"Mange tror, at hvis man vælger at blive kvindelig programmør eller matematiker, kommer man til at bo alene med ti katte resten af sit liv"

388112_16_9_large_184.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
28. sep 2019 KL. 7:30
Som 36-årig blev Marie Louise Kirk partner i et af verdens største finanshuse. I dag er hun netop tiltrådt en stilling som dataansvarlig for 35.000 mennesker. Herfra forsøger hun at lære fra sig, at man kun holder på den lange bane ved at fortælle, når man føler sig trådt over tæerne og dropper alle illusioner om perfektion

“Data, data og data!” siger Marie Louise Kirk og smiler begejstret, som man kun gør, hvis man virkelig holder af data.

Hun har fundet plads ved et af bordene foran Skuespilhuset ved Københavns Havn. Hun er i Danmark på familiebesøg, om et par dage vender hun tilbage til sin italienske mand og deres tre døtre i lejligheden på Manhattan. Tæt på Wall Street og Goldman Sachs. Eller slet og ret Goldman, som hun selv konsekvent siger, for efter et 17 år langt bekendtskab er man på fornavn.

Det var som praktikant, at den nu 43-årige Marie Louise Kirk i sin tid blev en del af den amerikanske investeringsbank. Hun har netop tiltrådt ny rolle internt og er nu chef for alt kunderelevant data. Det betyder, at hun fremover skal definere og implementere datastrategien for de globalt set 35.000 ansatte. Hvis det går godt, vil de i fremtiden få virkelig nem adgang til mere data – og tilmed til data, der er verificeret og nemt kan hægtes sammen. Det er både praktisk og vigtigt.


"Jeg ser mange, især kvinder, der falder fra lige før chefstillingerne, fordi de aldrig får sagt, hvad de er kede af eller gale over" 


“Data er mere værd end olie og guld. Jeg vil argumentere for, at data er den mest værdifulde asset overhovedet for virksomheder. I hvert fald dem der rådgiver kunder. I en verden med utrolig stor konkurrence er god data forskellen på at være relevant eller irrelevant. Forskellen på vinderne og taberne.

Data…,” siger hun og læner sig ind over bordet:

“ … handler kort og godt om overlevelse.”

Bedstemødre med slag i

Der var ikke den store interesse for Wall Street i barndomshjemmet i Trørød nord for København. Hvis nogen, så højest en del skepsis. Marie Louise Kirk voksede op som ældste datter af to skibonitter, der havde revet de midtjyske teltpæle op og var taget til Sjælland for at studere og senere arbejde. Hendes mor som speciallæge i børnesygdomme og hendes far som ingeniør i Vejdirektoratet med ansvaret for at bygge broer og motorveje.

De fleste ferier blev tilbragt tilbage i Skive, hvor resten af familien stadig boede, og hvor de to bedstemødre på vidt forskellig vis kom til at agere fælles anstødssten i Marie Louise Kirks egen senere karrierestræben. På torvet havde hendes farmor åbnet sin egen kiosk, som hun trods manglende uddannelse formåede at drive med benhård forretningssans. Når hun ikke arbejdede, støvsugede hun dagbladene for alle tænkelige krydsordskonkurrencer, som hun jævnligt tog førstepræmier hjem i.

Hendes mormor havde heller ingen uddannelse, men hun var derimod hjemmegående, og fordi hun ikke havde nogen indtjening, var det morfaren, der styrede familieøkonomien. I begge tilfælde nåede Marie Louise Kirk samme konklusion for sit eget liv:

“Min farmor var en lynende intelligent kvinde. Og det er jo helt fint at have sin egen kiosk, men jeg kan huske, jeg altid tænkte, at med en uddannelse kunne hun have drevet det meget, meget vidt. Jeg fik stor respekt for de muligheder, jeg selv havde, for hun fik dem aldrig,” siger hun og fortsætter:

“Det gjorde et kæmpe indtryk på mig at se min mormor bede om penge og vende tilbage med overskydende mønter og bon på sine indkøb. Hun snakkede også konstant om, hvor meget hun glædede sig til at gå på folkepension, for så ville der endelig komme penge i hendes eget navn. På en skræmmende måde var det også utroligt motiverende, for jeg tænkte, at jeg skulle bare sikre mig min egen uafhængighed, om det var fra forældre, en mand eller en enkelt arbejdsgiver. Måske er det en af grundene til, at jeg har haft sunde og langvarende forhold til dem alle.”

Knofedt og konkurrence

Allerede i de tidlige skoleår fandt Marie Louise Kirk en særlig glæde ved at lære noget nyt, huske det og bruge det. Dengang var hun den mere stille og observerende type, og derfor var det vigtigt for hende, at når hun rent faktisk sagde noget, var der substans bag ordene.

