Livet i den glemte verden: "Der er værdifulde elementer af fortiden, som vi i dag er alt for optaget af at latterliggøre og bevæge os videre fra"

390087_16_9_large_436.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
26. okt 2019 KL. 8:00

I mindst 600 år har James Rebanks’ forfædre været fårehyrder i de bjergrige egne i Lake District. Selv er den 44-årige englænder både næste led i rækken og bestsellerforfatter til “Fårehyrdens Dagbog”. Den skildrer livet i de gamle og glemte samfund og spørger: Har man i den moderne verden mistet nogle af de mest grundlæggende værdier?

James Rebanks skærer ind over bjergskråningen og de udtværede blade, der for nylig er dalet af træerne, på sin grønne ATV-motorcykel. På ladet bag ham ligger to af hans fårehunde, mens en tredje løber ved siden af med tungen stikkende ud af munden. Små, hårde regndråber vælter ud af skyerne og kun sjældent lykkes solen med at kaste lyssværd rundt om på markerne, hvor duknakkede græsstrå forsøger at holde stand mod blæsten. Små floder snor sig gennem landskabet med de hundredvis af får, der på afstand ligner små snefnug.

Et stykke oppe af bjerget stopper James Rebanks ud for en større flok spredte Herdwick-får. De to sidste fårehunde hopper ned til den tredje, og med ord, der ikke ville betyde noget andre steder, råber han til dem.

“Hey-up gawaan! Hey-up gawaan!”

Hundene forstår ham, eller også forstår de bare opgaven. Arbejdet her er kun muligt på grund af et særligt bånd mellem hyrde og hund, der går mere end tusind år tilbage. I disse bjergrige egne i Lake District i det nordvestlige England har James Rebanks’ familie levet en tilværelse som fårehyrder, ligeså langt tilbage, som stamtræet kan spores. Nu er det ham, der i sine forfædres fodspor fører traditionen videre. Han råder over mere end 700 får, og han kan kende hver og en fra hinanden. Året rundt handler hans tilværelse om livet her.

Tidligere på morgenen så han, at sjaggeren, en lille plettet spurvefugl med et gyldent bryst, var vendt tilbage fra de mere nordlige egne for at spise bær fra buskene. Svalerne var derimod fløjet sydpå. Asketræerne var begyndt at tabe sine blade, kvæget var blevet mere behåret, og de får, der havde maddiker, havde det nu ikke længere på grund af dalende nattemperatur.

James Rebanks smiler beskedent:

“Det er de små forandringer hver dag, der gør min verden til det, den er.”


"Jeg vil meget ihærdigt påpege, at der er værdifulde elementer af fortiden, som vi i dag er alt for optaget af at latterliggøre og bevæge os videre fra" - James Rebanks, fårefyrde


Det er den selvsamme verden, han fortæller om i bogen “Fårehyrdens Dagbog”, der har gjort ham til bestsellerforfatter. Den er blevet oversat til en lang række sprog, senest dansk, og er blevet solgt i over en halv million eksemplarer. Selvom den beskriver en verden, der i sin grundessens ikke kunne være mere anderledes, er den blevet et kæmpe hit i bl.a. London, fordi den også bliver et spejl, der holdes op for den moderne storbytilværelse.

“Jeg tror, mange går rundt og spekulerer over: Hvordan så vores verden ud før, hvordan var de folk, og hvad var det egentlig, vi byttede ud for den, vi lever i, i dag?” siger James Rebanks:

“Har verden rent faktisk bevæget sig i den rigtige retning?”

Besættelsen af at udrette noget

Da James Rebanks voksede op, var verden afgrænset af nabogårdene, og alt, der fandtes på den anden side, eksisterede ikke for alvor. Han sov middagslur bag rystende traktorsæder, mens mændene arbejdede i marken, og så snart han blev gammel nok, sprang han rundt ved siden af dem i høet, byggede huler af ballerne og fiskede i bækkene.

