Kvinden der reddede BIG fra økonomisk ruin

275809_16_9_large_207.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
04. feb 2014 KL. 8:13
På papiret ligner det et filmmanuskript: Smuk, ung kvinde med McKinsey-baggrund redder et af Danmarks – måske verdens – største arkitekttalenter fra økonomisk ruin. Bliver udnævnt til direktør for hans tegnestue, får virksomheden til at vokse til en verdensomspændende succes og give overskud.

Og får derefter til opgave at bygge et kontor op i New York og flytter med mand og børn til dyr adresse på Manhattan.

Virkeligheden har flere nuancer, og selvom Sheela Søgaard elsker sit job i New York og amerikanernes begejstring og opbakning til en virksomhed på vej frem, gør hun klart, at flytningen har sin pris.

"Hvis jeg siger, at vi får et bestemt overskud, så gør vi det. Hvis jeg beslutter at tabe et vist antal kilo, så gør jeg det. Jeg når altid mine mål"


"Alle siger, at New York er verdens bedste by. Ja, men bedst til hvad? Vi kom fra hus med have i Vedbæk til en lejlighed uden udeareal i New York. Og det skærer i hjertet, når børnene er kede af, at det er svært at få venner det nye sted. Til gengæld rykker man tættere sammen som familie, og jeg tror og håber, at mine børn vil få en masse godt ud af at have prøvet det, ligesom jeg selv gjorde, da jeg voksede op. Men vi skal ikke blive i New York," siger Sheela Søgaard.

Job med personlighed

Hun tager imod på BIGs – Bjarke Ingels Group – hovedkvarter i Valby i København, hvor hun arbejder en uge om måneden. Resten af arbejdstiden er i New York.

Valby-kontoret har indrettet sig i en tidligere fabrik med gigantiske vinduer i det 12 meter høje rum, men dagslyset lusker sig kun tøvende og gråt surmulende inden for på denne regnmørke januardag.


Stemningen er til gengæld varm og kulørt. Der dufter af kaffe. Brudstykker af samtaler lyder på flere sprog, mange af medarbejderne sidder koncentrerede ved deres skriveborde eller arbejder med talrige modeller af spektakulære bygninger, som forhåbentlig bliver til virkelighed et sted i verden om nogle år.

Centrum i det store rum er – foruden modeller af kendte BIG-byggerier som 8-tallet – en flere meter høj bogreol, hvor gule, krøllede post-it-sedler i tykke værker om blandt andet arkitektikonet Arne Jacobsen vidner om, at bøgerne ikke kun er til pynt.

Det er let at føle sig godt tilpas, og det er et kardinalpunkt for Sheela Søgaard: Tegnestuen skal være en arbejdsplads, man glæder sig til at komme til, og hvor man kan være sig selv og bruge sin personlighed. Ganske som hun selv gør og har gjort, siden hun trådte til i 2008.

Frihed i Saudi-Arabien

Mere om det om lidt. Først spoler vi tiden tilbage til Sheela Søgaards opvækst. For hun er ikke i tvivl om, at den er en væsentlig del af forklaringen på hendes valg og position i dag. Både familien og erfaringerne fra opvæksten i en fremmed kultur bruger hun dagligt i sit job.

"Min barndom tilbragte jeg bl.a. i Riyadh i Saudi-Arabien. Min far, som oprindelig var fra Indien, men kom til Danmark som 21-årig, var ansat i det daværende MD Foods dernede, og for mig var det fantastisk. Der var sol, varme og swimmingpool. Og en stor frihed."

Frihed er ellers ikke det ord, man forbinder med Saudi-Arabien og kvinder, men barnet Sheela boltrede sig i den internationale landsby, hvor de mange udenlandske arbejdere i oliestaten boede.

"Det var først, da jeg blev ældre, at jeg opdagede, hvilken pris min mor måtte betale for at bo i Saudi-Arabien, alt det hun ikke måtte. Vi børn løb jo bare rundt i vores egen landsby, hvor vi ikke behøvede at bekymre os om ret meget. Men da jeg fyldte ti og ville være nødt til at gå med tørklæde, flyttede vi tilbage til Danmark," fortæller Sheela Søgaard.


Det holdt et par år. Så rykkede familien til Mellemøsten igen, denne gang til Dubai. Sheela Søgaard trivedes blandt de mange nationaliteter, hendes far arbejdede hårdt, men tjente også godt, og hun lærte den frihed, der ligger i at have penge nok. Og i Dubai havde hendes mor andre muligheder end i Saudi-Arabien.

