Lars Seier har fået nok af rentable men kedelige forretningsidéer: "Jeg synes efterhånden, jeg har optjent retten til at have det sjovt med de ting, jeg laver. Og det har jeg så"

386531_16_9_large_838.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
23. aug 2019 KL.11:01

Michelinrestauranter, FCK og kunst for millioner er bare nogle af de ting, som Lars Seier Christensen investerer i. Ikke for pengenes skyld, for han har så længe arbejdet hårdt for penge, at det nu skal være sjovt og give ham indblik i andre brancher. Derfor står han også bag, når den nye internationale kunstmesse Enter åbner i København næste uge

Lars Seier Christensen er forsinket. Han har været i Beograd sammen med sit fodboldhold, FC København. Når han siger “sit fodboldhold”, mener han ikke bare, at han er fan. Nej, rigmanden købte for et halvt års tid siden knap en fjerdedel af fodboldholdet, fordi han havde lyst til at lære alt om fodboldøkonomi.

Det er sådan, Lars Seier Christensen gebærder sig i sit liv som investor: Han køber sig ind i de brancher, som han gerne vil forstå. I næste uge åbner kunstmessen Enter, som han har været med til at finansiere, og derfor åbner han dørene til sit hjem for Børsen. For at tale om investeringer i kunst, kultur, mad. I det gode liv. Investeringer, der ikke nødvendigvis skal give ham “smør på brødet”, som han siger.

Imens Lars Seier Christensen venter på sit fly i Beograds lufthavn, har hans husholderske hentet hans gæster fra Børsen i Zürich Lufthavn og installeret os i køkkenet i hans slot i Schwarzenbach, 40 minutter i en hurtigkørende, sortskinnende bil fra lufthavnen.

Slottet blev oprindeligt bygget i 1200-tallet for at kunne give områdets soldater og deres heste pleje, når de rejste rundt i landet, men i dag er stemningen på gårdspladsen en lidt anden. Garagerne er proppet med Ferrarier, Bentleyer, Lamborghinier og Rolls-Roycer. Lagerbygningerne bugner af kunst. Og en parklignende have strækker sig grønt og velplejet ned mod en flod i det fjerne.

3_51040_picture_5889_1.jpg
Engang var denne Rolls-Royce grå. Det var før, kunstneren Kristian von Hornsleth fik fingre i den.

Husholdersken serverer kaffe i en stor sølvtermokande samt smørrebrød belagt med mørkerødt, tyndskåret kød og æggesalat fra den lokale bager til morgenmad. Køkkenet er petroleumsfarvet og enormt, en krystallysekrone på størrelse med den golfvogn, der holder ude på gårdspladsen – hvis man nu vil ned i haven uden at skulle gå – hænger midt i rummet over den enorme køkkenø.

Ved det imposante komfur er husholdersken gået i gang med at stege store laksefileter til den frokost, der ender med at være perfekt timet i forhold til Lars Seier Christensens ankomst.

Vi spiser, mens Lars Seier Christensen fortæller om indretningen af slottet, som familien overtog for ti år siden. Der lå en garage her, hvor køkkenet er nu. Hans fem piger og hustruen Yvonne Seier Christensen har indrettet.

Kunsten på væggene er det Lars Seier Christensen, der har stået for. Hver eneste ledige vægflade i hele huset, hvis kvadratmeterantal indehaveren ikke kender (“man måler jo ikke sådan nogle huse op ligesom et parcelhus,” svarer han på spørgsmålet om størrelsen), er behængt med kunstværker, danske og internationale, alle moderne. Kun én flade er uden kunst, fordi væggen er rund, og han endnu ikke har fået bestilt et billede, der passer i formen. Hans hustrus eneste indvending er ikke af æstetisk karakter, nej, hun synes blot, han køber for meget.


