Kære læser: Alt er vel på Molskroen

181280phori_5570_1.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
30. okt 2013 KL.10:37
At Mols fortsat er en højgastronomisk bastion af de stærke, understregede Årets Kok 2010 for nyligt ved en overvældende pragtmiddag

Første gang jeg anmeldte Molskroen, var da det gamle badehotel havde Årets Kok 1999, Jesper Koch bag komfuret. Jesper Koch gjorde Molskroen kendt som gourmetrestaurant i topklassen, og da hans souschef Wassim Hallal tog over, strøg restauranten op i den absolutte elite.

Appetitvækkernes omfang lever op til Molskroens ry for at lægge hårdt ud og siden skrue tempoet op

I 2007 rejste Wassim Hallal og derefter var det som om Molskroen gik lidt i glemmebogen. Men snart begyndte der at udgå signaler om stærke kræfter i såvel køkken som restaurant, bl.a. gjorde flere medarbejdere sig stærkt gældende i forskellige konkurrencer, især køkkenchefen Tommy Friis. ´


Den flotte petits fours-servering var anrettet på en miniaturegravsten af marmorplade, hvori der var indmejslet navnet »Molskroen«.

Han banede sig flere gange vej til finalen i Årets Kok og vandt sølv i 2009 samt guld i år. Altså er han Årets Kok 2010, og jeg var således ekstra spændt på at se, hvad det betød for maden.

Læs også:
Ambitiøs og talentfuld sushispecialist
Ultimativ weekend i København
Burgeren - Fra Hamborg til kunsthåndværk

Udhulet pejsebrænde

Jeg kunne snart konstatere, at appetitvækkernes omfang lever op til Molskroens ry for at lægge hårdt ud og siden skrue tempoet op.


Hjemmestegte kartoffelchips med pikant krydring, nyfriterede glassprøde løgringe og store stykker knassprød flæskesvær var stablet i et stykke udhulet pejsebrænde.

I et stykke udhulet pejsebrænde var der stablet en velsignelse af hjemmestegte kartoffelchips med pikant krydring, nyfriterede, glassprøde friterede løgringe og store stykker luftigt knassprød flæskesvær.

Derudover var der lækkerier som tyndt hjemmebagt knækbrød iblandet tomat, bolsjer med smag af bacon med mere.

Gourmetophold

De to elementer, som jeg holdt allermest af, var førnævnte let syrlige brød, og skålene med henholdsvis ansjos- og sort oliven-dip samt terningerne af melon med sennep.

Der er 100 pct. tjek på detaljerne, og anretningen ligner bidrag til en kokkekonkurrence

Vi besøgte kroen på et såkaldt gourmetophold til 1800 kr. pr. næse, inklusive overnatning i lækkert værelse, »high tea« med scones og så videre samt en femretters menu, hvor et glas mousserende vin fra Sydfrankrig var indbefattet.


Flere medarbejdere har markeret sig i konkurrencer – især køkkenchef Tommy Friis, Årets Kok 2010, og Anita Kajhøj Ibsen, finalist i DM for tjenere i både 2009 og 2010.

En forbløffende vellykket sag til bare 165 kr. flasken, oplyste tjeneren. Da regningen kom, viste det sig at være 365 kr., og det var stadig en god pris.

Ingen hokuspokus

De omtalte snacks blev serveret i en hyggelig stue med bløde sofaer, hvorefter måltidet fortsatte i restauranten, som er et meget charmerende sted med yderst magelige, polstrede armlænsstole.

Desværre havde man valgt at prioritere et stort frokostselskab dagen efter ved at dække op til dem i den hyggeligste del af restauranten, hvor man sidder foran pejsen.

Dansk sild møder Japan og britisk gastropub på lykkelig vis

Så vi måtte tage til takke med nogle knap så charmerende pladser, hvilket jeg vælger at lade trække ned på betjeningsscoren, frem for indretningen, for den er på én gang luksuriøs, komfortabel og hyggelig.

Første servering var en lille skinnende kobbergryde med hønsesalat. Smagfuldt, frisklavet mørt kyllingekød i en cremet dressing med basilikumolie, bacon og rugbrødskrummer. Ingen hokuspokus, bare delikat hønsesalat, hertil et batteri af forskellige slags nybagt brød i ambitiøse og vellykkede udformninger.

Suppe i syltetøjsglas

Der var tre smørelser at vælge imellem, anrettet i Molskroens traditionelle marmorskåle hvoraf en plejer at indeholde delikat krydderfedt, et levn fra Jesper Kochs tid i køkkenet. Herudover var der friskkærnet, neutralt smør samt urtesmør smagt til med citron. Måltidet kunne for så vidt være sluttet her ved, at jeg gjorde kål på brødkurv og smørelse, men så let spil har man trods alt ikke som anmelder.

Videre gik det med et hyggeligt sylteglas fyldt op med en koncentreret fjerkræbouillon, lidt andekød som virkede en anelse træt i koderne samt et delikat, blødkogt vagtelæg.


Kalvebrissel ledsaget af sure æbler og 15 års balsamico.

En koncentreret smagsoplevelse, som virkede ansporende. Hernæst kom der torsk på bordet, langtidstilberedt ved 37 grader – eller var det 39? – men i hvert fald glasklart at se til og suverænt saftigt og blødt som en svamp af silke. Hvis sådan noget da findes. En blød pude af friskrevet trøffel lå ved siden af, ligesom fint syrlige svampe og løg.

