Ofte er det lettere at hæve effekten på en turbomotor, da der forholdsvis let kan justeres på ladetryk, motorstyring eller skiftes til en større turbolader. Italienerne har derfor været igennem næsten alle facetter af V10-motoren.

De 40 ventiler er fremstillet af titanium og tillader en større åbning ind og ud af forbrændingskamrene. Udstødningssystemet er gjort lettere og har fået en ny placering. Det ses ved, at afgangsrørne sidder langt højere på bilens hæk end på andre Huracáner. Derudover har indsugningsmanifolden fået en overhaling.

Chokererende overskud
Motoren har en skarphed og et mekanisk bid, der får mig til at vende det hvide ud af øjnene – både fordi g-kræfterne er store, men også fordi der er moment ved så godt som alle omdrejninger. Det giver en følelse af uendelige kræfter.

Accelerationstiden fra 0-100 km/t er 2,9 sekunder, og fortsætter du til 200 km/t, er det overstået på 8,9 sekunder.
Lyden er sønderrivende. Motoren snurrer til over 8000 omdrejninger, og her er lyden fantastisk. Splitsekundet efter skal der som regel skiftes gear, men ved mere end én lejlighed er jeg for sent på den med højre hånd, og kræften fra motoren stopper brat, mens begrænseren rammes, og udstødningen sprutter og knalder.

Præcist hvor hurtigt jeg kører på de hurtigste sektioner af Imola, har jeg ingen idé om – mine øjne kigger kun på asfalten foran bilens snude og på, hvilket gear jeg er i.

Det valgte gear står med store og tydelige tal på skærmen bag rattet, der i øvrigt tager sig af næsten al visning, da Huracán Performante ikke har en skærm mellem sæderne.

På racerbanen fungerer den ultrafokuserede kabine utroligt godt, og jeg har ingen problemer med at finde mig til rette eller betjene de nødvendige funktioner. Performante er udover at have flere kræfter også gjort hele 40 kg lettere.
Det mest skelsættende er udviklingen af et aktivt aerodynamiksystem. ALA, der er italiensk for vinge, står for Aerodinamica Lamborghini Attiva.

I bilen næse sidder en splitter, der har spjæld, som kan åbnes og lukkes. Når de er åbne, sender de luft via kanaler ned til hækvingens monteringspunkt i kanten af motorrummet. Her løber kanaler i hver side op i hækvingen, der er hul.

Luften kan nu løbe gennem vingen og ud igen af huller på undersiden af vingen. Med spæjdene åbne og luft gennem systemet mindskes luftmodstanden, og Performante er derfor optimeret til for eksempel maksimal acceleration.

Suger bilen til vejen
Med lukkede spjæld fungerer systemet i den klassiske forstand, hvor luftstrømme arbejder sig henover og omkring hækvingen for at skabe downforce, der suger bilen til asfalten.

Eftersom der er kanaler i begge sider af hækvingen, kan systemet også gøre én side mere aktiv end den anden – Lamborghini kalder denne del af ALA-systemet Aero Vectoring.

Bag rattet kan jeg ikke mærke, hvordan systemet fungerer – men jeg kan mærke, at sving kan tages med ekstremt høje hastigheder. Både på vej ind og ud ad sving er der ekstreme mængder af greb, og faktisk føles Performante som en baghjulstrækker i sin karakter: Utrolig let at placere med præcision ved svingets start, let at justere på speederen gennem svinget og med et smukt slag med halen på vej ud.

Let at kontrollere overstyring
Firehjulstrækket føles aldrig tungt eller begrænsende, men hjælper på vej ud ad sving, hvor italieneren kan slynges med flad fod – flere mindre overstyringer kan også ”køres ud” med gas og styreinput, uden at jeg behøver slække synderligt på speederen.

Selv om Performante er en Huracán, er helhedsindtrykket unikt. Performante er et helt andet bæst end de øvrige Huracáner.

Børsen var inviteret til Italien af Lamborghini.
3_39938_picture_9675_1.jpg
Performante tager udgangspunkt i den velkendte Lamborghini Huracán. Det vil sige firehjulstræk og en V10-sugemotor lige bag de to sæder. Performante tager så at sige den basale Huracán-opskrift og skræller af, hvor sportsvognen er for tyk, og tilføjer, hvor den ikke er kraftfuld nok. -Thomas Salt