Store ambitioner og skisportstraditioner i Grindelwald

392849_16_9_large_511.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
14. dec 2019 KL.15:06

Skiområdet Grindelwald-Wengen er et af de mest traditionsrige i Europa med skisport siden 1800-tallet, togture lige midt ind i centrum, legendariske tinder og James Bond.

Det går langsomt op ad de sneklædte bjerge, men toget tager mig og alle de skiparate passagerer lige ind i centrum. Selv på en dag med snestorm og næsten ingen sigtbarhed kæmper det seje lokomotiv sig op ad bjerget fra Interlaken og sætter os af tæt på skilifterne i traditionsrige Grindelwald. Nogle gange i slowmotion, for det er stejlt, og vi skal over 1000 meter op, nogle gange med lidt mere fart. Som det har gjort siden 1890.

“Så er vi næsten på løjpen. Se, vi skal bare lige ned ad hovedgaden,” peger den ivrige far med sine to teenagedøtre, der åbenbart ikke kan få nok af at stå på ski – selv i en snestorm.

Familien tager skiene over skuldrene og går til højre væk fra perronen, mens jeg kigger mig omkring uden for togstationen og bemærker, at jeg bare er 100 meter fra mit hotel, det femstjernede Schweizerhof.

Grindelwald er ikke et hvilket som helst skisportssted i Alperne. Modsat de mange satellit-skibyer, der gennem 1900-tallet blev bygget til den voksende mængde af turister, der kastede sig over skisporten, og som hverken har sjæl eller traditioner i deres isolerede lejlighedskomplekser på bjergsiderne, så har den schweiziske by en helt anden historie.

Det er en rigtig by med gamle hoteller, hvor der allerede i 1800-tallet var gæster som komponisten Richard Wagner og en ung Winston Churchill, der besøgte området for at nyde den friske bjergluft og de smukke vandreture med udsigt til nogle af Alpernes flotteste tinder.

Der er kirker, der søndag ringer ind til gudstjeneste, der er restauranter af michelinkvalitet, og der er et liv i den indre by, som er meget mere end afterski og jægerte. Der er selvfølgelig masser af snowboardere og skiløbere i gaderne, men der er også lokale schweizere, der er på vej til deres arbejde uden for turistfagene.

Og så er der en stor gruppe, der bærer rundt på en kælk. Grindelwald kan nemlig prale af at have verdens længste kælketur, som baner sig vej fra toppen af det lokale bjerg og 15 kilometer senere når Grindelwald by. En tradition, som er længere end skitraditionen, der ifølge myten blev introduceret af englænderen Gerald Fox, som tog skiene på i hotelrummet i 1881 og gik gennem hotelbaren på Tone Dale House, før han kastede sig ned af løjperne.


Snestorm for gode løjper

Det er netop områdets mange løjper, der har mit hovedfokus i de kommende dage. Så ankomsten i en snestorm får mig kun til at smile. Også selvom receptionisten på Schweizerhof kigger lidt bekymret ud ad vinduet og undskylder for det dårlige vejr.

“Det gør ikke noget, så længe det ikke fortsætter i morgen tidlig,” smiler jeg tilbage og beslutter at nyde en god middag i hotellets michelinanbefalede restaurant. Sne om aftenen og natten er den bedste forudsætning for superbt skiløb dagen efter. En svømmetur med udsigt til bjergene gør ikke den første aften på hotellet dårligere. Heller ikke spaområdet, hvor en times massage kan bestilles for ca. 700 kr.

Skiområdet Grindelwald First er morgenprogrammet, og et godt område til den første dag. Særligt, når man ikke har stået på ski i flere år. De røde og blå løjper er i overtal, og selvom jeg falder i et område med dyb sne og har svært ved at finde skien, får jeg oplevelsen, som de fleste skiløbere hvert år håber på. Den lette glidende bevægelse, når man næsten svæver på velbearbejdede pister.

Jeg er i så godt humør, at min lokale guide får lokket mig op i den angstprovokerende svævebane First Flyer midt på bjerget. Fire personer bliver spændt fast liggende, jeg er en af dem, og derefter trukket 800 meter tilbage på et kabel – med hovedet ned mod dalen. Det kildrer i maven, så jeg er næsten ved at dø – lidt som at sidde i Det Gyldne Tårn i Tivoli – og så gives der slip. Vi drøner ned ad bjerget med 84 kilometer i timen og flyver næsten. En gang er nok. Puha.

