Rasende Ferrari med 720 hk er en kulmination for mærket

386722_16_9_large_388.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
30. aug 2019 KL.10:09

Tilnavnet “Pista” antyder, at denne variant af Ferrari 488 er tiltænkt køresjov ved trackday-arrangementer, men på vej ned ad rampen til motorvejen gælder de almindelige hastighedsgrænser, som den røde Ferrari rammer, længe før tanken er tænkt færdig.

Accelerationen er inferiør, endnu inden jeg klemmer speederpedalen mod bilens bund, og selvom der er plads på motorvejen, er jeg ikke engang ude af andet gear. Jeg er klemt så hårdt tilbage i det skålformede førersæde, at min firepunkts H-sele næsten hænger løst, selvom jeg strammede den, da jeg tog den på.

Derudover består dramatikken af alt det udenfor, der passerer forbi så hurtigt, at jeg ikke kan fokusere ud af sideruden. Bag rattet giver bilen derimod indtryk af, at den har 100 pct. styr på mig.

Få hundrede meter efter, at den røde Ferrari 488 Pista er placeret andægtigt i inderbanen på motorvejen, melder det uundgåelige spørgsmål sig: Har jeg brug for de ekstra 50 hk, som Pista har i forhold til standardudgaven af Ferrari 488 GTB, der er ca. 700.000 kr. billigere uden afgifter?

Svaret er i nogen grad ligegyldigt her og nu, for har du ikke allerede fået besked på, at du er en af de udvalgte, der har fået lov til at betale fra 2,1 mio. kr. plus afgifter for en 488 Pista, så kan du næppe købe en ny af Ferrari.

Kun for trofaste kunder

Selvom Pista-modellen som udgangspunkt ikke er i begrænset produktion, så er den forbeholdt Ferraris gode kunder. Du skal med andre ord have flere Ferrarier i garagen for at få lov til at købe en, og selv da kan du ikke være sikker.

Afløseren for Ferrari 488 GTB er vist, og den tekniske beskrivelse afslører, at F8 Tributo får teknikken fra 488 Pista. Det er ikke overraskende, for fremgangsmåden med at benytte teknikken fra den sidste opgraderede version af den udgående model har Ferrari benyttet i mange generationer af biler.

Føles ikke som en turbobil

I den henseende er de ekstra 50 hk næsten det mindst vigtige. Accelerationstiden fra 0-100 km/t er forbedret fra 3,0 til 2,9 sekunder og topfarten er forøget fra 330 til 340 km/t.

Motoren har faktisk gennemgået en større intern ombygning, som giver andre gevinster. Selvom dens størrelse er uændret, kommer de ekstra hestekræfter således ikke af bare at skrue op for ladetrykket på de to turboladere. Halvdelen af de interne komponenter er skiftet til lettere og stærkere dele, hvilket blandt andet sikrer, at Pista føles mindre turboagtig.

Hvor GTB tordner afsted fra lave omdrejninger, som turbomotorer ofte gør, så virker Pista-motoren mere homogen og med en effektudvikling, der nøje følger speedertrådet.

De to turboers karakteristiske hvislen høres, men bilen opfører sig, som om den ikke har turbo, hvilket mange Ferrari-entusiaster vil værdsætte.

Det gælder også lydbilledet i kabinen. Overgangen til turbomotor fra forgængerens turboløse sugemotor gav 488 GTB-modellen et nyt og for Ferrari hidtil ukendt lydbillede. Den karakteristiske vrælende lyd blev afløst af en dybere tone. Pista-modellen har fået en anden, mere aggressiv lyd. Den er stadig dyb, men nu med vræl.

Motoren er blevet 18 kg lettere og har fået partikelfilter for at leve op til emissionskrav, og så leverer den bedre brændstoføkonomi.

Overraskende brugbar superbil

Trods mere vrælende lyd er lydbilledet ikke anmassende i kabinen, og bilen er overraskende kør- og brugbar i almindelig trafik. Affjedringen er gjort 10 pct. fastere, men computerstyring sørger for, at man kan vælge en overraskende komfortabel indstilling trods store hjul. Det samme gælder de keramiske bremseskiver, der doseres som i enhver anden bil.

Med de senere modeller har Ferrari gjort sig til mestre i at gøre alle ejere til racerkørere. 488 Pista forfiner denne disciplin, så det næsten er for meget af det gode.


