Se arkitekternes egne huse indefra - og få historien bag

386161_16_9_large_452.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
16. aug 2019 KL.14:46
De er smukke, de er grimme, de er nytænkende, de er besværlige. Kom indenfor i et par af de mest prominente danske arkitekters egne huse og hør, hvorfor det er de mange penge værd at bevare dem, præcis som de var


PH ville bygge Gentoftes grimmeste hus.

Sådan bedyrede den danske lysmager, arkitekt, revyforfatter og filminstruktør Poul Henningsen i lokalavisen. Han var provokatør, et produkt af en udenomsægteskabelig affære, og så fremdeles skulle hans hus på Brogårdsvej 72 være en permanent torn i øjet på det pæne borgerskab.

I dag, godt 80 år efter huset blev tegnet, ligner det stadig intet andet hjem. Huset er bygget i betonblokke, industrielle jernvinduer malet med rød blymønje uden nogen anden farve – som kutymen ellers var – og med et tag af tagpap.


“Det er brutalt, usentimentalt og ikke særligt smukt i en traditionel forstand,” som arkitekt Per Troelsen opsummerer huset fra 1937 til stor morskab for en gruppe internationale medlemmer af netværket “Iconic Houses”, der er rejst til Danmark for at se en håndfuld ret specielle boliger.

Fælles for husene er, at de er tegnet og har været beboet af nogle af Danmarks mest betydningsfulde arkitekter, og at de på hver sin måde er kommet til at præge arkitekturen i de kommende år.

Ejendomsselskabet Realdania By & Byg, der er datterselskab til den filantropiske forening Realdania, købte PH’s hus i 2014 og har restaureret det med respekt for at bevare det, (næsten) præcist som det var. De samme grønne vægge. Det gennemgående blå loft. De i datiden aldeles frække tapeter i forældresoveværelset med afklædte damer. Men hvad de også fik med i huskøbet var et udskridende fundament, fugtskader, skimmelsvamp, skrukke pudslag, korroderede vinduer, fragmenterede facadeblokke.

Hvad man må forstå om flere af de store arkitekters egne huse var, at de var bygget ud af fantasi, lyst og mod til at træffe uforudsigelige valg, der ikke nødvendigvis var de mest praktiske.

“Fælles for disse huse er, at der ikke har været nogen forstyrrende bygherre imellem arkitekten og huset. Det er arkitekterne, der har tegnet til sig selv, og derfor har de været meget risikovillige og introduceret nogle nye måder at tænke boligen på. Det er den rene vare,” forklarer Per Troelsen, der er projektchef i Realdania By & Byg og har stået i spidsen for flere restaureringer.

Således også PH’s hus, der er bygget på en stejl bakke i 11 niveauer med materialer, som hørte industrien til. Realdania By og Byg måtte være meget… søgende, da de skulle restaurere huset og komme problemet med et kæmpe varmetab til livs. Løsningen fandt de i den sidste type isolering, man ville vælge: Den meget dyre aerogel, der er væsentligt tyndere end traditionel isolering og dermed kunne erstatte den kun to cm tykke indvendige korkisolering, som huset var født med. Dermed kunne man bibeholde væsentlige detaljer som vindueskarme og fodpaneler, som de var.


Indefra er PH’s hus til gengæld hverken brutalt eller usentimentalt. Nuvel, lidt upraktisk i syv forskellige niveauer, som kan ses i en smuk lang linje midt igennem huset, fra voksenafdelingen øverst i huset (hvilket var usædvanligt at lave i den tid), ned igennem de kollektive rum, spisestue og opholdsstue, og teenageværelserne, som forud for sin tid havde egen indgang uden om de voksne. For også hans teenagedatter skulle have lov til at være i fred, hvis hun nu tog en soldat med hjem; det havde PH ingen interesse i at lytte til.

Spiserummet, som PH benævnte “allemandsland”, er i forbindelse med sønnens værelse, og således kunne man blot åbne døren imellem disse to rum og omdanne rummene til en jazzklub eller rygesalon. Det markante brud med idéen om en fornem spisestue afskærmet fra værelserne til fordel for et fælles opholdsrum gør, at PH’s hus anses som en forløber for spisekøkkenet/alrummet i de parcelhuse, som i 1950-60’erne skulle blive så udbredte.


Elskovsrede med sundkig
I kontrast til PH’s uregerlige hus begyndte vi dagen mere nordpå ved en strandgrund umiddelbart syd for Rungsted Havn med et kig indenfor i Halldor Gunnløgssons hus fra 1959.
Hvor PH indrettede huset til familien og endda også hans drikfældige forfattervenner, der kunne kigge forbi og sove deres brandert ud, er dette hus bygget alene til arkitekten og hans anden hustru, Ida, også kendt som Lillemor.

Huset, et rektangulært træhus mellem to murede endegavle med store panoramavinduer på hver langside, er i sin essens ét stort 126 kvm rum med stue, arbejdsplads, spiseplads, køkken og soveværelse, der kan lukkes med en skydevæg. Et gennemgående gulv i grå grønlandsk marmor og fyrretræsloftet i smalle lister binder huset fornemt sammen.

“Det er et elegant, smukt hus. Meget maskulint,” fortæller Per Troelsen.

