Sensationelt måltid til under 300 kr.

293368_16_9_large_718.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
31. okt 2014 KL. 9:34
På italiensk betyder spuntino en lille bid, hvilket på nudansk kaldes en snack. Restauranten er en del af Cofoco-kæden, hvilket gav mig en smule hovedbrud, da stjernerne skulle beregnes.

I min begrebsverden er fem stjerner til maden forbeholdt en fuldblods-gourmetrestaurant, men af og til møder man gastronomi, der er så overbevisende, at der må krammes ud med fem stjerner, på trods af at restauranten slet ikke hører til i "gourmetkategorien".


"At man kan få denne måltidsoplevelse for 295 kr., er ganske enkelt sensationelt og udtryk for, at restaurantgæsterne i København er forkælede som aldrig før"


Selv om nogle vil finde sammenligningen blasfemisk, så minder stilen mig om Era Ora, den michelinbestjernede restaurant på Christianshavn, de italienske gourmetrestauranters godfather.

Der er nemlig tale om et legende let køkken, præcist og skarpt på en facon, hvor råvarernes egen smag får lov til at fremstå i egen ret uden at behøve backup fra overdreven brug af fonde eller fedtstoffer.

Læs mere om besøget på Spuntino på gastronomiredaktør Ole Troelsøs blog.


Det var ikke dyre råvarer, men gode råvarer, og hver eneste ret besad en forbilledlig komposition, hvor flere modsatrettede smagsindtryk kom i spil.


Sødt mødte surt, sprødt konfronteredes med blødt, dybe smagstoner spejlede sig i syrlige. Som nedslag kan nævnes den meget fine tatar af rå makrel, hakket i hånden, så kombinationen af små og store stykker gav en fin kontrast. Smagsmæssigt fik den rå fisk modspil af syrlig tomat, dyb basilikum olie og skarp porre.

På samme måde var der smagsspræl i svinemørbraden, den bar lidt grillpræg, var rosa inderst og ledsaget af en skarp peberfrugt og en dybt smagende auberginepuré, sprøde milde løg.


Også kalveskanken fortjener at blive fremhævet. Serveringen bestod af skært kød, det var rent i smagen og akkompagneret af gulerod i forskellige varianter.

Dels spæde, sprøde rødder, dels mos af gulerødder, dels papirtynde skiver af rå gulerod. Denne sødme fik skarpt modspil af bitre radicchio-salatblade og sort oliven.

Det flotte niveau holder hele vejen gennem desserterne. Her er en sød og luftig karamelcreme med flødeskum, dybt smagende ristede mandler og syrlige blommer med et fint bid.


Den friske syrlige sorbet af brombær fik modspil af en let bitter chokoladecreme, og der var krummer af chokoladekage på den stramt smagende kakaosorbet.

Indrettet med omtanke

Indretningen er ligeledes vellykket. Ganske vist er bordene små og uden så meget som en dækkeserviet, og mit bord vippede på irriterende vis.


Men det forbilledlige er, at selv om lokalet er propfyldt med borde, så er indretningen foretaget med omtanke. For eksempel er der sat en hyggeligt udformet glasvæg med palæruder op i den ene del af lokalet, så man på den måde skaber en hyggekrog.

Men selv ude i det større rum er der tænkt over tingene og placeret nogle store urtepotter, som indeholder flere meter høje træer. Selv toiletterne fortjener ros, de var nydeligt renholdt og forsynet med små engangs-stofvaskeklude at tørre hænderne i.

At man kan få denne måltidsoplevelse for 295 kr., er ganske enkelt sensationelt og udtryk for, at restaurantgæsterne i København er forkælede som aldrig før.