Julehygge og musik i solen runder efteråret af

null

390492_16_9_large_181.jpg
Pleasure
Eksklusivt for kunder
03. nov 2019 KL.15:00

I Tallinn er julehyggen ved at indfinde sig, men andre steder i Europa venter man lidt med den forestående højtid og inviterer i stedet på jazzmusik, kunst og gastronomiske oplevelser i særklasse

Julemarked i særklasse
Selvom det kun er november, er julehyggen i fuld gang. Både herhjemme, hvor stormagasiner og dagligvarebutikker allerede har fyldt nisser og brunkager på hylderne, og i Europa, hvor mangt en by inviterer til overdådige julemarkeder. Den 15. november åbner årets julemarked i Estlands charmerende hovedstad Tallinn, der af turistorganisationen European Best Destinations er kåret som Europas bedste julemarked. Markedet foregår på hovedstadens rådhusplads og er med en overflod af juledekorationer, lys og lokalt producerede estiske julelækkerier leveringsdygtigt i julehygge ad libitum for både voksne og børn. Besøger man julemarkedet, kan man bl.a. se det store juletræ, som hvert år siden 1441 har været opstillet på pladsen, hvilket gør traditionen til Europas ældste offentlige juletræ.

Tallinn julemarked, 15. november-7. januar, visitestonia.com

Finere fransk kogekunst
Er man glad for mad, og i særdeleshed fransk mad, bør man overveje at lægge turen forbi Dijon, der ligger i Bourgogne-regionen i det østlige Frankrig. Selvom Dijon nok er mest kendt for senneppen af samme navn, er Bourgogne en af Frankrigs store, gastronomiske regioner – ikke mindst når det gælder vin – og på messen Foire Internationale et Gastronomique de Dijon er regionens herligheder samlet under ét tag. I mere end 80 år har gastromessen tiltrukket madører til den franske by, og i år forventes over 200.000 at besøge messehallerne og se, dufte og smage på de mange lokale specialiteter fra de mere end 600 udstillere, der tager dig igennem regionens fødevareproduktion fra jord til bord. Således vil man bl.a. kunne møde kvæg, vinbønder, slagtere og nogle af områdets bedste restauranter.

Foire de Dijon, til 11. november, foirededijon.com

Verdenskendt samling
En af verdens vel nok mest kendte kunstsamlinger, som normalt har til huse på Guggenheim-museet i New York, hvor den udstilles permanent, kan i november opleves væsentligt tættere på Danmark. Det sker, når det gamle kongepalads Palazzo Reale i Milano præsenterer omkring 50 værker fra Thannhauser-samlingen, der tæller malerier fra nogle af verdenshistoriens mest betydningsfulde kunstnere. Paladset, der i dag er kulturcenter og kunstmuseum, danner således ramme om en udstilling, der inkluderer kendte billeder fra Paul Cézanne, Pierre-Auguste Renoir, Edgar Degas, Paul Gauguin, Édouard Manet, Claude Monet og Vincent van Gogh – for ikke at glemme samlingens stolthed, der består af flere store værker af Pablo Picasso.

Thannhauser-samlingen, til 1. marts, mostraguggenheimmilano.it

Jazz i bystaten
Hvis man har en forkærlighed for jazzmusik og er mindre begejstret for dansk efterårsvejr og mørke, kan man pakke kufferten og rejse mod det sydligste Frankrig, hvor verdens næstmindste land, Monaco, i november afholder bystatens årlige jazzfestival. Med en gennemsnitstemperatur, der ligger væsentligt højere end i Danmark, er november måned langt mere overkommelig langs rivieraen, og når man tilføjer livlig jazzmusik og gang i gaden, er det svært ikke at drømme sig syd på. Jazzfestivalen starter 16. november og strækker sig over 14 dage. Mange store navne har lagt vejen forbi Monaco siden den første festival i 2006, og i år tæller programmet bl.a. Grammy-vindende Snarky Puppy og den levende legende Herbie Hancock.

Monte Carlo Jazz Festival, 16. november-1. december, montecarlosbm.com