“Jeg tror også, at hvis man er meget højreorienteret, som jeg er, har man en tendens til at være meget fokuseret på forretning og ikke på kultur. Jeg er lige så højreorienteret, som jeg altid har været, men jeg er blødet lidt op af det kulturelle, som tiden går. Jeg kunne hidse mig helt vildt op over en venstreorienteret sangtekst tidligere, men nu er jeg begyndt at høre Bob Dylan.” - Lars Seier Christensen


Det er to år siden, at Lars Seier Christensen solgte sin sidste andel i Saxo Bank, og fire år siden, han forlod direktionen. Det gjorde ham til milliardær, og det gav ham rådighed over sin egen tid igen. Salget er blevet anslået til at have indbragt ham 2,6 mia. kr., og han har medgivet, at det ikke ligger langt fra sandheden.
For første gang i sit liv havde han nu opfyldt alle sine grundlæggende økonomiske behov og overskud til at vælge, hvad han ville beskæftige sig med.

Siden har Lars Seier Christensen taget for sig af alt det, der fascinerer ham. Nogle af de ting, han har valgt at satse på, er gourmetmad, sport og kunst. Brancher, der ikke just er kendt for at forgylde deres investorer – i hvert fald ikke i samme grad som valutahandel. Men det er Lars Seier Christensen ret ligeglad med:

“Jeg har arbejdet længe og hårdt og haft mange rejsedage og lagt mange timer i Saxo Bank, og nu er jeg nået til et punkt i de senere år, hvor jeg synes, at jeg kan tillade mig også selv at gøre noget for oplevelsens skyld. For at lære noget, for underholdningens skyld,” siger han.

Øverst i behovspyramiden

At lære noget er afgørende for Lars Seier Christensens investeringer. Om en uge åbner en ny kunstmesse, Enter, som han er med til finansiere, fordi moderne kunst er en af hans nyere interesser. Mens han viser os rundt i de mange rum, hvor den moderne kunst hænger tæt, må han ind imellem slå op i et katalog for at huske hvilken kunstner, der har skabt hvilket værk.

“Jeg tror, det er som Maslow pyramide. Når man har fået opfyldt de væsentligste behov, skal man finde på noget nyt. Før i tiden havde jeg et meget rindalistisk syn på tingene. Jeg kunne ikke forstå, at nogen kunne gide kigge på moderne kunst. Men det kan jeg godt nu. Nu har jeg lidt sværere ved at forstå, at nogen gider se på naturalistisk kunst. Sådan ændrer man sig på mystisk vis,” forklarer han.

Hvorfor ved han ikke lige. Han trækker på skuldrene, tænker over det.

“Måske erfaring? Når man ikke overhovedet fatter moderne kunst, kan man sige ting som “det kunne mit otteårige barn have lavet”. Men når man så sætter sig ind i, hvad kunstnerne prøver at udtrykke, møder dem, hører dem forklare, hvad tankerne bag er, og man ser på den tekniske del af det, så finder man meget hurtigt ud af at, at det ikke er noget, et barn kunne have lavet,” siger han.

2_51039_picture_5889_1.jpg
Krystallysekroner, guldmotorcykler og vægmalerier er blandt de ting, der gør Lars Seier Christensens slot fra 1200-tallet i Schweiz til en særlig oplevelse at besøge.

Dette her med at et barn kunne have malet det, lyder som noget, han selv kunne have sagt, da han var 20 år, medgiver han:

“Jeg tror også, at hvis man er meget højreorienteret, som jeg er, har man en tendens til at være meget fokuseret på forretning og ikke på kultur. Jeg er lige så højreorienteret, som jeg altid har været, men jeg er blødet lidt op af det kulturelle, som tiden går. Jeg kunne hidse mig helt vildt op over en venstreorienteret sangtekst tidligere, men nu er jeg begyndt at høre Bob Dylan.”

Lars Seier Christensen griner af sig selv.

“Livet er for kort til kun at beskæftige sig med højreorienterede kunstnere. Dem er der ikke så mange af. Men når det kommer til, at man skal købe noget af dem, bliver de meget kapitalistiske alle sammen.”
Han fører an ind i sit herreværelse, hvor der står en skinnende sølvtyr på bordet, en nyerhvervelse, som symboliserer begrebet bulls marked – et aktiemarked, der er kendetegnet ved stigende investortillid.
“Den skulle jeg selvfølgelig have,” siger han og fortsætter med at pege på kunsten omkring sig og sige navnene på kunstnerne højt, og når han skal forklare, hvorfor han godt kan lide et bestemt kunstværk, svarer han:

“Det er bare et godt maleri. Jeg kan godt lide det.”

