Sådan holder Signe Wenneberg fri

278068_16_9_large_412.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
07. mar 2014 KL. 9:36
Foråret er officielt en uge gammelt, og forfatter og haveekspert Signe Wenneberg har taget forskud på glæderne i sit drivhus.

For hende bliver sommeren helt speciel i år, fordi hun bliver ejer af et bæredygtigt sommerhus.

Foråret er kommet tidligt i år – er du begyndt så småt i haven?

Ja, jeg var i drivhuset hele dagen i går – jeg er bidt af et galt drivhus.

Det er den fedeste opfindelse for os, der bor i så koldt et land, fordi man faktisk kan have gode dage derude fra februar til november. Der er over 20 grader i mit lige nu.

Jeg ryddede op i går – det er en stor del af havearbejdet. Vaskede ruder, tog bladdække væk fra krukker med løg og pottede roser om, så de får et godt forspring.

Er du begyndt at forspire inden for også?

Jeg forspirer ærteblomster så småt og sår nogle flere om 14 dage. Jeg er tit begyndt alt for tidligt og har
fået sådan nogle lange, kedelige planter ud af det.

Hvad glæder du dig mest til ved havesæsonen?

Denne sæson er lidt speciel, fordi jeg glæder mig til at bygge sommerhus og få et nyt drivhus på grunden. Jeg holder næsten aldrig fri, og min drøm var at have et skriverefugium, hvor jeg kunne arbejde koncentreret.

Sidste sommer fandt jeg så tilfældigvis en sommerhusgrund ved Vejby Strand, og der får jeg bygget et lille, bæredygtigt sommerhus i år. Det bliver nøjsomt med høloft, skabstoilet med telefonbruser og genbrugte vinduer.

Jeg fik argumenteret mig selv frem til, at hvis jeg sparede en skurvogn, kunne jeg købe det lækreste drivhus i cedertræ, som både kan være værksted og gæsteværelse.

Hvordan vil du passe begge haver på én gang?

Jeg laver en pasningsfri have i sommerhuset med frugttræer, bærbuske og rabarber. Måske en kapilærkasse i drivhuset, der passer sig selv. Hønsene tager jeg med i en flyttekasse, og min have derhjemme får mindre køkkenhave i år.

Hvor gik din seneste ferie hen?

Vi var i regnskoven i Malaysia 14 dage i januar. Det er den bedste rejse, vi nogensinde har været på. Jeg har prioriteret at bo småt for at have råd til at vise mine to drenge verden.


Denne tur var også et wake-up call for, hvor meget mennesker sidder og glor ned i skærmen, selv når vi spiser. På resortet var der kun netadgang i læsesalen, og det gav en helt anden måde at være sammen på. Jeg indførte faktisk sidste år brødkurvsfinten derhjemme.

Det betyder, at mine gæster og jeg lægger vores mobiler i en brødkurv, når vi er sammen. Jeg var træt af, at folk fotograferede sig selv, hinanden, maden og mig, helt opkogt og med forklæde og postede på de sociale medier. Lad os bare spise og have det hyggeligt.

Hvordan kobler du bedst af?

Med have, mad og husdyr. Jeg sørger for at få mudrede hænder i haven med det samme, så jeg ikke kan røre min iphone. Lige meget hvor meget den bipper, er jeg offline. Og har fem høns og en hund, jeg går lange ture med.

Vores kat fik gallopperende sukkersyge og døde for 14 dage siden, så jeg overvejer at få en dværggris til sommerhuset i stedet. Og så slapper jeg af med at lave mad hver dag. I køkkenet kan man tit heller ikke røre sin skærm.

Jeg er mest til store supper og gryderetter – finere madlavning med fondantkager og franske forretter siger mig ingenting. Jeg bager selv masser af kager som banana bread og æbletærte og gerne med æg fra mine høns, men brødet kan jeg ikke lave lige så godt som min lokale bager.

Hvad er din største luksus?

Ud over at have søde børn og et godt helbred er det, at jeg har en uddannelse, der giver mig mulighed for at arbejde som selvstændig.

Jeg tror, jeg ville dø langsomt i et kontorlandskab. Jeg kan sidde i solen og tale med dig, for jeg bestemmer selv. Det er mit livs held, og det priser jeg mig lykkelig for hver dag. Også når der er travlt.