Ferrari 488 Pista

Opbygning
Todørs coupé, centermotor, justerbar undervogn, aktiv aerodynamik, syvtrins dobbeltkoblingsgear, baghjulstræk

Motor
V8, 3900 cm3, 32V, biturbo
720 hk ved 8000 o/min
770 Nm ved 3000 o/min

Præstationer
0-100 km/t 2,9 sek.
0-200 km/t 7,6 sek.
100-0 km/t 29,5 meter
Forbrug 8,1 km/l

Dimensioner
L/B/H 461/198/121 cm
Køreklar vægt 1460 kg
Brændstoftank 78 liter
Bagagerum 302 liter
Dæk for/bag 245/35R20-305/30R20

Pris
5.580.000 kr.


3 konkurrenter i den hurtige ende af markedet

Lamborghini Huracán Evo
Grundopskriften med en 5,2-liters V10-centermotor forbundet til et firehjulstræk gennem en syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse er intakt i den seneste udgave af Lamborghinis mindste model. Den største nyhed i den reviderede version fra 2019 er et nyt elektronisk system, der forudser, hvad du vil, og indstiller bil, motor og undervogn til det. Det fungerer rigtigt både på bane og vej.

Ydelsen fra V10’eren er hævet til 640 hk, hvilket giver en 0-100-tid på 2,9 sekunder. Fortsætter du til 200 km/t, er det overstået på 8,9 sekunder. Lyden er skøn: Motoren snurrer til over 8000 omdrejninger, og her er tonerne fantastiske. Kræfterne fra motoren stopper brat, når omdrejningsbegrænseren slår ind, og udstødningen sprutter og knalder.

Opbygning
Todørs coupé, centermotor, syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse, firehjulstræk

Data
V10, 5204 cm3, 40V
640 hk ved 8.000 o/min
0-100 km/t 2,9 sek.
Topfart 325 km/t
Pris 4.200.000 kr.


Porsche 911 GT2 RS

911 GT2 RS har baghjulstræk og 700 hk! Den hvide Porsche med 3,8-liters biturbo-boxermotor med seks cylindre, som vi tidligere har testet, har Weissach-pakke monteret. Ved brug af krængningsstabilisatorer i kulfiber og fælge i magnesium letter det bilen med omkring 30 kg.

Vejgrebet fra forhjulene er ekstremt, og det knivskarpe styretøj føles umiskendeligt som den Porsche 911, vi kender, og som vi har kendt i en menneskealder. Men kræfterne leveres i store klumper, og som følge af turboerne er mængden af omdrejninger mere begrænset end i GT3 RS. Doseringen af kræfterne balancerer på en knivsæg, da bare en smule for meget power sender Porsche’n ud med bagenden i en grad, der går ud over fremdriften.

Opbygning
Todørs coupé, hækmotor, syvtrins dobbeltkoblingsgear, baghjulstræk

Data
B6, 3800 cm3, 24V, biturbo
700 hk ved 7000 o/min
0-100 km/t 2,8 sek.
Topfart 340 km/t
Pris
5.524.962 kr.


McLaren 720S Coupé
720 hk og baghjulstræk lyder intimiderende, men langt hen ad vejen (og banen) er briten letkørt og straffer ikke en forsigtig tilgang. I nogle meget hardcore sportsvogne kan man opleve, at de først begynder at vågne, fungere korrekt og øse ud af talenterne, hvis de køres meget hårdt på grænsen eller ved hastigheder tæt på lydmuren. Det er ikke tilfældet med McLaren 720S, der er involverende at køre selv på vej ud ad pitten til en trackday.

Motoren har sit ophav i den turboladede V8’er, der bruges i alle moderne sportsvogne fra McLaren. Antallet af hestekræfter passer til navnet, og motoren yder derfor 720 hk. Krumtappen er lettere, stivere og med en længere slaglængde, hvilket skubber slagvolumen op på fire liter.

Opbygning
Todørs coupé, centermotor, syvtrins dobbeltkoblingsgear, baghjulstræk

Data
V8, 3994 cm3, 32V, biturbo
720 hk ved 7500 o/min
0-100 km/t 2,9 sek.
Topfart 341 km/t
Pris ca. 4,8 mio. kr.