Smukke stemmer og stærke karakterer i Malmø

393421_16_9_large_658.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
27. dec 2019 KL.11:00

“Tosca” på Malmø Operaen er fuld af detaljeret personinstruktion og fantastisk sang

Fem ud af seks stjerner
“Tosca”
Af Puccini. Malmø Opera. Spiller til 16. februar.


Der er nærmest intet epokegørende ved Malmø Operaens nye opsætning af Tosca. Til gengæld får man Puccinis hårdtslående drama i et rent snit, uden så meget vrøvl. Og som sådan står det rystende stærkt.

Selvfølgelig er det vidunderligt, når en instruktør kan vise nye aspekter af historien om sangerinden Tosca. Eller sætte operaen i et nyt perspektiv, for selvfølgelig skal klassikerne udfordres. Men en fortolkning som Malmø Operaens, fremhæver på den anden side Puccinis dramatiske effektivitet. Og ikke mindst den elegance, hvormed han skildrer dramaet, og giver sine karakterer liv og følelser.

Fine detaljer

Det har opsætningens instruktør Sofia Jupither et godt øre for. Der er masser af fine detaljer i personinstruktionen, der vidner om, at hun ikke bare kan sit partitur, men også kender sine karakterers psykologi, deres tanker og følelser. Tosca er uudholdeligt jaloux, og dog elskeligt kær, og ikke mindst imponerende sej, når det gælder.

Vokalt skildrer sopranen Lillian Haroutounian hende ganske overdådigt. Hun er uafviseligt hjerteskærende i arien “Vissi d’arte”, hvor hun fortvivles over, hvordan alting kunne gå så galt for hende. Hende, der altid har levet for kunsten og kærligheden, og aldrig gjort nogen fortræd.

Dimitris Paksoglou har mørke noter i sin tenorklang – og absolut ingen problemer med at honorere Puccinis krav til sin helt Cavaradossi! Og så er der politichef Scarpia, der tilbyder Tosca, at hun kan frikøbe sin Cavaradossi fra fængsel og tortur. Prisen er hendes krop. Scarpia elsker ikke, han tilfredsstiller sig med kvinder, som han får med magt, som han selv synger.

Modbydelig Scarpia


Føj, hvor er han modbydelig i barytonen Vladislav Sulimskys fortolkning, faktisk er hans grusomme afstumpethed ligefrem ubehageligt skræmmende. Ikke mindst i scenen, hvor der er messe med from korsang i kirken – samtidig med at Scarpia synger om sin (magt-) liderlighed. Kontrasten er godt tænkt af Puccini, og står uhyggeligt stærkt i denne fortolkning.

Scenografien er forholdsvis traditionel: mursten i bastante hvælvinger der, spektakulært hjulpet af lyssætningen, nemt gør det ud for både kirke, fængsel og henrettelsesplads.

Dirigenten Steven Sloanes valg af tempi var til gengæld ofte overraskende – både til den langsomme og den hurtige side. Men de bange anelser om at det ville gå galt, blev gjort til skamme. Man kunne måske også have ønsket sig lidt mere elastik i hans fraseringer – og dog fungerede hans lidt nøgterne stil rigtig godt. Og ubønhørligt dramatisk, ikke mindst.