Porsche Taycan: Lad den bedste komme til

388847_16_9_large_726.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
05. okt 2019 KL.19:00
Hvis nogen skal knække nødden og sparke dynamisk køreglæde ind i en elbil, er Porsche en oplagt kandidat. Børsen kører deres elektriske svendestykke.

V i har længe vidst, at den ville komme – Porsches elektriske sportsvogn eller grand tourer med sportslige ambitioner. For naturligvis kan mærket fra Zuffenhausen i Sydtyskland ikke kaste sig ud i nye eventyr, uden at kernen i enhver Porsche er intakt.

Den dynamiske køreglæde er en hjørnesten for folkene bag mærket, og selv da de lærte verden at holde af SUV’er på høje fjedre, var der en umiskendelig og velkendt fornemmelse i alle bilens kroge. Du kørte ikke hvilken som helst firehjulstrækker med stor frihøjde – du kørte en Porsche Cayenne eller Macan.

Forventningerne til elbilen Porsche Taycan er skruet helt op på samme niveau som med de forrige normbrydere.

Porsche kan ikke tillade sig at levere et produkt, der bærer deres våbenskjold på front og bagende, uden køreoplevelsen er blandt de mest sporty i klassen. Markedet med decideret velkørende, dynamiske elbiler er uprøvede vande i bred betragtning.

Tesla har en mindre flok af biler, der kan accelerere hurtigt, men at påstå at de kører godt ud fra et dynamisk synspunkt, er opspind. Til det er de for slappe i opsætningen og dårlige til at bære og behandle deres vægt.

BMW i3 S er en rap sag, der er sjov i sving og rundt byen, men komforten er stiv, og pladsforholdene er ikke gavmilde.

Håb, forventninger og ønsker

Porsche Taycan er bilen, hvor håb, forventninger og ønsker er tilknyttet og skal indfries. Hvis nogen skal få os til at omfavne og elske en hurtig, sporty og lækker bil med batterier, må det være Porsche.

Den strømlinede profil er en blanding mellem sportsvognen 911 og luksus-GT’en Panamera. Men under karossen er Taycan som ingen anden Porsche. I stedet for et dæksel, der skjuler en studs til påfyldning af fossilt brændstof, har Taycan en lille lem på højre forskærm. Inde bag denne sidder et ladestik, der skal tilsluttes en stikkontakt eller anden form for ladestander.

Den nye Porsche bliver ikke et syn, man ofte ser på den lokale tankstation. Og de tyske ingeniører påstår, at den heller ikke kommer til at holde i dvale eller tage lange pitstop ved elværkernes udsalgssteder. Det loves, at Porsche Taycan under optimale omstændigheder kan lade strøm svarende til 100 km kørsel på bare fem minutter.

Men én ting er løfter og teknologi. En anden og mindst ligeså vigtig, når der er tale om en ny Porsche-model, er køreoplevelsen.

Børsen har som nogle af de første i Danmark fået lov at komme bag rattet af den højspændte GT på et ridt gennem Sverige, over Øresundsbroen og med København som destination.

Karavanen af biler er på en 6440 kilometer lang europæisk turné gennem ni lande fra Oslo på kryds og tværs gennem kontinentet, hvor et nyt sæt chauffører kører hver etape. Efter to ugers asfalttjeneste slutter dannelsesrejsen i Berlin.

Føles som en moderne Porsche

Jeg sætter mig ind bag rattet i en kridhvid bil med rødvinsrødt læderinteriør. Sæderne støtter godt om kroppen, allerede før bilen er begyndt at bevæge sig. Taycan har ingen nøgle eller greb, der skal drejes, før kræfterne vækkes til live.

Alle tidligere Porscher har en tændingskontakt til venstre for rattet – nærmest som et form for kendetegn. Stilken til blinklyset dækker for udsynet til en moderne startknap, der naturligvis også sidder til venstre for rattet – Taycan føles på nuværende tidspunkt moderne men med en forståelse for Porsches traditioner.