Et nyt maleri af Christian Lemmertz, en af Lars Seier Christenstens yndlingsmalere, står stadig indpakket op af en sofa.

“Jeg havde faktisk misset det, men så var det heldigvis en god ven, der havde købt det, og jeg spurgte, om jeg ikke lige kunne overtage det. Det kunne jeg heldigvis. Det er der en særlig grund til, som I kan se lige om lidt, ” siger han hemmelighedsfuldt.

Den øvre grænse

I selskabsstuen står i den ene ende af rummet et kunstværk af den japanske kunstner Chiharu Shiota – et klaver pakket ind i tråde. Det er hans større kunstinvesteringer, købt på Art Basel, hvor de rigeste kunder kan få lov til at komme ind på messen, dagen før messen åbner, og sætte små røde prikker på de værker, de gerne vil købe.

Det har Lars Seier Christensen dog aldrig selv gjort.

“Jeg er ikke oppe i den prisklasse. Jeg kan ikke få mig selv til at købe… Arj, jeg har købt nogle enkelte ting på Art Basel. Men for mig ligger den øvre grænse på 1-2 mio. kr. for et værk. Jeg føler mig simpelthen ikke komfortabel ved at bruge 50 mio. kr. på et maleri, for jeg ville ikke vide, om folk tog røven på mig.”

Fordi han har været en del af den branche, dengang han selv havde et galleri i London, som han siden har lukket, bryder han sig ikke om at handle kunst i den helt store skala.

“I bund og grund er det en branche, der er svær at gennemskue, og hvis man som mig ikke er ekspert, skal man passe på, at man ikke bliver taget ved næsen.”

Hvorfor så købe al denne her kunst?

“I bund og grund kan jeg godt lide kunst, og så vil jeg bare gerne forstå den branche. Men der går så mange penge tabt i forløbet. Det er ikke så nemt at komme ind og ud af. Som investeringsobjekt kan jeg finde på ting, der er nemmere at have med at gøre. Men man kan jo ikke hænge en dollar-yen-trade op på væggen og gå og kigge på den hver dag,” siger han og griner højt.

Et forsøg ud i det almennyttige

Den nye kunstmesse Enter, der åbner om en uge, har han købt sig ind i, fordi han gerne vil forstå den forretningsmæssige del af at drive en kunstmesse.

“Når jeg står og ser på en masse malerier, kommer jeg efter et stykke tid til at tænke på, hvorfor de hænger der, hvad de koster, hvad kunstneren tjener, og hvordan det hele fungerer. Hvad motiverer kunstnerne? Er de alle sammen ligesom van Gogh, der dør af sult? Nej, heldigvis ikke, men jeg må sige, at der er mange, der har en forrygende dedikation til noget, som de tjener meget lidt på. Det kender jeg også fra restaurationsbranchen, og det kan jeg også have en respekt for.”

Fordi han er kommet på mange kunstmesser, var han lydhør, da galleristen Hans Alf, der repræsenterer yndlingskunstneren Christian Lemmertz, fortalte, at hans hustru Julie Alf ville starte en kunstmesse. Ville Lars Seier mon være med?

Saxo Bank-grundlæggeren takkede ja. For ham betyder det, at han – ligesom da han sidste år forsøgte at få Formel 1 til København – kan gøre noget for at få turister til byen, det er en slags forsøg på at lave noget almennyttigt, som alle kan få glæde af.

“At få en mere internationalt orienteret kunstmesse til København, at få det op at stå over en årrække, det kan alle danskere få glæde af. Og de danske kunstnere kan interagere mere direkte med gode udenlandske gallerier. Messen skal holdes i et kæmpe telt a la Frieze Art Fair i London, og jeg synes, Julie gør et godt arbejde med at få folk hertil,” siger Lars Seier Christensen.


