Modeugen slår fast: Foråret bliver blåt og elegant

288227_16_9_large_795.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
08. aug 2014 KL.12:50

Blå. Det er næste forårs farve, viser den netop afsluttede modeuge, hvor designerne præsenterede deres forår/sommer 2015-tendenser. En modeuge, der bød på en nedtonet, elegant stil med feminine, bløde silhuetter, gulvlange kjoler og inspiration fra både Japan og sportens verden.

Farven blå

Der var tidspunkter under den netop overståede modeuge, hvor man næsten glemte, hvilken sæson designerne viste. Var det forår/sommer eller efterår/vinter? For farvepaletten det kommende forår er usædvanlig nedtonet ifølge de fleste af de mere end 30 danske designere, der afholdt show.

Der var masser af hvidt, som altid hører en sommersæson til – ikke mindst hos Designers Remix og By Malene Birger, hvor begge kollektioner var bygget op om hvide og cremede nuancer.

Væk var de mange pasteller, der har præget de seneste forår/sommersæsoner, og de fleste af de pangfaver, der kommer til at være del af modebilledet dette efterår. Også de mange print, der har været en stærk tendens, var der færre af, og når de var der, var de ofte mere nedtonede.


Det er der ikke nødvendigvis noget dårligt ved. Mens det samlede udtryk blev lige lovlig ferskt hos både Designers Remix og By Malene Birger, fungerede den underspillede stil raffineret og elegant hos Bruuns Bazaar.

Der var dog én farve, der igen og igen blev sendt ned ad podiet og i den grad ser ud til at blive forårets og sommerens farve: blå. Særligt en støvet marine- og midnatsblå, som ses hos bl.a. Lovechild, By Malene Birger og Ganni. Også sart denimlyseblå blev vist hos Designers Remix, mens der var lysende blåt hos Baum und Pferdgarten og Freya Dalsjø.

Mads Nørgaard kalder endda sin kollektion for Out of the Blue, og det var ikke for ingenting. Ud over at kollektionen var holdt i blå og hvid, var de sneakers, som både de kvindelige og mandlige modeller havde på, dyppet i lyseblå maling. Som for at understrege den blå tendens for dem, der måtte have en rest af tvivl om, at foråret bliver blåt.

Gulvlange kjoler

“Tag skoene af,” råbte modelbureauet Scoops indehaver Bente Lundquist til to af bureauets modeller, da Mark Tans show kun var få minutter gammelt. For allerede efter få skridt på podiet i de 12 cm høje stiletter så et par af modellerne ud, som om de var ét sekund for at falde – og mange sekunder fra at kunne gennemføre hele turen gennem salene på Den Frie Udstillingsbygning. Men pyt, skoene blev båret i hånden.


Mark Tan, der holdt sit første show sidste år, viste bl.a. en stropløs gulvlang vidde i skørtet, det tog pusten fra en, da den kom på podiet. Sommerens fester bliver i det hele taget indtaget i lang kjole. Designers Remix stod for nogle af modeugens smukkeste lange kjoler, som blafrede i vinden på catwalken under den åbne himmel.

Hos By Malene Birger var kjolerne især midnatsblå eller cremefarvede og enkle, med dyb udskæring og et lige op og ned snit, tilsat glitrende sølvfarvede broderier.

Hos Bruuns Bazaar strøg sorte og gyldne silkekjoler med spaghettistropper ned ad podiet, og her har chefdesigner Lene Borggaard arbejdet med forskellige længder i skørtet, så det får den rigtige flagrende udtryk, når det er i bevægelse. Et skørt, der i øvrigt også sås i form af en smuk nederdel for dem, der vil være mindre fin til sommerfesten – og ikke mindst til dem, der synes, de har svært ved at bære den nederdelslængde, der sås hos  stort set samtlige designere: midinederdelen, som går et stykke under knæet til midt på underbenet, og som kan være svær at bære, fordi den samtidig har vidde, og derfor kræver enten meget lange ben eller meget høje hæle.