På vej ud af efterårskølige Göteborg bliver køreoplevelsen endnu mere bekendt. Uanset om øjnene peger ligeud eller bagud, mødes synet med et andet karakteristisk Porsche-varemærke. Taycans svungne karosse er tydelig gennem forrude og sidespejle, hvor der er æggende udsyn til de bølgende for- og bagskærme.

Andre sanser bliver også tidligt påvirket, mens den 4,96 meter lange og næsten to meter brede sedan kryber gennem den stadig søvnige by. Rattet er betrukket i glat læder, der føles eksklusivt og sender signaler om, at Taycan ikke har et ringe fokus på luksus og raffinement. Ekstraudstyrslisten afslører, at et rat udført i det ruskindslignende og mere sportslige Alcantara-kunststof også er en mulighed.

Lærestregen er, at Taycan som andre Porsche-modeller vil stå med et ben i begge lejre – den er udsøgt og lækker, men ikke blottet for sportslig stræben. Styretøjet, som rattet er forbundet til, uanset hvilket materiale det er betrukket i, er skåret over samme læst. Det er præcist og reagerer hurtigt, uden at det bliver så sensitivt og fintfølende, at den store og 2370 kg tunge Porsche opleves nervøs.

Den bruger næsten ikke sine bremser

Befriet for den værste bytrafik og med tilstrækkeligt overblik over vejforløb og svenskernes elskede fartkameraer, accelereres Porsche Taycan Turbo S fra nul til 100 km/t gentagne gange. Disciplinen er sjov i alle Porscher, men særligt efter elbilernes indtog er de første km/t fra stilstand blevet hovedpinefrembringende hurtige. Taycan Turbo S er ingen undtagelse.

De to elmotorer giver 761 hk og 1050 Nm fra sig til alle fire hjul i en boost-funktion og slynger asfalten bagud, mens den hvide tysker springer frem. 2,8 sekunder efter presses bremsepedalen i bund, hvilket engagerer elbilens systemer, der gennem en totrins gearkasse kan opsamle bremseenergi, som igen kan lagres på batteriet til yderligere fremdrift.

De tyske ingeniører vurderer, at op til 90 pct. af bremsesituationer løses gennem opsamlemetoden uden fysisk og mekanisk modstand fra bremseklodserne mod bremseskiverne. Herfra er det bare at gentage accelerationsøvelsen – Porsche Taycan kan race solen sort, da dens unikke konstruktion sikrer, at systemerne ikke overophedes, selv under maksimalt arbejdspres.

At tæppebombe både asfalten og Taycanen med accelerationsøvelser føles som tomme kalorier i en bil, der skal levere på mange flere punkter. Elflagskibet skal få lov at vise sit sande værd på mere snoede landeveje omgivet af røde træbygninger og grønne løvtræer, og herude er den eksplosive fart stadig forrest på scenekanten.

Imponerende nok kan de voldsomme kræfter meget af tiden tilgås, uden at jorden bringes ud af sin kredsløbsbane eller Taycan mister sit fodfæste.

Naturstridigt vejgreb kan ikke ændre fysikkens love

De meget brede bagdæk måler 305/30R21 og nagler den lave Porsche til underlaget i en næsten naturstridig sammensmeltning.

Fordækkene får kræfter fra deres egen elmotor på forakslen og har mindre gummi at gøre godt med, da dækkene er smallere og har højere profil. Firehjulstrækket er umiskendeligt til stede, og selv om Porsches massive elbilsatsning gebærder sig som et medlem af familien, har den ikke de samme kommunikative bevægelser som de mere levende søstre og brødre.

Grundet en velvoksen vægt er Taycan Turbo S gjort stærk, stiv og benytter luftaffjedring for at bære sin ballast på bedst mulig måde – ligesom tyngdepunktet er lavere end i sportsvognen 911. Sammenlignet med andre elbiler, er Taycan i en dynamisk klasse for sig selv – men fysikkens love lurer i kulissen, selv om de langt hen ad vejen føles som sat ud af spil.