I de ulideligt lange minutter vandret kan jeg nyde synet af bjerget Eiger (“Jætten”), der har en af Europas sværeste klatrevægge. Der Mordwand kalder de tysktalende nordsiden, der første gang blev besejret af fire tyske og østrigske bjergbestigere i 1938, men siden har kostet minimum 64 livet. Bjergbestigning er en anden sportsgren, der kom tidligt til Grindelwald.


Styrtløbet over dem alle

“I dag er dagen, hvor vi skal prøve Lauberhorn,” siger min guide lovende, da jeg møder hende ved togstationen på andendagen.

Som barn i 1970’erne, hvor svenske Ingemar Stenmark var slalommester og østrigske Franz Klammer var styrtløbsmester, har Lauberhorn-løbet i nabobyen Wengen altid stået som noget særligt. Verdens længste og vildeste styrtløb med det mægtige spring har været en drøm at prøve. Hvilken dreng vil ikke drøne ned ad et bjerg med en kolossal fart, siddende på to brædder af træ? Det vilde spring, der tidligere har kostet menneskeliv, er dog ikke et must-do for mig. Dødstrang har aldrig været mig.

Løbet, der i 2020 løbes for 91. gang, foregår altid midt i januar, og helt konkret er det ugen før løbet, at jeg begiver mig op med liften. Det er isnende koldt, men der trænes på den øverste del af løjpen, som i 2019 blev vundet af østrigeren Vincent Kriechmayr. Guiden og jeg må nøjes med at køre ved siden af løjpen. Men det er første parket til springene og de hurtige atleter, så det i sig selv er værd at opleve.

Længere nede af løjpen er der mulighed for at prøve, hvor stejlt det er – og ja, det er stejlt. Men jeg kommer helskindet ned til Wengen og kan sætte endnu et mentalt flueben ved livets mange udfordringer.

Mens vi løber på de 110 kilometer pister ved Kleine Scheidegg-Männlichen, kan vi kigge over til Jungfraujoch Top of Europe, som i 3454 meters højde er et winter wonderland, der året rundt garanterer sne og is, fordi det ligger på en gletcher, og som lokker ikke mindst horder af asiater til.

I Grindelwald er der flere asiatiske turister, end jeg ellers har set i Alperne. Ikke fordi de står på ski, men fordi de er tiltrukket af Europas højest beliggende jernbane, der kører hele vejen op til Top of Europe. Her er isskulpturer, chokoladebutik og en fremragende udsigt over de udnævnte Unesco-verdensarv bjergtoppe. Roger Federer har spillet tennis deroppe, Rory McIlroy har slået golfbolde ud, og der er blevet spillet basketball – som en del af stedets markedsføring


James Bond i Mürren

Det tredje skiområde i Jungfrau-regionen er Mürren, der ligger en times togtur væk fra Grindelwald. Endnu et godt skiområde, men det særlige er stedets James Bond-forbindelse.

På toppen af Schilthorn ligger Piz Gloria, hvor James Bond-filmen “On Her Majesty’s Secret Service” blev filmet i slutningen af 1960’erne. Den eneste med George Lazenby som agent 007 og med skaldede Telly Savalas (“Kojak”) som ærkeforbryderen Blofeld.

Heroppe kan man nyde en brunch i en 360 grader roterende restaurant og se en udstilling om filmen. Ikke mindst de mange skioptagelser, da James Bond bliver forfulgt af forbryderne, er sjove. Bare skitøjet, som man brugte i slut-1960’erne, er en fornøjelse at se på. Egentlig ret trendy i tætsiddende stil.

Bagefter tager jeg et skiløb i bedste James Bond-stil. Det begynder med en sort løjpe, nærmest lodret ned, og efter James Bond-inspirationen tager jeg den uden at kny. Endnu engang overlever jeg springet ud i intetheden.

Efter tre dages skiløb i de schweiziske alper er det tid til at gøre status. Der er ikke billigt i Grindelwald og nabobyerne, men der er godt. Schweiz byder på en af de bedste blandinger af skisport, afterski og særlige turistattraktioner, som man ikke finder hvor som helst. Og så er det let at komme til lufthavnen i Zürich. Man tager bare toget, og med et par skift undervejs er man der ca. to timer senere.

miso@borsen.dk