"Jeg flyttede hjem til Danmark for at få min uddannelse, da jeg blev 18. Min lillesøster og lillebror rejste også, da de skulle studere, min søster studerede i England. Men mine forældre er blevet boende i Dubai. Der er mange måder at være en familie på, og vi har et tæt forhold, selv om vi ikke bor i samme land."

Det tætte forhold til familien kom i spil, da Sheela Søgaard i 2008 blev hentet til Bjarke Ingels' tegnestue for at rette den op økonomisk.

Læs hvordan Sheela Søgaard reddede BIG på næste side.
##PAGE##

Konflikter er gode

I løbet af redningsaktionen blev der brug for både søster og bror.

"Virksomheden havde ingen penge på det tidspunkt, og så må man trække på dem, der kan og vil hjælpe i situationen og kan være fleksible. Der opstod et behov for de kvalifikationer, som min søster har, og hun hjalp frivilligt. Min bror gjorde det samme. I dag er min søster ansat her. Min bror arbejder her også som afløser en gang imellem, og de har begge andre chefer end mig i dag. Men det er et godt eksempel på vores forhold i familien – og på at man har det med at blive, når man først arbejder her," tilføjer hun.

Med fra opvæksten har Sheela Søgaard også sin måde at kommunikere på. Hun er klar i mælet, når hun siger, hvad hun vil og forventer.

"Når man er mange kulturer sammen, kan man ikke tage regler og normer for givet, som man ellers kan i et land som Danmark. Man er nødt til at udtrykke sig, så det ikke kan misforstås. Og det er en fordel i en virksomhed som denne, hvor vi er mange kulturer samlet, og hvor vi også løser opgaver mange steder i verden," siger hun.

"Jeg er nok det modsatte af konfliktsky. Jeg kan ikke lide skænderier, men uenigheder kan være frugtbare. Det er i uenighederne, man finder måder at gøre tingene anderledes på."

"Jeg når mine mål"

Sheela Søgaard har let til smil, og der er glimt i øjnene. Men man fornemmer også viljestyrken i direktøren, der bruger den korteste vej gennem lokalet med præcise bevægelser og ikke virker som typen, der ret tit slentrer på må og få.

Bjarke Ingels har sagt om hende, at hun i løbet af de mange samtaler før ansættelsen fortalte, at hun havde ét barn og ville få et til om to år. Det kom til at holde stik.


"Jamen, jeg når mine mål! Hvis jeg siger, at vi får et bestemt overskud, så gør vi det. Hvis jeg beslutter at tabe et vist antal kilo inden en bestemt dato, så gør jeg det. Jeg når altid mine mål … jeg kan godt høre, det lyder en smule sygeligt. Til gengæld sætter jeg ikke længere mål for alt, jeg planlægger ikke alting som før i tiden."

At hun en dag skulle være ansvarlig for den økonomiske genrejsning af et arkitektfirma, havde Sheela Søgaard i hvert fald ikke planlagt. Hun vidste meget lidt om arkitektur. Til gengæld vidste hun en masse om ledelse og økonomi. Præcis hvad den fremstormende Bjarke Ingels – der vidste meget om arkitektur og betragteligt mindre om at styre økonomi – havde brug for, da han og hans tegnestue stod på randen af en konkurs.

Supplerer hinanden

De supplerede hinanden, og sådan er det stadig.

"Bjarke sagde engang, at min nærighed giver ham frihed til at være gavmild. Jeg havde nok brugt nogle andre ord, men jeg forstår, hvad han mener. Han kan slå ud med armene og tænke stort, fordi der er et økonomisk fundament til det. Omvendt er der kun grundlag for en god økonomi, fordi han kan tænke så visionært," siger Sheela Søgaard om arbejdsdelingen.

Familien Søgaards interne arbejdsdeling handler også om at supplere hinanden. Det er Sheela Søgaard, der er forsørgeren økonomisk, og hendes mand, der går hjemme ved døtrene på tre og seks år.

Det har medierne beskæftiget sig en del med, men for familien har det afgørende været, at børnene skal have et fast holdepunkt, og at der ikke skal opstå konflikter om, hvem der henter, bringer og tager sig af det huslige.

Sheela Søgaard trækker lidt på skuldrene over spørgsmålene til det.

"I virkeligheden generer det mig ikke, at I journalister så ofte spørger om, hvordan vi får det til at fungere. Hvis bare I huskede at spørge de mandlige ledere om det samme, for det er jo også aktuelt for dem. Hvordan har de arrangeret deres bagland og familieliv? Det kunne man sikkert godt lære noget af."