“Jeg fandt det tilfredsstillende lige pludselig at overraske …” siger hun og banker knytnæven ind i håndfladen:

“Og så forhåbentlig slå hårdt til med indsigt og relevans!”

Det var fag som matematik, kemi og fysik, der faldt hende naturligt let, mens hun i andre fag, særligt de sproglige, måtte slide sig lidt mere til det. De høje karakterer kom i sidste ende, men det var en vej brolagt med “knofedt, udenadslæren og en insisteren på at nægte ikke at være god til det”. Til sin dimission på Rungsted Gymnasium blev hun bedt om, sammen med sine forældre, at rejse sig op foran resten af forsamlingen. Det var nemlig fast tradition, at studenten med det højeste snit skulle modtage en velfortjent hyldest. Men for Marie Louise Kirk kunne det dårligt være værre.

“Det var helt forfærdeligt. Og så som skibonitter! Vi stod bare og kiggede ned på vores tæer, indtil vi måtte sætte os ned igen,” siger hun:

“Det var så pinligt. Det var slet ikke pointen med at få det højeste gennemsnit at skulle stå der med mine forældre. For mig har det altid handlet om den personlige udfordring i at presse sig selv og blive bedre og bedre til noget. Jeg føler mig nogle gange som en væddeløbshund. Sæt kaninen foran mig, så skal jeg nok jagte den hele vejen.”

Dengang troede Marie Louise Kirk egentlig, hun skulle følge i sin mors fodspor og blive læge. Men det fik et åbent hus-arrangement på Panum Instituttet, hvor der var legemsdele skænket til medicinens brug til fremstilling, vendt op og ned på. I stedet startede hun efter gymnasiet som trainee hos A.P. Møller-Mærsk. Det blev til to “virkelig gode og formative” år, men også til erkendelsen af at hun i virkeligheden skulle en tur tilbage på skolebænken. Hun begyndte at studere økonomi på Københavns Universitet, hvor hun vanen tro fik sin bachelor med årgangens højeste snit. Det kastede Kronprins Frederiks Legat af sig, der åbnede for, at hun kunne tage sin kandidat på Harvard University i USA. I sit sidste år kom hun i praktik hos Goldman Sachs i London og året efter, i 2003, blev hun fastansat i en stilling, hvor hun skulle handle med derivater. Det betød også, at Marie Louise Kirk som ung kvinde pludselig skulle finde sin plads i en verden domineret af mænd.

Kattedamer og høje hæle

I midten af 2000’erne sad Marie Louise Kirk som chefhandler med ansvar for at tage hele risikoen for Goldman Sachs under prissættelsen af en kæmpe obligationshandel. Som det gør sig gældende til den slags, var der en lang række bankfolk fra andre store banker involveret. Fordi markedet hele tiden rykkede sig, og der var enorme summer på spil, var det afgørende, at hun fik besked om, præcis hvornår handlen var lukket.

Da hun ikke havde hørt noget længe, løb hun op til chefen for salg for at få en opdatering. Han stod midt i en samtale med en anden bankmand. Venligt, men bestemt bad den anden hende om ikke at afbryde, for der var altså ikke lige tid til sekretæren på dette nervepirrende tidspunkt. Ham, der vidste hvem Marie Louise Kirk var, blev helt hvid i ansigtet og begyndte straks at undskylde på vegne af den anden.

Hun kan ikke lade være med at smile skælmsk, mens hun genfortæller historien.

“Der er en forventning om, at alle handlere er mænd. Selvfølgelig kan jeg vælge at blive helt vildt skuffet. Men jeg må indrømme, jeg ser en kamp i den slags. Det er jo lidt sjovt at se reaktionen fra den seniorbankmand, der tog fejl, og forhåbentlig tænker han sig om næste gang, han har fordomme om handlere eller for den sags skyld sekretærer,” siger hun.


I årenes løb har hun haft lignende oplevelser, flere gange end hun efterhånden kan huske. Men selvom hun priser sig lykkelig for, at hun selv har fundet den slags virkelig motiverende, har hun med tiden også lagt mærke til, hvordan det for mange andre har den præcis modsatte effekt. Det gør hende både ked af det og gal. Det er i det hele taget for få kvinder, der vælger karriereveje inden for de videnskabelige, teknologiske eller matematiske fag, og ifølge Marie Louise Kirk skyldes det i høj grad netop fordomme, der starter allerede i en tidlig alder.