Senere begyndte han hver dag at gå i sin farfars fodspor og lærte alt, der var værd at lære om livet. Både de små praktiske ting som at bygge stengærder, men også at det var vigtigt at behandle folk ordentligt og vinde deres respekt, og at man skulle værne om gården og familiens navn og rygte. For hvert år blev han selv en smule stærkere og mere nyttig, mens hans farfar blev en smule ældre og svagere, sådan som det hurtigt stod ham klart, at livet tog sig ud i sin grundform. Man gik i fodspor for at lære en dag selv at føre an.

For James Rebanks var det begyndelsen på et godt liv. Men da han startede i skole i den nærmeste større by, stod det ham hurtigt klart, at andre så anderledes på det. Hans lærere fandt det umuligt, at folk som hans forældre og bedsteforældre foretog sig noget som helst meningsfyldt – eller ligefrem beundringsværdigt.

“Selv som barn stod det klart for mig, at min farfar var en meget intelligent mand, og at folk som min far var gode mennesker, der gjorde deres bedste. Men i skolen lå der underliggende i alt, hvad mine lærere sagde, at vi ikke havde lyst til at blive et af de her dumme mennesker, der blev i området og fik arbejde på en gård eller i et værksted. Det var spild af menneskeliv. Hvis vi var kloge, skulle vi sigte efter universitetet og efter at komme væk. Grundlæggende blev vi betragtet som “white trash”, og det forvirrede mig utroligt meget. For jeg kom fra en familie med meget kloge og ordentlige mennesker, men jeg blev mødt af en verden, der mente, at de var dumme.”

I stedet lærte James Rebanks, at succes var defineret af andre ting som “uddannelse, ambitioner, dristige satsninger og synlige faglige resultater”, og at det moderne samfund er besat af, hvor vigtigt det er at “komme videre” og “udrette noget her i livet”.

“Hovedbudskabet i moderniteten er: Forlad landet, tag til byerne, bliv uddannet, stop med at tænke på jord og dyr og bliv til noget andet. Det er grundlæggende modernitetens intellektuelle hovedstol,” siger James Rebanks og fortsætter:

“Jeg mener, det er en fejlslutning. Vi er endt med at leve den moderne tilværelse udelukkende for at opdage, at vi er stoppet med at tænke på de ting, der helt grundlæggende betyder noget.”

I begyndelsen af 2012 oprettede James Rebanks en profil på Twitter, hvor han under navnet “Herdyshepherd1” delte strøtanker og oplevelser fra sin dagligdag. Det var blevet ham bevidst, at hvis andre skulle forstå en tilværelse som hans, blev de først nødt til at kende til den.

Overraskende fik profilen hurtigt mange følgere, og på et tidspunkt blev han kontaktet af mediet The Atlantic, der ville have ham til at skrive en tekst om livet som fårehyrde.

Forlagsdarling

Næste dag ville alle og enhver i forlagsbranchen have fat på ham. Han blev kontaktet af adskillige agenter, og syv af de otte største forlag i verden bød på udgive hans bog. Kort før jul 2013 underskrev han en kontrakt med prominente Penguin Books.

Det var opstået som en tilfældighed, men faktisk havde James Rebanks allerede en tredjedel af en bog liggende. I årenes løb havde han skrevet digte efter dagens arbejde, der var blevet til en bunke af tekstbidder, han begyndte at sætte sammen. I sidste ende blev bogen en perlerække af forskellige scener, der skildrer hans farfar, far og livet på gårdene i Lake District.