Den dekonstruerede skjorte

Skjorten har for længst vundet indpas i kvindegarderoben. På det seneste ikke kun som et klassisk item til en arbejdsgarderobe, men også som et modeitem i sig selv og brugt på afslappet vis til et par sorte skinny jeans eller i en kjoleversion med eller uden ærmer.


Under modeugen gik flere designere skridtet videre. De har splittet skjorten op og brugt den på nye måder. Mest markant hos Bruuns Bazaar, hvor det tynde skjortestof blev brugt til at kreere en ny type nederdel. Den havde desuden skjorteknapper, så den lignede underdelen af en lang skjorte. Dog i en længde, der går til knæene, så man føler sig påklædt. Nederdelen sås både i klassisk hvid og lyseblå og i en mere pyjamasskjorteinspireret version i lyseblå silke med tynde, hvide striber.

Nederdelen var kombineret med lange overdele, f.eks. i tynd strik eller en blazer, så der blev leget med proportionerne og kontrasterne. Også hos Mads Nørgaard var skjortematerialet brugt til at lave f.eks. vide nederdele og shorts.

Det fik modspil af denim, som gjorde looket mere afslappet og knap så elegant – men meningen med Mads Nørgaards kollektion var da heller ikke elegance, men en afslappet, urban stemning.

Sport

Det er ikke nyt, at moden er inspireret af sportens verden. Men under denne modeuge var inspirationen markant, og allermest gennemført hos Ganni.

Udenfor på tagterrassen på Hotel Merkur, et tidligere Spies-hotel, gemmer sig nemlig Simon Spies’ gamle tennisbane. Og her – på modeugens mest originale showlocation – afholdt Ganni deres første show.
 
Det var gennemført fra det øjeblik, hvor mænd i tennisshorts tilbød publikum slushice i hvide bægre, til man fandt små hvide poser med popcorn på stolesædet – en stilfuld version af menuen i en sportshal.


Men den sportslige inspiration hos Ganni har fået et nyt twist, langt fra provinsens sportshal. Tænk hellere Vanity Fair og “jeg spiller tennis på den lækre måde, mens jeg ligner en glamourøs supermodel”-måden. Helt enkle hvide kjoler, sweatshirts med marineblå striber og stærk grøn prægede kollektionen.

Hos andre var sportsinspirationen mindre eksplicit, men kom stadig klart til syne, bl.a. med hvide sportsstriber på lysende blå buksedragter og kjoler hos Baum und Pferdgarten.

Japan

Japan var inspiration til adskillige af forårets kollektioner med jakker og frakker i kimonostil, mest markant hos Baum und Pferdgarten.


Her var blandt andet et tegneserieagtigt blomsterprint, inspireret af japanske Manga-tegneserier. Inspirationen fra Japan sås desuden i jakker og frakker i kimonostil og yndige, plisserede nederdele og kjoler med lyseblå og lyserøde japanske kirsebærblomster.

Også hos Freya Dalsjö og Veronica B. Vallenes var der kimonoer, ligesom Lovechild viste jakker og frakker i ensfarvet, mørkeblå kimonostil og bindebånd i taljen – i øvrigt understreget af japanskinspirerede sivklipklapppere. Og ingen tvivl om, at kimonoen, der i den tynde og mønstrede silkeudgave, har været et af denne sommers store hit, er i det hele taget del af modebilledet næste forår/sommer, dog også i en mere fitted og enkel udgave næste forår.

Hos Mark Tan var inspirationen fra Japan tydelig på en anden måde, nemlig i skarpe, små plisseringer og rundede, store skuldre på både frakker, jakker og bluser.

Sportslig inspiration og shorts til herrerne
 
Hos mændene dominerer blå og hvid også – brudt af bordeaux og nuancer af grøn. Silhuetten er generelt blød og afslappet uden skarpe linjer og med knælange, løse shorts som en af modeugens største tendenser, hvor næste års sommermode blev vist.

Vindjakken

Der er en stigende tendens til, at mande- og kvindemode følges ad, så nogle af de samme tendenser ses til både mænd og kvinder. Næste forår gælder det den sporty tendens, som bl.a. sås hos Mads Nørgaard i form af en vindjakke i anorakstil med hætte, udført i helt tynd nylon.