"Udgangspunktet er, at jeg skal bygge en sund forretning. Ellers er der heller ikke meget sjov i det. For enhver milliardær kan jo købe en stor klub og brænde 1 mia. af om året på at købe nogle gode spillere, og så er det jo logisk nok, at man vinder nogle pokaler. Men er det fair overfor de andre klubber, der kører en forretning?" - Lars Seier Christensen


Kunstmessen er én blandt 20-25 andre aktive investeringer, der bl.a. tæller et israelsk laboratorie, der forsøger at fremstille kød kunstigt (“i fremtiden vil vi ikke tale om økologi eller CO2-udslip i forbindelse med kød, det er jeg sikker på”), og den slags fremtidssnak synes han er så spændende, at han gerne vil lægge sine penge i virksomheden bare for at blive holdt orienteret.

På samme måde som han har fulgt med på gourmetsiden, siden han i 2015 købte restaurant Geranium og derfor på tætteste hold har oplevet den gigantiske succes, Danmark har fået madmæssigt, især da Geranium fik tre stjerner i Michelinguiden.

“På gourmetsiden har vi opnået verdensberømmelse, og det har vi jo absolut ikke på kunstsiden. Jeg ved ikke, om vi har talentet til det, men det må vi finde ud af hen ad vejen.”

Kærligheden til det gode køkken begyndte for Lars Seier Christensen, da Saxo Bank voksede, og de velhavende kunder forventede noget andet end McDonald’s-burgere til forretningsmiddagene.

“Med den type investorer er tilliden vigtig, og der kan det være godt at have en god sportsoplevelse eller end god madoplevelse sammen. Man bonder på en anden måde, man får talt om nogle andre ting, hører lidt om deres liv, andet end bare forretning. Så jeg tror, meget af interessen er blevet skabt ad den vej.”
Men Lars Seier Christensen har nu altid været glad for restauranter og værtshuse. Faktisk var hans første virksomhed en bar i Sydspanien, der hed Annebelles. Den blev købt i begyndelsen af 80’erne for hans afdøde fars livsforsikring, og egentlig kalder han købet for “selvforsvar”.

“Min ven og jeg boede dernede og gik meget på bar, og vi havde ikke rigtig penge til det. Så vi tænkte: “Hvis vi står på den anden side, går pengene den anden vej, så kan vi blive ved med at drikke alligevel,” og det virkede i et vist omfang, vil jeg sige. Men det er lidt mindre hensigtsmæssigt at være meget fuld på indersiden af en bar end ydersiden.”

5_51042_picture_5889_1.jpg
"Jeg er lige så højreorienteret, som jeg altid har været, men jeg er blødet lidt op af det kulturelle, som tiden går. Jeg kunne hidse mig helt vildt op over en venstreorienteret sangtekst tidligere, men nu er jeg begyndt at høre Bob Dylan,” siger Lars Seier Christensen.

Når man spørger ham, hvorfor han behøvede at eje den – for han kunne jo bare have været almindelig 20-årig lønslave, og de fleste unge køber jo ikke bare en bar i Sydspanien i en pludselig indskydelse, svarer han:

“Nej, og det er nok meget klogt,” for han mistede penge på den, da han solgte den fem år senere og tog hjem.

I København blev han chefkok på mexicanske Chicos Cantinos i Borgergade. Ikke så meget pga. sine evner i et køkken, men fordi hans organisatoriske evner gjorde køkkenet i stand til at køre et stort antal enchiladas ud over disken på en aften.

Vinkælder der matcher køkkenet

Det sted, Lars Seier Christensen skabte gode relationer til sine Saxo Bank-kunder, var dog i en lidt anden skala, nemlig restaurant Geranium. Det blev hans yndlingssted, og derfor trådte han til, da den tidligere ejer en dag i 2015 fortalte ham, at det ikke gik så godt, og at stedet var til salg.

“Ja, jeg var så glad for restauranten, at jeg ikke ville have, at den lukkede,” som han siger.

“Pludselig var muligheden der, og jeg sagde ja. Jeg har stor respekt for, at Rasmus (Kofoed, red.) er en af verdens bedste kokke. Det er egentlig gået meget godt. Jeg havde regnet med, at det godt kunne blive sådan en ting, hvor jeg skulle sende en check hver måned, men den har givet et pænt overskud ubrudt siden da.”

Det første, Lars Seier Christensen gjorde, da han overtog restauranten, var at bede om en liste over de ting, kokken i den perfekte verden gerne ville have ændret. Retur kom en liste med 12-13 punkter, prioriteret.