“Det er det mest beskrevne landskab i England og har altid været en gigantisk centrifugalkraft for engelske forfattere, der definerer, hvad engelske folk tænker om landskaber, og i sidste ende faktisk hvad mange andre rundt om i verden tænker om landskaber. Men som ung havde jeg en meget stærk følelse af, at historien om folk fra landet ikke blev fortalt på en måde, hvor de blev genkendt. Fortællingen om vores eget landskab var skrevet af middelklassepoeter, der fuldstændig ejede fortællingen om, hvad der betød noget eller ikke betød noget,” siger James Rebanks og uddyber:

“De havde os i birollerne, og det forstod jeg ikke, for jeg så min far og min farfar og alle de andre, der arbejdede i de landskaber som fortællingens helte. Jeg havde altid en følelse af, at nogen måtte have skrevet bogen om, hvorfor vi betyder noget, men ikke alene opdagede jeg, at der ikke fandtes den bog, det gik også op for mig, at den aldrig ville blive skrevet, medmindre jeg gjorde det.”


Da James Rebanks blev født, var han ikke selv den vigtigste begivenhed. Da han valgte at komme ud før planlagt, kolliderede det med høsten, og derfor måtte familiens mænd vente med at tage del i begejstringen over familiens nytilkomne. En fejlslagen høst kunne få voldsomme konsekvenser. I den forstand blev han derfor født efter den vigtigste hyrderegel:

“Det handler ikke om dig, det handler om fårene og jorden.”

Når James Rebanks går rundt på gården i dag, er det også ofte med en følelse af, at hans far og farfar begge lever i ham.

Deres stemmer, deres værdier, deres historier, det hele bliver ført videre i hans eget hoved, han er videreførelsen af deres alles livsværk, og nu er det hans ansvar, at føre flokkene og traditionerne videre. I “Fårehyrdens Dagbog” vender han igen og igen tilbage til, hvordan fortiden og nutiden er vævet uløseligt ind i hinanden:

“Fortiden og nutiden lever side om side i vores arbejdsliv, de overlapper og fletter sig sammen, indtil det nærmest er svært at afgøre, hvor den ene ender, og den anden begynder. Så længe arbejdet fortsætter, vil de mænd og kvinder, vi engang gjorde det sammen med, leve videre iblandt os. Som en del af det vi laver, en del af vores historier og minder, en del af hvordan og hvorfor, vi gør de her ting.”

Når fårehyrder i Lake District foretrækker den gamle, lokale verden skyldes det ifølge James Rebanks ikke uvidenhed. Hans farfar var udmærket klar over, hvad de store byer kunne tilbyde, men han havde også en fornemmelse af, at de gjorde folk rodløse og anonyme. Den potentielle rigdom, der blev stillet til skue, betød ingenting, sammenlignet med det tilhørsforhold og den mening med alting, han fandt derhjemme.

“En af mine venner, der er antropolog, siger, at der findes to måder at tænke i tid på. Den lange udstrakte tid, hvor dit liv ikke er defineret af et her og nu, ikke engang defineret af din egen livstid, men tager afsæt i, at du er en del af en meget længere kulturel historie. Det er sådan, man anskuer tiden som fårehyrde,” siger han og konkluderer:

“Det står i direkte kontrast til den måde, langt de fleste mennesker tænker i tid i dag. For rigtig mange er deres liv løsrevet fra den store historie og er ikke defineret af meget andet end det enkelte individs mission.”

I fårenes tjeneste

En stor hvid hane med en prægtig rød kongekrone på hovedet spadserer ind ad den åbne hoveddør og går i hakkende bevægelser en omgang midt på stuegulvet. På spisebordet ligger en franskbrød-klapsammen og mangler, hvad der svarer til en ordentlig mundfuld. James Rebanks’ kone, Helen, en rødhåret kvinde med et mildt ansigt, spejder med bekymret mine efter ham gennem vinduet i den retning, han netop er forsvundet på sin grønne ATV.

“Bare der ikke er sket noget,” beklager hun sig.

Kort forinden var hun kørt i bil langs de store grønne marker og havde set et nyindkøbt Herdwick-får toppes med fire Swaledale-får. De havde banket hoveder og horn mod hinanden. Den slags kan ende galt, i værste tilfælde kan de slå hinanden ihjel. Derfor er James Rebanks stukket af sted for at løse situationen.