“Historien er, at både Gunnløgsson og Ida netop var blevet skilt fra hver deres partner og flyttede sammen her uden børn. Der er kun ét soveværelse, så du kan være alene og gøre, hvad nyforelskede nu engang gør, og så kan du invitere alle dine posh venner fra København til drinks og kigge ud på Øresund.”


Ejendomsmæglerbetegnelsen “sundkig” vil næsten være en underdrivelse på denne matrikel.
De store panoramavinduer trækker himlen, havet og den private strand ind i huset, der ligger gemt væk fra Strandvejen i et nedsænket leje.

“Når du har været her, har du jo slet ikke lyst til at bo nogen andre steder,” bemærker en af de udenlandske gæster, da vi er blevet lukket indenfor til en kort rundvisning.

Det er svært at være uenig.


Arne Jacobsens funkisikon
Fra Gunnløgsson og PH fortsætter turen til en af de allerstørste, vi har haft, Arne Jacobsen. Arne Jacobsens første eget hus ligger i Charlottenlund på Gotfred Rodes Vej og blev bygget i 1929, en ikonisk funkisvilla, som med en blanding af klassisk og moderne er et smukt hvidpudset billede på den stil, Arne Jacobsen blev så berømt for.


Fremadsynet som han var, havde Arne Jacobsen bemærket, at de ude i verden var begyndt at bruge beton til at bygge enfamiliehuse som en del af den modernistiske bølge. Problemet var bare, at bygge-
loven endnu ikke tilladte den slags udskejelser i Danmark. I stedet byggede han sit hjem i mursten og pudsede det op, for at det skulle ligne beton.

Han lavede også en anden ret usædvanlig ting: en stor tagterrasse.

“Altså, tænk engang at sidde oven på sit hus og flagre hele sit privatliv ud til alle naboerne. Man har kunnet se ind fra vejen dengang, hvor villakvarteret var mere åbent. Det var en radikal måde at omfavne den friluftskultur, der fulgte med det moderne gennembrud i arkitekturen,” forklarer Per Troelsen.

Den store tagterrasse er der nok ingen, der undrer sig over længere.

Indenfor er huset øjensynligt mere klassisk og højborgerligt på en sådan måde, at man måtte forstå, at Arne Jacobsen var en succesfuld herre. Antikke stole, ægte tæpper, et flygel med snoede ben, synlige støbejernsradiatorer for at signalere, at ja ja, her var centralvarme. I entréen er døren ind til køkkenet udstyret med et dyrt funkishåndtag i bakelit og rustfrit stål. Kommer man fra den anden side, fra køkkenet, hvor stuepigen og hustruen typisk begik sig, er grebet til gengæld blot et billigt knebelgreb. Et godt eksempel på, hvordan det i høj grad handlede om at flashe sin velstand udadtil.


Forklaringen bag, at man vælger at bevare disse huse, som de var, består netop i den historiske værdi, forklarer Per Troelsen. Som et vidnesbyrd om, hvordan vi op igennem 1900-tallet har udviklet vores måde at bo og leve på.

“Vi er interesserede i at bevare historien, fordi vi synes, den er vigtig, og det er skægt, at man kan pege på konkrete rum og sige, at det her var ret usædvanligt for tiden, men i dag ser vi det som noget fuldstændigt naturligt. Det, der var radikalt dengang, er gledet ind i vores måde at tænke på.”

Balancen er dels at restaurere og bibeholde ejendommenes karakteristika, men samtidigt sikre, at huset kan danne ramme om et moderne familieliv. For i modsætning til andre lande, hvor de store arkitekters egne huse ofte er gjort til museer, er disse huse hjem for private familier, der bor til leje i huset. Bevæggrunden for det er bl.a., at det genererer faste indtægter til ejeren i modsætning til de flere nødlidende museer, hvor pengene ikke kan række til de store omkostninger, der er forbundet med at vedligeholde og bevare disse ofte ret atypiske ejendomme.

Nu når der lever mennesker i dem, her i år 2019, hvorfor så være så forhippet på at holde husene, præcis som de var, kunne man spørge, for hvis arkitekterne selv havde levet, havde de vel løbende renoveret og videreudviklet deres huse?

“Det er en god pointe. Poul Henningsen ville givetvis have revet sit hus ned og bygget noget, som var meget bedre. Han var en så fremskridtsvenlig mand, at han nok ikke kunne drømme om at bevare et gammelt hus, der var utæt og umuligt at varme op. Men det, vi er sat i verden for, er netop at bevare historien,” begrunder Per Troelsen.

Det sidste spørgsmål, den stadigt nysgerrige læser måske sidder tilbage med, er, hvad der skal til, hvis man vil bo i en af disse arkitektoniske tidslommer. Dels skal man være heldig. Der er af naturlige årsager ikke mange af netop den slags huse, og når de kommer på markedet, vil man finde sig selv i et felt af mulige lejere, der skal overbevise udlejeren om, at man er den rette til at passe på huset. Prisen er på markedsvilkår, arkitekternes egne huse ligger fra ca. 15.000- 32.000 kr. i månedlig husleje inkl. eventuelt erhvervsareal. Kan man komme igennem nåleøjet, har man til gengæld en bolig som ingen andre.