Materialetvalget er af de steder, hvor den sporty tendens kom tydeligst frem. Neopren, der de seneste sæsoner har vundet indpas på modescenen, sås særligt hos Han Kjøbenhavn, der ofte leger med materialer i deres kollektioner.

Her sås det tykke, gummiagtige materiale på korte jakker i bomberstil med kontrastfarvede lynlåse, og der var kropsnære træningsinspirerede trøjer med høj hals og lynlås – kombineret med stramme tights. Her blev looket næsten til sportstøj og ikke kun inspireret af sportens verden, og det var mindre interessant, end når inspirationen blev integreret i tøjet.

Kollektionen var også tydeligt inspireret af nattens undervandsdykkere, og modellerne bar alle sort-hvide kikkertlignende dykkermasker over ansigtet – en sjov gimik, der blev understreget af det nattelignende landskab på podiet, hvor modellerne gik i vand.

Men efter de første fire-fem indgange kunne man godt have ønsket sig, at maskerne røg af, og at Han Kjøbenhavn, som også sidste sæson lod modellerne bære masker, i højere grad lod tøjet tale for sig selv uden mere eller mindre aparte performancehjælpemidler. For det kan det nemlig sagtens.

Nedtonede nuancer

Den danske modeuge har altid mest fokus på kvindemoden, og i modsætning til Paris har vi ikke en modeuge, reserveret til mandemode. Når det er sagt, findes der bestemt interessante danske herredesignere.

Hos Bruuns Bazaar og Han Kjøbenhavn var farvevalget nedtonet med grå, sort og hvid som omdrejningspunkt.

Bruuns Bazaar legede med den skarpe sort-hvide kontrast med crispy hvide skjorter sat sammen med sorte shorts eller bukser, der stumpede lidt – stumpebukser er i det hele taget en klar tendens. David Andersen, der har en forkærlighed for sort, holdt alle looks konsekvent i skartskåret sort og hvid, men trods den generelt sort-hvide farvepalette var der én farve, der dominerede herremoden, og det var den blå, som også sås hos kvinderne.


Der var lyse og mellemblå denimlook fra top til tå hos Mads Nørgaards Out of the Blue-kollektion, og Bruuns Bazaar viste et lyseblåt suit med shorts og skjorte i samme nuance.

Der var støvede mørkeblå nuancer hos Han Kjøbenhavn – det danske herrebrand, der blev lanceret i 2008, og i begyndelsen især var kendt for deres unisex-solbriller, men har fået bygget et stærkt univers op omkring deres enkle og urbane stil. Han Kjøbenhavn viste dog ikke kun blå, men også bordeaux og grøn, fra mørk flaskegrøn til en lysere militærgrøn.

Også de prints, der på det seneste har sneget sig ind i herregarderoben, bliver færre og mere nedtonede til foråret, f.eks. i form af diskrete tern som hos Bruuns Bazaar. Så på den ene side var det en meget brugbar herremode,og på den anden side kunne man godt ønske sig mere spræl, da det er begrænset, hvor interessant kombinationen bukser-skjorte-blazer eller denim på denim bliver i længden. I hvert fald i showsammenhæng.

Lange, løse shorts

Hvis man er typen, der døjer med varme under et par lange bukser i sommervarmen, bød modeugen på en dejlig tendens: shorts.


Overalt (og faktisk også til kvinder) var der den type shorts, der går til knæene og sidder løst. Shortsene er inspireret af basketshorts, men mange af dem var udført på en mere klassisk måde og blot som en kortere version af et par suitbukser.

De mange shorts blev kombineret til et casual look med sweatshirts eller et mere formelt med skjorte og blazer.

Det kan stadig være en overvindelse ligefrem at gå på arbejde i shorts (blazer eller ej), men forårets shorts, der bl.a. var med opsmøg og i klassiske suit-materiale er en så formel og udgave af et par shorts, som det kan blive. Og klart en mere klædelig udgave end de helt korte tennisshorts, der også dukkede op, bl.a. hos David Andersen.