Huset, de bor i, var oprindeligt en gammel fårelade, men blev bygget om af sten fra Lake District med venners hjælp i 2012. I vindueskarmen tumler to store trækaniner, og farverige fugle pryder kaffekopperne. På væggen hænger indrammede sort-hvid fotos af bedsteforældre og oldeforældre på de selvsamme marker, og i flere tilfælde med får, der selv er forfædre til dem, der nu står på markerne. Over kaminen i den ene ende af stuen står store mængder bøger samlet. Hemingway, Salinger, Petterson.

James Rebanks yngste søn på knap to år kommer traskende gennem rummet med et legetøjsfår i hver hånd, og selvom han dårligt kan snakke, ved han præcis, hvilke slags det er:

“Swaledale!” siger han og løfter det ene. Dernæst det andet:

“Herdwick!”

Lidt efter kommer James Rebanks tilbage ind ad den åbne hoveddør.

“Det var sgu de fire Swaledale-får, der var bange for Herdwick-fåret,” siger han klukkende henvendt til sin kone.

Det lykkedes ham at få dem skilt ad og få dem placeret på hver side af et hegn. Der hersker atter ro for en stund. Han sætter sig tilbage ved spisebordet, tager en slurk af kaffen og sætter på ny tænderne i sin klapsammenmad.

Et vildfarent samfund

Som fårehyrde foregår livet i en evig cyklus. Alt genopstår på ny og har gjort det i hundredvis af år, før man selv kom til og vil formentlig gøre det i hundredvis af år, efter man har forladt jorden. Når det gamle landbrugssystem har overlevet på netop disse kanter, skyldes det ifølge Rebanks, at man længe var så isolerede, at man sneg sig udenom kapitalismens logik.

Da han var barn, købte en af hans farfars venner får, men opdagede nogle uger senere til en fåreauktion, at han havde fået dem en hel del under markedsprisen. Han brød sig ikke om at fremstå grådig og fandt det samtidig uretfærdigt over for den sælgende hyrde.

Straks sendte han ham en check på ekstra betaling samt en undskyldning. Men den anden hyrde nægtede at indløse pengene, for i hans øjne var det en æressag, at man stod ved en handel. De havde trods alt givet hånd. Ingen af dem havde et ønske om, som James Rebanks skriver i sin bog, at “maksimere deres udbytte på kort sigt, sådan som en moderne forretningsmand i storbyen ville gøre det.” For dem begge var deres gode navn og rygte langt vigtigere end muligheden for nemme penge.

Selv oplevede han ofte, hvordan hans far puklede dagen lang, for så straks at tage over for at hjælpe en af naboerne, hvis han hørte, at denne stadig var i gang, og hvis der blev foreslået lidt betaling for hjælpen, overhørte han det bevidst. Det var det uskrevne æreskodeks, der herskede mellem hyrderne.


“Et af de underliggende spor i“Fårehyrdens Dagbog”er at kigge på, hvad vi egentlig var før. Hvordan var de mennesker, hvad var deres værdier, og hvor fanden forsvandt de egentlig hen?” siger James Rebanks og fortsætter:

“Der er en masse godt at sige om Storbritannien, og der er en masse gode folk, men på et tidspunkt kom vi til at gå ned ad nogle forkerte veje, blev en smule fortabte undervejs og endte op et mærkeligt sted. Vi blev i bund og grund mere amerikanske, vi begyndte at tro mere og mere på markedet, mere og mere på frihed, og vi intellektuelt demonterede forestillingen om det mere regulerede samfund for kollektivets bedste.”

Fårehyrde med blyant

Da James Rebanks voksede op i 1980’erne, var det med en følelse af, at alting begyndte at ændre sig hastigt, mens man på gården fortsat forsøgte at leve en åndelig tilværelse som bønder. Særligt hans farmor forstod slet ikke nye ting, og hun gjorde heller ikke for alvor et forsøg på det. Alt, hvad der kom frem af bøger, penge, computere, kreditkort og ferier, mente hun, var flygtige vildfarelser.

Da familiens yngre kvinder arrangerede pizzaaften, mente hun grundlæggende, de var gået fra forstanden.

