Kokkenes italienske kantine

218120_p_image_hori_553_358.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
27. nov 2012 KL.12:40

Mad
    Drikkevarer
Betjening
    Indretning

La Buca har i årtier været et sikkert kort at spille, når maden skal være autentisk italiensk og vinen i top. Det er fortsat tilfældet, men sammenlignet med konkurrenterne sakker køkkenet bagud i modsætning til priserne.

Da familien Lolli i 1988 åbnede restaurant La Buca degli artisti, var italienske restauranter mest kendt for spaghetti og pizza. Få år tidligere havde familien Milleris Era Ora og Achille Melis San Giorgio ganske vist slået tonen an i det, som kan kaldes en helt ny forestilling om italiensk mad for det danske publikum. La Buca anno 2011 er ikke voldsomt forskellig fra det La Buca, som blev berømt i 1980-90’erne Som tiden gik, steg ambitionsniveauet hos Era Ora, som siden fik michelinstjernestatus. La Buca derimod har hele tiden opholdt sig på et mere hverdagsagtigt plan, som en autentisk italiensk restaurant uden stjernenøkker, om end vinkortet kunne måle sig med de bedste.

Tiramisuen havde markant kakaopræg, men virkede derudover en smule vandet og med alt for svag hedvinspræg

La Buca anno 2011 er ikke voldsomt forskellig fra det La Buca, som blev berømt i 1980-90’erne. Men verden rundt omkring har forandret sig meget, og i dag findes der mange restauranter, som ligger side om side med stedets mad, ligesom vinkortet har fået konkurrence.

Læs også:
Fem gode retter på havnen
Sagen er bøf på Restaurant Oubæk
Udkants-gastronomi på middelalderslot

Stamgæster

Det er dog stadigvæk excellent og en af grundene til, at mange toneangivende københavnske restaurationsfolk er stamgæster her. La Buca har nemlig åbent om søndagen, der som regel er lukkedag for mange andre restauranter.

Således var det ikke overraskende at se kokken Rune Jochumsen – restauratør på Formel B og Sletten – træde ind ad døren den søndag, hvor anmelderbesøget fandt sted. Efterfølgende spurgte jeg, hvad der tiltrækker ham og fik opfattelsen, at det især var vinkortet og så værten, Guido Lolli, som er højt værdsat af stamgæsterne. La Buca har nemlig åbent om søndagen, der som regel er lukkedag for mange andre restauranter “Og så synes jeg, det er irriterende at skulle spise fem retter italiensk mad, når det, jeg egentlig har lyst til, er en portion risotto og en tallerken pasta,” tilføjede Rune Jochumsen med henvisning til en del andre italienske spisesteder, som netop gør en dyd ud af at servere mange retter.

Vinkortet på La Buca er legendarisk, ligesom denne Barolo fra Conterno til 3240 kr., hvilket er under detailprisen

Det var netop lysten til risotto og pasta, som havde drevet undertegnede ud til københavnerforstaden Vanløse, hvor La Buca ligger under ret beskedne forhold. Der er hyggeligt og dækket op med hvide stofduge og servietter, men bl.a. de skrabede toiletter og de gamle glasskifterammer på væggene signalerer, at stedet har stået nærmest uændret siden åbningen i 1988.

Det er familien Lolli formentlig flintrende ligeglade med. De driver deres restaurant som altid, og det kan man være udmærket tjent med. La Bucas stamgæster vil formentlig ligeledes være uanfægtede, og således er de følgende linjer tiltænkt læsere, som ikke har været på La Buca, men måske overvejer det i fremtiden.

Betjeningen var venlig og imødekommende på en lidt fraværende facon, som for eksempel betød, at vore hvidvinsglas, som tørlagdes under forretten, aldrig blev fjernet.

Vi havde som det allerførste bestilt en bruschetta, for den stod på første side af menuen sammen med aperitiffer under teksten “frisklavet mad tager tid.” Fint nok, men huset glemte at servere bruschettaen, så vi ventede i cirka 20 minutter på tom mave.

Første servering blev således lasagnette (135 kr.) med kammusling og gnochhi med spinat (110 kr.). Gnocchierne var toplækre, spinatmættede faste gnocchi i en sauce med citron og smør ledsaget af sauterede, friske spinatblade.

Et godt bid

Lasagnette var to runde pastaplader med godt bid, lagt på hver sin side af en portion delikat artiskokpure samt to små kammuslinger uden videre karakter. Der var to af disse kreationer og en halvsprød parmesankiks, hertil et glas rigtig god mousserende vin, Franciacorta Bella Vista (79 kr.)

Vinkortet på La Buca er formidabelt, her er hundredvis af flotte italienske vine til fornuftige priser, men kun ganske få sælges glasvist. Hvilet er endnu et tegn på, at restauranten er lige så meget oppe i tiden som en 5 tomme diskette til en IBM XT computer.

Bruschettaen her beskriver fint, hvordan køkkenet, ud over at være italiensk, er præget af 1980’erne

Forretten risotto med fire oste og sommertrøffel (131 kr.) skulle man bestille mindst to portioner af, så det gjorde vi, for det lød jo lækkert. Og den havde en god ostesmag, men sommertrøflen var ikke til at smage, og rettens konsistens mindede mere om fed risengrød end risotto med lidt bid.

Vi delte en hovedret, for jeg havde regnet med, at portionerne var større, end tilfældet viste sig at være. Meget imødekommende blev den anrettet på to separate tallerkener, det var saltimbocca (195 kr.), altså en skive kalvekød og en skive parmaskinke samt nogle salvieblade. Sådan noget kalvekød bliver let en smule tørt, og det var også tilfældet her. Men en rigtig udtryksfuld sauce rådede bod på dette, mens salviebladene gav masser af smag. Ovnstegte kartoffelbåde og skiver af sølvbede med hvidløg udgjorde garnituren.

Tiramisuen (102 kr.) havde markant kakaopræg, men virkede derudover en smule vandet og med et alt for svagt hedvinspræg. Tartufo isen (102 kr.) var så hård og krystalliseret, at den må være kommet direkte fra fryseren. Pynten var en lille chokoladefigur, som lignede dem, man i 1980’erne købte færdiglavede og anvendte som pynt på såvel desserter som petitfourer.

Spinetta moscat grappaen (45 kr.) var skøn, og understreger det gode forhold mellem pris og kvalitet på de flydende varer.

Således var vi også tilfredse med de to glas Pinot Gris (69 kr.) og de to glas Barolo Veglio (95 kr.) til måltidet, som endte med en regning på 1394 kr.

Det kan gøres billigere og gastronomisk set mere interessant mange steder, bl.a Famo, Il Dona, L’Altro eller Enoteca. Men merprisen til trods var det så hyggeligt, at man er tilbøjelig til at se stort på manglerne.

Måske det er grunden til, at mange kokke fortsat bruger La Buca som en slags italiensk kantine søndag efter søndag.

Læs også:
Tradition og fornyelse i Skagen
Topgastronomi i de bornholmske klitter
Flot kromad på Fanø

.