Superlimousine forfører Riget i Midten

262010_16_9_large_197.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
20. aug 2013 KL.12:01

Kabinescootere, gamle smadderkasser og nyere licensproducerede biler fra europæiske bilmærker holder få centimeter fra kofangerne på den splinternye Bentley Flying Spur. De dytter konstant og kører fremad i hurtige ryk, hver gang den mindste åbning viser sig i trafikken.

Jeg sidder i Bentley'ens luftkølede førersæde, mens morgentrafikken er ved at eksplodere omkring mig i den kinesiske hovedstad Beijing. Fra køen på ringvejen kan jeg skimte den ubefærdede motorvej, der skal sende mig langt væk fra Beijings smog, og ud i de grønne bjergområder, hvor Den Kinesiske Mur snor sig som en slange gennem landskabet.


"Sidste år solgte Bentley 2100 eksemplarer af den nu udgåede Continental Flying Spur. 55 pct. blev solgt til kinesere."



I et forsøg på at overskue den 5,30 meter lange bil slår jeg parkeringsassistancen til, men det eneste jeg får ud af det, er en konstant hyletone, fordi mine medtrafikanter er så tæt på at sensorerne ikke kan måle det.

Med sved på panden gør jeg som de andre bilister: Holder hornet i bund, indtager cykelstien og stoler på, at kineserne også er i besiddelse af en vis ærefrygt for den dyre luksusvogn. Det er de til alt held, og lidt efter kan jeg ånde lettet op.

Bentley'en får et hårdt speedertråd for at bringe mig op på motorvejshastighed. På trods af, at bilen har 625 hestekræfter til at drive den fremad, så river den ikke hovedet af mig. Accelerationen er lige så blød, som den silke kineserne har produceret i årtusinder.


Når gearvælgeren står i Drive er der en elastisk effekt i speederen, som gør at den bærbare computer ikke vælter ned fra de små picnicborde ved bagsædet, hvor omkring 80 procent af de kinesiske kunder til biler i denne klasse opholder sig mest.

Sover på vejen

Tag ikke fejl, Flying Spur er lynhurtig, men små utilsigtede bevægelser med speederfoden bliver glattet effektivt ud. I sportsindstillingen er historien en helt anden. Her er speederresponsen aggressiv og dejligt direkte.

Ligesom resten af bilen er styretøjet også sat blødt og komfortabelt op. Servoen er fartafhængig, men man har altid følelsen af, at man kan håndtere de fleste sving med én hånd på rattet.


Bentley'en opfører sig forudsigeligt, og selv når dækkene er på skridgrænsen hjælper bilens permanente firehjulstræk med at gøre det til en tryg og rolig oplevelse at forcere de kringlede bjergveje på vej til Den Kinesiske Mur i højt tempo.

Her er det ikke bilen, der sætter begrænsninger op for hastigheden. Det er såmænd heller ikke vejen sig selv, for asfalten er fantastisk selv langt uden for Beijing. I stedet er det kinesernes noget afslappede forhold til, hvad en vej kan bruges til.

Ofte må man køre midt på vejen for at undgå brændestabler, opmagasinerede byggematerialer og arbejdere som tager en middagslur på den lune asfalt. Det sidste giver mig et chok, da jeg ser det, der grangiveligt ligner en stendød mand i vejkanten. Han ligger helt stille med armene ud til siden foran en ladvogn. Personen ved siden af ser dog så afslappet ud, at jeg falder til ro.


Skiftepalen til venstre for rattet får et par dap, så den ultraeffektive 8-trins ZF-automatgearkasse sender W12-motoren med biturbo lidt op ad omdrejningsskalaen. Gearkassen er den samme, som efterhånden ligger i hele Bentley-programmet.

Læs resten af artiklen om den nye Bentley her
##PAGE##
Hæsblæsende hurtig

Flying Spur er for stor og for komfortabel til at være en sportsvogn. Men den er i stand til at fragte fire personer fra A til B i et hæsblæsende tempo.


"Med den slags trafik giver det mening at indtage bagsædet og lade en chauffør tage rattet"


Med en acceleration fra nul til 100 km/t på 4,3 sekunder er der meget få andre biler, der kan være med, når denne brite lægger fra land. Og på det rigtige stykke asfalt fortsætter den op til 322 km/t, mens luftundervognen gradvist sænker sig for at optimere aerodynamikken. Her på landevejen er det kun accelerationen, vi kan prøve af.


Ingen ser dog ud til at bekymre sig specielt om de færdselsregler, jeg fik udleveret en tyk bog med, da jeg modtog mit særlige kinesiske kørekort i lufthavnen. Den kinesiske ordensmagt tager nemlig ikke uden videre et kørekort fra de vestlige lande for gode varer.

Ude på landet kører lastbiler og busser i hvert fald alt for stærkt, og der bliver konsekvent overhalet indenom – også rundt i blinde sving, hvor et dyt med hornet fungerer som eneste advarsel.

En hurtig vandretur på Den Kinesiske Mur giver et godt afbræk fra de fremmedartede trafikforhold. På begge sider fortsætter murstensbyggeriet bare ud i horisonten. Det er helt ubegribeligt at tænke på, at murens samlede længde er på mere end 8.000 km.

Skarpere design

På vej ned fra muren falder mit blik på Flying Spur's bagende. Den har fået et nyt og mere sexet design med fladere, firkantede lygter, som får den til at se næsten aggressiv ud bagfra. Det er med til at adskille designet fra Continental-linjens rundere former.

Forlygterne er også byttet rundt, så de største nu sidder yderst. Og så er der kommet en skarp linje, som starter ved det bevingede "B" på siden af bilen, som også fungerer som ventilationshul. Flying Spur ser lavere og bredere ud, selv om den reelt er vokset syv mm i højden.


På vej tilbage mod Beijing indtager jeg højre bagsæde for at afprøve bilen fra den typiske ejers vinkel. Passagersædet foran kan justeres frem fra bagsædet, som jeg samtidig læner helt tilbage, så et førsteklasses flysæde blegner i sammenligning.

Den iPhone-lignende kontrol mellem forsæderne styrer klimaanlæg, køling i sædet og meget andet. Skærmen kan også vise bilens instrumenter – en app er på vej, så man kan bruge sin iPhone til det samme. Jeg når lige at se Beijings eftermiddagstrafik stoppe til, før jeg lader solgardinet glide op og øjnene glide i.

Med den slags trafik giver det mening at indtage bagsædet og lade en chauffør tage rattet. Sidste år solgte Bentley 2100 eksemplarer af den nu udgåede Continental Flying Spur. 55 pct. blev solgt til kinesere. Så det er absolut ikke en tilfældighed, at Bentley præsenterer den nye Flying Spur i Folkerepublikken, hvor forventningerne til fremtiden i øvrigt er skyhøje.