“Jeg kan simpelthen blive så gal på tv-serier, og især de amerikanske, hvor den populære og flotte pige ofte er mindre klog, og den kloge pige ikke er smart, har færre venner og bestemt ikke en kæreste. Det irriterer mig, at drenge ofte bliver vist en verden, hvor man kan være både klog, sej, have venner og en kæreste, hvorimod pigerne bliver præsenteret for et valg. Som barn finder man jo hurtigt ud af, hvem man gerne vil være, og så er det nok mere attraktivt at være den med vennerne og kæresten” siger hun.

Derfor sørger hun også altid for, når hun er ude at holde taler og foredrag, at fortælle de yngre kvinder, at hvis de går i samme retning som hende, kan de være lige hvem, de vil. De behøver heller ikke gå i cowboybukser, hættetrøje og gummisko for at programmere.

“Mange tror, at hvis man vælger at blive kvindelig programmør eller matematiker, kommer man til at bo alene med ti katte resten af sit liv. Så jeg sørger altid for meget hurtigt at fortælle, at jeg faktisk har en mand og tre børn. Der findes nogle meget stærke fordomme omkring kvinder i mere tekniske uddannelser og deres karrierevalg, men jeg prøver at vise, at man kan være lige præcis hvem, man har lyst til. Du kan gå med nederdel og høje hæle, og du kan være gift og have børn. Og hvis du vil bo alene med ti katte, gør du bare det.”

Investering i data

Da Marie Louise Kirk havde været ansat som trader i Goldman Sachs nogle år, bad hun om muligheden for en anden stilling. Hun var begyndt at savne matematikken i det daglige. Det havde hendes chefer svært ved at forstå, for at være trader var jo det mest prestigefyldte. Men Marie Louise Kirk valgte at stole på sin intuition.

“Jeg har set venner og kollegaer fra andre kulturer lide enormt under forventninger fra forældre og med et enormt pres på, hvad man skal opnå sit liv…,” siger hun.

“Det har jeg aldrig følt. Så længe jeg var glad, var mine forældre sådan set ligeglade med resten, og i virkeligheden har det nok ført til, at jeg har taget modigere beslutninger og turde rykke mere rundt, for den eneste, der forventede noget, var mig selv.”

I 2008 rykkede hun derfor som 32-årig til Goldman Sachs kontor i New York i sin nye stilling, hvor hun brugte matematikken til at løse problemer for firmaets institutionelle kunder. Det var hurtigt åbenlyst, at jo mere data, der var til rådighed, jo flere problemer kunne der løses og med større sikkerhed. Problemet var bare, at i modsætning til data i trading, hvor hver handel er dokumenteret og ofte med det samme elektronisk, var de relevante datasæt for mere sofistikerede kundeanalyser langt mindre strukturerede og i nogle tilfælde ikke-eksisterende.

“Udover sikkerhed skal en datastrategi inkludere redesign af processer, så nye og flere datasæt kan fanges automatisk i elektronisk form og ikke gå tabt i en organisation. Hvert datasæt bliver også nødt til at følge de samme definitionsprincipper, ellers kan de ikke kombineres. Det er nemlig allerede let at analysere et enkelt datasæt, men værdien ligger i at fange mere og kombinere mere data,” siger hun.

I 2012 blev hun som 36-årig partner i Goldman Sachs og i 2017 tilmed chief information officer for investment banking-afdelingen med særligt ansvar for deres flere hundrede matematikere og programmører. I sin nye rolle skal hun definere og implementere strategien for kunderelevant data for hele firmaet og dets 35.000 ansatte. Den helt store udfordring bliver nuancerne og kompleksiteten på tværs. Hvordan centraliserer og standardiserer man et regelsæt for data, uden man mister den daglige fleksibilitet for de enkelte afdelinger?

“Data er over det hele, men for mange kan det virke meget diffust, skræmmende og uoverskueligt. Mange virksomheder, men også lande for den sags skyld, har ophobet en hel masse data, men det er blevet en rodebutik. Hvordan begynder man at rydde op i den? Det kræver regler og systemer. På samme måde som man blev enige om med biblioteker i sin tid. Alle bøger er opdelt i genrer og organiseret efter forfatterens efternavn. På den måde kan enhver gå ind på et bibliotek og lynhurtigt finde den rigtige bog. Det er det samme, man skal gøre med data.”

Noget af det første, Marie Louise Kirk har tænkt sig at gøre i sit nye job, er at lave en datalovgivning med klare dataregler. For hvis nogle dele af organisationen ikke følger samme dataregler som resten, falder hele systemet fra hinanden. Så går folk, som hun siger, forvirrede ind på biblioteket.