Klo af sort hummer – tæt og saftigt – var parret med tilsvarende svinekæbe, og sprøde jordskokchips blev drysset over retten fra en sølvskål, skabende smuk konsistensmæssig kontrast.

Ny vind til appetitten

Dette førte videre til en ret, som jeg på stedet besluttede at indstille til madanmeldernes årlige prisfest, Årets Gericke, hvor dansk rodfæstede superretter plejer at gøre god figur.

Her var tale om sildefilet, marineret med citron og dyppet i en let beignetdej i fish-and-chips stilen, serveret med små kaviarlignende perler af eddike, syltede løgstrimler og peberrod.

Det kunne slutte lykkeligt her, men lykken vil ingen ende tage

Dansk sild møder Japan og britisk gastropub på lykkelig vis.

Mætheden var ikke længere nogen fuldstændig fremmed, således var det passende, at næste ret kun havde et meget begrænset fysisk omfang.


Creme fraiche-is omkranset af gelé af passionsfrugt toppet med lakrids og persille.

Det smagsmæssige var imidlertid stort og indtrængende, i form af perfekt tilberedte, friskt smagende brisler.

Gammel balsamico

Ledsaget af velgørende syrlighed i form af sure æbler og en gammel balsamico, som i fællesskab ophævede den tyngde, en brissel altid har. Igen fik appetittens sejl ny vind, og vi strøg således videre til hovedretten.

Et overflødighedshorn, ikke alene på det gastronomiske men også på det betjeningsmæssige område

Den blev båret ind af køkkenchef Tommy Friis, hvis stil er en elegant kombination af ærkeklassisk fransk haute cuisine forsigtigt isprængt elementer af tidens moderne strømninger.

Som altid, når man spiser på en gourmetrestaurant med en topkonkurrencekok ved roret – for eksempel Thomas Herman på Nimb, Ronny Emborg på AOC eller Allan Poulsen på Henne Kirkeby Kro – så er der 100 pct. tjek på detaljerne, og anretningen ligner bidrag til en kokkekonkurrence.



Også her, hvor en stor flade af spejlblankt porcelæn var stedvist brudt af små kunstværker. To halve rosenkål belagt med tyndskåret lardo, en ring af en millimetertynd løgvæg omkransede en teskefuld saltet løgpuré og midt i en lille sø af tæt, tyk, skinnende sauce lå en skive marv. I udkanten af herlighederne strålede rettens clou, en skive kalvemørbrad, ensartet rosa fra side til side, belagt med en delikat fars.

Osende af kostald

Tid til ost, om end ikke plads til ost. Arlas aparte indmarch på gourmetscenen gør sig også gældende her, med en skæppeskøn rødkitost kaldet Rød Løber, let og luftig, osende af kostald, men mildt smagende.

Det er mig en glæde at kunne rapportere, kære læser, at alt er vel på Mols- kroen

Og en Kornly fra Tistrup Mejeri, egentlig en Danbotype, altså i grunden en russisk steppeost, men i stedet for at blive indkapslet i parafin har den lagret omgivet af korn.

Tæt, nær ved knasende i appenzellerstilen, en lækker ost fra monopolisterne bag Lillebrorosten og mange mejerilukninger.

Det kunne slutte lykkeligt her, men lykken vil ingen ende tage. Nu skal vi have dessert og ind kommer en hvid kugle, placeret på en grøn, glinsende bund. Det er gelé af passionsfrugt nederst, derover en persilleolie og på toppen en hvid cremefraiche-iskugle, omkranset af frugtgele og med lakridsganache i kernen.

Spiller op til rumba

Persillen spirede videre i næste ret, som passende kan bruges som understregning af, at det nordiske køkken ikke binder Molskroen, om end der er mange nordiske elementer som netop persillen. Men under granitéisen af persille spiller de tropiske frugter banan og ananas op til rumba, fyrigt akkompagneret af lakrids.



Og det er ikke forbi. Nej, vi rykker tilbage i sofaerne for at nyde en kop kaffe og bliver præsenteret for den flotteste petits fours-servering, jeg har set i lange tider. Som ville man vise vores kampvillige, men besejrede, appetit en sidste ære, var sødsagerne anrettet på en miniature gravsten af marmorplade. Blank på overfladen og ru i højden, hvori der var indmejslet navnet »Molskroen«.

Et væld af lækkerier, nærmest stablet op som i et gammeldags overflødighedshorn af kransekage. Og det er lige hvad Molskroen er; Et overflødighedshorn, ikke alene på det gastronomiske men også på det betjeningsmæssige område, for hvilket Anita Kajhøj Ibsen har ansvaret.

Hun var finalist i DM for tjenere i 2009 og 2010 og har vundet såvel sølv som bronze.

Betjening i topklasse

Så det var ingen overraskelse med betjening i top.

At scoren ikke rammer 12 skyldes et par fodfejl, hun ikke havde ansvaret for, detaljer som kun ses mestret på landets absolut skarpeste restauranter – og som i grunden ikke spiller den store rolle for en fremragende gastronomisk oplevelse.

Oveni imponerede Anita Kajhøjs evner som sommelier, med den ene træffer efter den anden i vinmenuen, som ikke indeholdt mange berømte vine. Til gengæld var der flere perler fra små, ukendte producenter, der havde det til fælles, at kvaliteten var høj og præget af personlighed, ganske ligesom betjeningen.

Det er mig en glæde at kunne rapportere, kære læser, at alt er vel på Mols- kroen! .