“Det var ikke store ting alle sammen. Jeg gav dem de ting, og de lovede mig, at de ikke ville bede om mere de næste 24 måneder. ”

Maden blev der ikke lavet om på, ifølge Lars Seier Christensen var den allerede trestjernet, men helhedsoplevelsen blev bedre. Og vinkælderen, for den nye ejer er så meget til al den naturvin, som Geranium var kendt for.

“Jeg blander mig ikke i, om der skal mere salt i maden. Det tror jeg ikke ville være særlig velkomment og heller ikke en god idé. Men med vinen har jeg da sagt, at det ville være fint, hvis vi også havde noget andet end naturvin…”

Og det har de nu?

“Vi har masser af naturvine, for Søren (Ledet, der er chefsommerlier, red.) er en af verdens førende kompetencer inden for naturvine. Men jeg ville også gerne have, at vi har et udvalg af de store klassiske vine. Det viste sig, at hovedårsagen til, at de ikke havde dem, var økonomiske. Det er meget svært for en restaurant at have mange millioner bundet op i en vinkælder, det har de færreste råd til. Men det har vi nu. Og vi har fået en Wine Spectator Grand Award, som er meget sjælden,” siger han og understreger, at han bedst kan lide store vine.

“Jeg tror ikke, man kan producere de store tunge cabernet-vine uden at gribe ind i naturens gang. Jeg er glad for Napa Valley, dem har vi fået lavet en god selektion af derinde.”
Dem finder man også i hans private vinkælder, der begynder med et rum proppet med champagne, fordi Yvonne Seier Christensen er champagneproducent. Vinen i kælderen er inddelt efter geografisk område, og det er ikke en kælder, som hans døtre lige selv må gå ned og hente en flaske eller to til deres venner i.

Han henter til dem.

De seneste år er vinen vokset ud af kælderrummet og ind i det lille kapel, der i gamle dage blev brugt til kirkelige handlinger i nærområdet. I et hjørne står der nogle kasser med påskriften Seier. Det er hans egen vin, produceret hos en vinbonde i Frankrig, der lader sine kunder blande selv ud af en masse forskellige druer. En slags bland-selv-slik for voksne millionærer. Der står 2015 og 2016 på de mange kasser.
På spørgsmålet “er du tilfreds med din egen produktion?” trækker han på skuldrene. “Arh, det ved jeg ikke før om fem år.”

4_51041_picture_5889_1.jpg
Vinflaskerne er vokset ud af vinkælderen og ind i et nærliggende kapel. Her er en stor samling af Napa Valley-vine.

Han trækker et billede frem af en flaske af en vin, der hedder Seier 2017. På etiketten er et maleri – det samme Lemmertz, der stod indpakket oppe i stuen.

“Det var derfor, jeg skulle have det maleri,” fortæller han.

Det nyeste barn

Lige nu gør holdet bag Geranium tilsyneladende det hele rigtigt. Restauranten har opnået tre stjerner i Michelinguiden og en plads på top ti blandt verdens bedste restauranter. Samtidig har Lars Seier Christensen netop slået dørene op til endnu et ambitiøst projekt – Alchemist ude på Refshaleøen.

Idéen til et sted, der er anderledes end andre restauranter, kom til ham i Las Vegas for mange år siden, da han sad på michelinstjernerestauranten Le Robuchon og fik en dessert serveret på en af de første ipads. Maden lå i et billede af nogle blomsterbede, og det fik ham til at tænke.

“I mange år har jeg set alle mulige andre brancher blive disrupted af teknologi og på mange måder blive bedre af det, men jeg synes ikke, det er sket i gourmetbranchen. Her er alt det samme: En tallerken, bestik, et vinglas, måske en dug, et lille lys og så kan det, der ligger på tallerkenerne, selvfølgelig være forskelligt. Men rammen er den samme på 99 pct. af alle restauranter. Hvorfor leger vi ikke med rammen?”

Det hænger tit sammen med økonomi, det ved han godt, men siden dengang med ipaden har han haft lyst til at gøre noget andet. På et tidspunkt læste han et interview med en ung kok, Rasmus Munk, der havde åbnet en restaurant på Østerbro, hvor han udtalte, at han havde gjort alting selv, malet væggene på sit nye sted osv., fordi “han jo ikke havde en Lars Seier til at finansiere det hele.”