Men hvordan kører Porsche Taycan anderledes end de andre elbiler, og hvordan kan Porsche love, at den er hurtigere at lade op? Uden at det er nødvendigt med en diplomeksamen i svagstrøm for at forstå sammenhængen, er der flere oplagte og udslagsgivende forskelle fra Taycan til andre elbiler. Taycans batteri leverer strøm til elmotorerne og er placeret i bilens bund.

Ved lanceringstidspunktet vil den kunne fås i to effektvarianter – Turbo og Turbo S. De to navne er noget misvisende, da elmotorerne naturligvis ikke benytter sig af turboladere, som er en effektøgende konstruktion, der kendes fra både benzin- og dieselmotorer.

Porsche må være af den opfattelse, at den sociale konnotation, der knyttes til ordet “Turbo” som et signal for kræfter, er vigtigere end mekaniske fakta. Både Turbo og Turbo S har et batteri med en kapacitet på 93 kilowatt-timer.

Skal kunne køre over 400 km på en opladning

Forskellen på de to varianter er udnyttelse af strømmen på batteriet. Turbo S yder flere hestekræfter og kan accelerere hurtigere i en særlig boost-funktion, mens Turbo uden S har en smule længere rækkevidde. Ingen af dem er dog slappe, da de begge i udgangspunktet yder 625 hk, og begge har en opgivet rækkevidde ifølge WLTP-normen på over 400 km.

Meget af hemmeligheden bag de flotte præstationer ved ladestanderen og på asfalten er den grundlæggende konstruktionsarkitektur. Porsche har valgt at bygge deres elektriske system op omkring en 800-volt-arkitektur – det dobbelte af standarden andre steder i branchen.

Den høje elektriske spænding har blandt andet den fordel, at selve strømstyrken kan være lavere, hvilket skaber mindre varmeudvikling. Den lavere varmeudvikling sætter andre krav til bilens ledningsnet, der kan gøres lettere. Resten af bilens komponenter som batteri og motorer bliver også mindre varmebelastet, hvilket er en del af historien bag de lynhurtige ladepræstationer.

På nuværende tidspunkt vil Porsche Taycan i nogle situationer være i stand til at modtage strøm hurtigere, end ladestanderen kan afsende den. Taycan kan modtage strøm med op til 270 kW, hvilket er hemmeligheden bag løftet om 100 km efter fem minutters ladning.

Sandheden er dog, at mange ladere ikke kan matche Taycan endnu. Som tiden skrider frem, vil der naturligvis komme flere ladestationer, der kan hamle op med Porschens imponerende kapacitet – men meget er fortsat teori, og det er ikke givet, at hverken lader eller bil vil kunne samarbejde på maksimalt niveau under hele opladningens varighed og i alle batteriets faser/stadier, ligesom opladningen også ligger under for andre påvirkninger som for eksempel temperatur.

Sætter ny standard for eldrevne performancebiler

Taycan er uden tvivl den hidtil mest dynamisk velkørende elbil. Og selv om vægten matcher flere andre performance-elbiler, har de dynamiske egenskaber stået så højt på prioritetslisten, at tyskerne har arbejdet sig henover flere af udfordringerne gennem vægtfordeling og opsætning af undervogn og styretøj.

Smagen på toppen af kransekagen i form af Taycan Turbo S lover godt for fremtidige mindre kraftfulde, men også lettere og billigere varianter.

Vores testbil fik en overnatning på Amager, inden dens krævende roadtrip fortsatte med et nyt hold testkørere og resten af Europas storbyer som pejlemærker.

Rigtig god tur og god vind, Porsche Taycan.

Porsche Taycan Turbo S

Opbygning

Firedørs, firesædes sedan, litiumbatteri i bunden, to elmotorer, firehjulstræk, elektrisk totrinsgearkasse

Motorer
650 hk (761 hk i boost-funktion)
1050 Nm
Batterikapacitet 93 kWh
Maksimal ladning 270 kW

Præstationer
0-100 km/t 2,8 sek.
Topfart 260 km/t
Rækkevidde (WLTP) 412 km

Dimensioner
L/B/H 496/197/138 cm
Køreklar vægt 2370 kg
Bagagerum 366-447 liter
Dæk for/bag 265/35R21 – 305/30R21

Pris
2.120.096 kr.