Legesyge cowgirls imponerede på Amager

329629_16_9_large_328.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
12. aug 2016 KL.10:36
Åh – aldrig har man været så glad for at se et print, som da Ganni viste deres forår/sommer 2017-show. For stort set alle designere har indtil torsdag eftermiddag været enige om at vise næsten ensfarvede kollektioner – med striber som stort set eneste brud på dét princip.

Læs mere fra Københavns modeuge her.

Så selvom Ganni faktisk tidligere har lavet langt flere prints end dem, der gik på podiet på den industrielle location, Fabrikken på Amager, var det dejligt at lade øjnene hvilke på kollektionens småblomstrede print på sennepsgulbeige kjole med frynser og galopperende brune heste på lyseblå baggrund.



"Knap så sjovt var det dog at se et par af showets modeller være så tynde, at de næsten fik resten af showets modeller til at fremstå som godt i stand"


Ganni er - ligesom By Malene Birger – inspireret af L.A til denne kollektion. Men hvor Birgers L.A. er laidback-glamourøst, er Gannis anderledes vildt, ungt og med tydelige præg af western – tænk Thelma & Louises døtre på roadtrip møder Det Lille Hus på Prærien.

Cowboystøvler og tasker i slangeskind, skinnende frynser, beige ørkenstøvler med røde flæser og et strejf af saloon-stil med toppe ned krænget ned over skulderen – og som kontrast blomsterprint og forklædelignende kanvastoppe med flæsekant.

Det hele tilsat sporty elementer som striber langs buksebenene og f.eks. en nylonjakke. Kollektionen hedder da heller ikke Space Cowboy for ingenting.


Chefdesigner Ditte Reffstrup leger med et ungt, uhøjtideligt look og med det, som er grimt og flot på samme tid. Som et par beige kanvasshorts med flæser tilsat en knaldrød strik og elastikbælte i taljen eller en slangeskindsjakke tilsat beige pludderbukser, ørkenstøvler og T-shirt – og minder os om, at mode faktisk også bare er for sjov.

Knap så sjovt var det dog at se et par af showets modeller være så tynde, at de næsten fik resten af showets modeller til at fremstå som godt i stand, hvilket er noget af en præstation – og udover det næppe kan være sundt, skæmmede det også tøjet.


Men tilbage til netop dét: Ganni har de seneste år vist, at mærket formår at lave tøj til den unge storbykvinde og designe hits, så den samme Ganni-leopardfrakke eller blomstrede kimono pludselig er overalt – på cykelstien, i køen i supermarkedet og hov, hjemme i ens garderobe. Og denne kollektion er ikke en undtagelse.


Showets T-shirts med påskriften Space Cowboy kan nemt blive næste hit – og med blik for det kommercielle og udsyn mod udlandet, der pusler med at gøre modeshows forbrugerrettede, har Ganni sørget for, at T-shirtsene købes online umiddelbart efter showet. Resten må man vente til foråret med at få fingre i.