Selvom den verden, hun tilhørte, forsvandt omkring hende, fortsatte hun med at leve i den, som om ingenting var forandret, og hvis hun alligevel blev konfronteret med den moderne verden, stillede hun sig i opposition til den.

Det er ikke, fordi James Rebanks mener, at de gamle samfund rummer svarene på det hele, og der er bestemt dele af dem, der har haft godt af at gennemgå en vis værdimæssig modernisering.

“Min bedste ven, da jeg voksede op, var bøsse, og den reaktion, han blev mødt af, var forfærdelig og rystende. Og lad os være ærlige, hvis du var kvinde, var det ikke altid et særligt rart samfund. De var ikke lige så frie som mænd, og der foregik med sikkerhed for meget undertrykkelse i hjemmet. Jeg siger på ingen måder, at fortiden er perfekt. Men jeg vil meget ihærdigt påpege, at der er værdifulde elementer af fortiden, som vi i dag er alt for optaget af at latterliggøre og bevæge os videre fra,” siger James Rebanks og fortsætter:

“Jeg føler, jeg voksede op i en meget stærk kultur med meget stærke værdier, der i virkeligheden er meget gamle værdier. De kom fra min farfar, der var født i 1918. Men på mange måder var de givet videre af hans farfar, der var født i 1850. Men som barn i 1980’erne fik jeg fornemmelsen af, at det værdisæt, jeg var vokset op med, clashede med det værdisæt, der var begyndt at herske i Storbritannien. Celebrity-kulturen var begyndt at tage fat, og det hele blev mig-mig-mig og nu-nu-nu! Der opstod en grådighed, der kun er blevet værre, i den tid jeg har været i live. Vi er blevet et mærkeligt selvoptaget samfund.”

Han stirrer eftertænksomt ud i luften et øjeblik.

“Men jeg er hverken politiker eller filosof,” siger han så:

“Jeg er faktisk ikke andet end en fårehyrde med en blyant, så det eneste jeg virkelig kan gøre, er at fortælle en historie, om hvordan vores samfund engang var. Så må folk selv reflektere over resten.”

Fårehyrdens fornøjelse

Den blodrøde aftensol slår sprækker i det ellers kulsorte aftentæppe. Ifølge overtroen er den slags et godt tegn for fårehyrder. “Red at night, shepherds’ delight,” lyder et gammelt ordsprog. I de forgangne timer er de store grønne marker i dalen gradvist blevet malet bort for natten. Det var elektriciteten, forklarer han, der i sin tid frigjorde mennesker på de nordlige breddegrader fra solens gang. Men heromkring er der ingen gadelamper, og derfor dikterer solens rytme fortsat livet. Nu ses blot de dunkle omrids af bjergene i horisonten.

James Rebanks peger i retning mod det ene. Det kaldes “Saddleback”, for sin utraditionelle form. Deroppe fra kan man se helt ud til det Irske Hav, forklarer han, og retter pegefingeren mod et andet bjerg, hvorfra man kan se, hvor havet kommer ind og næsten adskiller England fra Skotland.

“Og derovre,” siger han og peger på en tredje bjergtop: “Kan man se Nordsøen.”

James Rebanks har tænkt sig at blive gammel i disse bjerge og leve som fårehyrde resten af sit liv. I 2014 døde hans far. Det betød, at hjulet drejede endnu en omgang og efterlod ham som den ældste arvtager. En dag vil hans fire børn blive voksne og tage stilling til, om de selv vil gå i de samme fodspor. Der er masser folk i verden, der mener, at en tilværelse som denne hører fortiden til. At fremtiden tilhører andre end hans slags.

“Show me!” udbryder han.

Et øjeblik smiler han udfordrende i aftensolens spinkle skær.

“Vis mig, hvor man finder en bedre fremtid henne. For hver gang jeg er blevet præsenteret for et bud på en anden fremtid, har den ikke været bedre, end den man finder her.”