Paris Motor Show 2018: Biler med kabler er hotte

370081_16_9_large_451.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
04. okt 2018 KL.17:32

Verdens største biludstilling målt på antal gæster viser grøn omstilling i praksis. Biler med kabler er hotte, men trenden er, at de ikke behøver være 100 pct. eldrevne.

Der er ingen, der rigtig kan forklare, hvor den forrygende retro­coupé fra Peugeot kommer ind i billedet.

Mærket har de seneste år støvsuget sit modelprogram for nichebiler, og alligevel står den midt på standen i Paris som en uventet stjerne.

Sjældent har vi set en bil, som man i den grad bare har lyst til at eje.

Anledningen til designstudiet er 50-året for Peugeot 504 Coupé. Fire timer efter åbningen på den første pressedag tirsdag havde 4000 personer skrevet under på afstemningen “On le veut!” (Vi vil have den!) for at få bilen i produktion.

CEO Jean-Phillippe Imparato svarede kort efter på Twitter, at man vil udarbejde en business plan og gå videre med projektet, hvis der kommer 500.000 underskrifter.

Konceptbilen med det kliniske navn e-Legend Concept er et eksempel på, at man kan være lige så passioneret over for elbiler som for almindelige biler.

Konceptbilen er eldrevet, men det er egentligt ligegyldigt – det er stilen, der vinder hjerter.


Peugeot-hybrid først i 2019

Fransk bilindustri er da også nødt til at satse på alle heste for at følge med i den rivende udvikling. Efter årtier med fokus på dieselteknologi er man bagud med hybriddrivliner, og det skal der laves om på. Både Peugeot og Citroën har hybriddrivliner undervejs.

Peugeot lancerer en ny 508 i Danmark i første weekend af november efterfulgt af stationcaren 508 SW efter nytår, men kun med konventionelle diesel- og benzinmotorer. Plug-in-versioner følger først om et år.

Hos Citroën er der store forventninger til den nye C5. Den har intet til fælles med forgængerne, og efternavnet Aircross viser, at det er en SUV.

Mærkets ambitioner om at være anderledes føres videre med den nyudviklede og komfortable støddæmperteknik fra C4 Cactus, og der loves fokus på alle personer i bilen – og ikke kun føreren. De tre bagsæder kan skydes individuelt, og der kan vælges mellem benzin- og dieselmotorer til lanceringen efter nytår.

Plug-in-hybrid drivliner følger sidst i 2019.

DS skal på banen igen

Citroën gør atter et forsøg på at skille DS Automobiles ud som et selvstændigt bilmærke. Den første model DS7 Crossback er på vej til Danmark, og den anden hedder DS3 Crossback og kommer efter nytår med et feminint designudtryk og nye farver. Der følger en 100 pct. eldrevet version sidst i 2019.

Målet er at skabe et mere eksklusivt og mere fransk bilmærke end Citroën og at skabe en egen identitet for mærket. At det godt kan lade sig gøre, er det Toyota-ejede Lexus et eksempel på; Det blev stiftet i slutningen af 1980’erne og har solgt 100.000 biler alene i Europa det seneste år.

Helt ny BMW 3-serie

BMW har verdenspremiere på syvende generation af deres mest solgte model. 3-serie er solgt i mere end 15 mio. eksemplarer siden 1975 og er også i Danmark mærkets mest efterspurgte model.

Den nye generation har tabt sig op til 55 kg og er længere og bredere end forgængeren, og både akselafstand og sporvidde er øget. Der meldes om fem motorer ved lanceringen i marts 2019: En 2-liters turbobenziner med 184 eller 258 hk, samt 2,0 diesel med 150 eller 190 hk. I 2019 følger 330d sedan med en nyudviklet sekscylindret diesel på 265 hk.

I sommeren 2019 kommer der en plug-in-hybrid med cirka en tredjedel længere rækkevidde på strøm end den nuværende model, og der er også en M Performance-variant undervejs.

Til marts holder BMW-forhandlerne fest, når de nye 3- og 8-serier lanceres samtidig med Z4 Roadster, som også vises i Paris.

Porsche med lav forrude

Mere end fire ud af ti nye Porscher på globalt plan er SUV’en Macan. Den præsenteres i en kraftigt revideret version med den velkendte, tværliggende LED-bjælke bagtil, der skal gøre slægtskabet med de øvre Porsche-modeller mere tydeligt. De danske priser starter ved 1.040.000 kr.

Porsche har også en nyhed for 911-fans. Den ventede nye generation af sportsvognen er ikke i Paris, men vi nyder i stedet den mageløse 911 Speedster Concept med lav forrude og to karakteristiske pukler bag sæderne.

Det meddeles, at den går i produktion efter en enorm interesse for konceptbilen. Der skal bygges 1948 eksemplarer for at markere mærkets 70-års fødselsdag, og man kan blive skrevet op til en bil nu. Prisen er ukendt.

Plug-in-Mercedes med 700 Nm

Mercedes-Benz har verdenspremiere på den nye GLE, som vi vender tilbage til i Biler senere på efteråret.

Her er også debut for A-klasse Sedan, der i kraftigste AMG A 35-variant erstatter A 250 Sport og nu kører med en 300 hk turbobenziner. I 2019 følger A 45 AMG med over 400 hk.

Elbilen Mercedes EC Q er naturligvis også med i Paris, men der er fortsat ingen dansk pris på modellen.

For firmabilister er der en interessant nyhed i C-klassen. C 300 de plug-in-hybrid er en ny diesel/el plug-in med en systemydelse på 306 hk og intet mindre end 700 Nm. Det svarer til et moment (sejtræk) som en C 63 AMG! CO2-udslippet er 42 g/km og snitforbruget 62,5 km/l i WLTP-normen.

Bilen fås som sedan og stationcar og kan køre op til 50 km på strøm. Den er interessant i Danmark på grund af den lempelige registreringsafgift på plug-in-hybrider og den lave pris på strøm i forhold til diesel.

Heftig højbenet Audi

Audi havde oprindeligt meldt afbud til Paris, men dukkede alligevel op. Den franske Audi-importør har en stor og fabriksstøttet stand med en enkelt nyhed i form af den kompakte SQ2.

Den har firecylindret turbomotor med 300 hk, firehjulstræk og 0-100 på 4,8 sek. Audi viser også elbilen e-tron, der er i Danmark inden nytår.

Hyundai elbil kører op til 485 km

Hos Hyundai afventer de danske forhandlere de første leveringer af Kona electric, der har en rækkevidde op til 485 km. Der introduceres desuden et nyt sportsligt trim ved navn N-Line.

Kia går nye veje med Proceed. Det var tidligere en tredørs hatchback, men er nu en sportslig shooting brake med god bagagerumsplads og stor bagklap. Proceed introduceres efter nytår med 1,4/140 og 1,6/204 hk benzinere, og en 1,6 diesel med 136 hk. Senere følger mild-hybridvarianter.

Seat viser deres første syvpersoners SUV med navnet Tarraco, mens Skoda har premiere på konceptbilen Vision, der har plug-in-drivline med 245 hk og bliver en konkurrent til VW Golf GTI.

Paris Motor Show har åbent til og med 14. oktober 2018.