Slut med det perfekte

Da Marie Louise Kirk mødte sin nuværende mand, var de begge studerende på Harvard. Mens hun steg i graderne hos Goldman Sachs, gjorde han selv karriere og var bl.a. i en årrække økonomisk rådgiver for den tidligere FN-Generalsekretær Ban Ki-moon. De sidste to år har han valgt at være hjemmegående, men tidligere, særligt efter de fik børn, kunne der nogle gange være pres på med at få enderne til at mødes. Men i virkeligheden er et af de helt store problemer, at man tilstræber perfektionisme på for mange parametre, og så er man dømt til at brænde sammen og fejle med det hele, mener Marie Louise Kirk.

“Jeg tror, at perfektionisme og dermed de urealistiske krav medfører, at man giver helt op, hvilket ofte betyder, at man siger sit job op eller vælger et mindre ambitiøst job medmindre ansvar. Rollen som mor siger man jo ikke lige op, så i stedet risikerer man at blive en mindre lykkelig mor under perfektionismens pres. Man må huske at klappe sig på skulderen over, at ens børn trods alt kom glade ud af døren om morgenen. Om strømperne så lige passer sammen, det er fuldstændig ligegyldigt. På den måde har jeg fundet fred med, at det hele er lidt kaotisk, rodet og usikkert,” siger hun.

Som leder har hun selv gjort det til en af sine helt store fokuspunkter at bryde illusionen om det perfekte.

“Jeg er begyndt på at være langt mere sårbar udadtil, for jeg tror ikke, det hjælper næste generation af ledere at tro, at man skal være en perfekt leder, der har styr på alt. For det er aldrig helt perfekt, men man kan stadigvæk godt være glad og have succes. Det er derfor også vigtigt at være åben omkring sine mindre perfekte følelser. Det gør en menneskelig, det er utrolig sundt at komme af med det, og det giver andre en mulighed for at rette en misforståelse eller støde til med hjælp,” siger hun og fortsætter:

“Jeg ser mange, især kvinder, der falder fra lige før chefstillingerne, fordi de aldrig får sagt, hvad de er kede af eller gale over, og det ene år går efter det andet, og lige pludselig kan de ikke tage det længere. Det er ligesom at blive en lille smule forgiftet hver dag. Man siger ikke noget, og man bliver ved med at give det perfekte smil, og lige pludselig en dag falder man fra.”

Marie Louise Kirk har dog selv måttet lære det på den hårde måde. Tidligere i sin karriere gik hun meget op i at fremstå som “den perfekte medarbejder”. Hende, der havde styr på det hele, og for hvem ingen opgave kunne give mavepine. Hun lod aldrig sin tvivl eller usikkerhed komme til udtryk, og netop derfor gik hun konstant rundt med tvivl og usikkerhed indeni. Indtil hun på et tidspunkt tænkte, at nu var hun simpelthen blevet for gammel til det pjat.

“I virkeligheden kom det af desperation. Jeg havde både familie og var blevet senior hos Goldman Sachs, og hvis det ikke skulle være for meget, var jeg nødt til at få mental fred et eller andet sted. Jeg havde ikke længere tid og kræfter til at gå med alle de ekstra bekymringer om, hvad mine chefer nu egentlig synes om mig og til at overanalyse hver eneste af deres eller mine sætninger eller handlinger,” siger hun.

Marie Louise Kirk besluttede sig for at spille med totalt åbne kort. Da hendes nye chef første gang havde afbrudt hende under et møde, vadede hun direkte ind på hans kontor efterfølgende.

“Hør her,” sagde hun:

“Jeg blev faktisk lidt ked af det før, for jeg følte, du afbrød mig. Jeg vil egentlig bare høre, hvad det gik ud på. Syntes du ikke, det var en god idé, jeg havde?”

Først så chefen en smule forskræmt ud. Så begyndte han at forklare, at det i virkeligheden var kommet af, at han var så begejstret over hendes idé, at han blot prøvede at bygge videre på den. I dette tilfælde var det en misforståelse, som hurtigt og effektivt blev ryddet af bordet, uden at den kom til at fylde mere mentalt. Lignende samtaler fremover førte dog også til masser af konstruktiv kritik. Det blev startskuddet til et utrolig ærligt og fortroligt forhold mellem dem, hvor begge kunne få glæde af at kunne stille sårbare spørgsmål til hinanden.

“Jeg tror, alt for mange bekymrer sig for meget om andres opfattelse, ikke mindst i arbejdssammenhæng. Her vidste jeg lige pludselig, hvor jeg stod, og den fred, som det gav, var fantastisk. Det er utroligt, hvor meget vægt det tager af ens skuldre. Det har jeg prøvet at give videre til dem, der er ansat under mig.”