Det fik Lars Seier til at skrive til ham på Facebook: “Prøv at hør her, makker. Når jeg investerer i restauranter, er det for at hjælpe folk med at leve deres drømme ud.”


“Jeg synes efterhånden, jeg har optjent retten til at have det sjovt med de ting, jeg laver. Og det har jeg så.” - Lars Seier Christensen 


Rasmus Munk skrev tilbage, at han var fejlciteret, men om Lars Seier Christensen ikke ville komme forbi og prøve maden? Det gjorde han, og han kunne godt lide den. Derfor skrev han til kokken: “Hvis du gerne vil videre med dette her, må du sige til, så kan det jo være, at jeg kunne hjælpe dig lidt.”

Rasmus Munk ringede ugen efter.

Restauranten, deres fælles barn, der netop nu er blevet færdig, overgår Lars Seier Christensens vildeste forventninger.

“Det er blevet endnu bedre, end jeg havde turde håbet på. Det er også en stor investering, og den blev større, end jeg havde troet. Men stedet er out of this world…”

Er du den eneste pengemand i det?

“Ja, jeg tror sgu ikke der er andre, der er tossede nok,” siger han og griner.

“Den er lavet ud fra en overflodsbetragtning. Selvom vi var langt over budget, da vi skulle vælge, om vores to gange fire meter høje indgangsdør skulle være bronzebelagt, eller om vi skulle lave den stjernedyre version med at støbe hele døren i bronze, sagde jeg: “Ej, det skal sgu være i orden dette her. Vi tager den dyre version.” Du kunne have købt en helt ny restaurant for prisen på den dør.”

Anmeldelserne af stedet er forrygende, og der blev udsolgt til de første tre måneder på tre-fire minutter.
Har du et bord stående til dig og din familie?


“Neeej, men det er klart, at der er en smule fleksibilitet, hvis jeg gerne vil derud. De fleste restauranter holder altid et bord, til hvis der er andre kokke i byen, der gerne vil ud at spise på deres sted. Der var lige en fyr fra Spanien, der har to michelinrestauranter, som skrev til mig, at hans chef og ham gerne ville prøve Alchemist, og i øvrigt kom hans far på min bar i Sydspanien i 80’erne...”

Lars Seier Christensen afbryder sig selv ved at grine højt.

“Det kunne jeg ikke stå for. Jeg ved ikke, om det var sandt, men det virkede.”

Det skal stadig være en forretning

De mange forskellige investeringer har givet Lars Seier Christensen overfladisk indsigt i en del forskellige brancher, men den eneste ting, som han har dybdegående kendskab til, er stadig valutahandel, og han havde ikke kunnet tjene sin formue på hverken sport, kunst eller restauranter.

“Det er nok derfor, der ikke er så mange, som gør det, og derfor der er plads til folk som mig. Der er ikke så mange andre fjolser derude, der gider sådan noget. Det er sjovt at være med i, men det afgør ikke, om jeg har smør på brødet om ti år. Hvis jeg kun tænkte kynisk på at tjene penge, ville der være nogle ting, jeg ville fravælge. Men jeg forventer aldrig, at jeg vil tabe penge. Udgangspunktet er, at jeg skal bygge en sund forretning. Ellers er der heller ikke meget sjov i det. For enhver milliardær kan jo købe en stor klub og brænde 1 mia. af om året på at købe nogle gode spillere, og så er det jo logisk nok, at man vinder nogle pokaler.”

“Men er det fair overfor de andre klubber, der kører en forretning?” spørger han.

På samme måde kan man sagtens skabe en succesrestaurant ved at putte kaviar på alle retterne og lade den tabe 15 mio. kr. om året.

“Men det er lidt snyd, synes jeg, hvis man ikke forsøger at tjene penge. Det er langt fra hver gang, det lykkes, men udgangspunktet er, at det skal være bæredygtige forretninger.”

Omvendt gider han heller ikke være med til forretningsidéer, som måske virker økonomisk rentable, men som i bund og grund er kedelige.

“Jeg synes efterhånden, jeg har optjent retten til at have det sjovt med de ting, jeg laver. Og det har jeg så.”